Feedback
Rejser – digitalisering af rejsedokumenter for at gøre det lettere at rejse
Vi tillader os hermed at komme med feedback på “Digitalisering af rejsedokumenter og lettelse af rejser”
“Politisk baggrund”
Fra forslaget
I sin meddelelse af 24. juli 2020 om strategien for EU’s sikkerhedsunion forpligtede Kommissionen sig til at fortsætte og udvide sit igangværende arbejde med EU’s rejse- og opholdsdokumenter, herunder gennem yderligere digitalisering for at forbedre redskaberne til bekæmpelse af dokumentfalsk og fremme af uhindret rejse og passagerkontrol på tværs af grænserne.
Vores feedback:
Bekæmpelse af dokumentfalsk kan ske ved at udstyre borgerne med fysiske rejsedokumenter, der ikke kan hackes.
Fra forslaget
Initiativet er tæt knyttet til den ambitiøse strategi om Europas digitale fremtid i støbeskeen, som Kommissionen lancerede den 19. februar 2020. Strategien har til formål at sikre integriteten og modstandsdygtigheden inden for datainfrastrukturer, netværk og kommunikation og at støtte teknologier, der vil gøre en reel forskel i folks dagligdag. Et år senere fremlagde Kommissionen en vision og en kurs for Europas digitale omstilling inden 2030. Kommissionens meddelelse om et digitalt kompas for EU’s digitale årti blev udviklet omkring fire hovedpunkter, hvoraf det ene er digitaliseringen af offentlige tjenester med det specifikke mål, at 80 % af borgerne skal bruge et digitalt ID.
Vores feedback:
EU ønsker, at 80 % af borgerne skal bruge et digitalt ID. Det mål kan vi ikke gå ind for. Det skal være op til borgerne selv at bestemme, hvorvidt de vil dokumentere deres identitet digitalt eller analogt. Retten til et analogt liv må være en menneskeret. Samfundet skal indrettes på borgernes præmisser og ikke efter, hvor bekvemt det er for myndighederne at holde øje med dem. Staten skal servicere borgerne – for deres skattepenge – ikke holde øje med dem via digitale midler.
Fra forslaget
Den 2. juni 2021 vedtog Kommissionen sin meddelelse “En strategi for et fuldt fungerende og robust Schengenområde”, hvori der blev fastsat en klar frist for digitaliseringen af rejsedokumenter og lettelse af rejser. I meddelelsen står der: “Som næste skridt agter Kommissionen i 2023 efter en tilbundsgående vurdering og de nødvendige høringer at forelægge et forslag til forordning om digitalisering af rejsedokumenter og lettelse af rejser”3. Digitale rejsedokumenter kan være mere effektive og sikre og kan let integreres i den eksisterende lovgivning.
Vores feedback:
Sikkerhed i denne sammenhæng er omstridt. Der er mere cyberkriminalitet end nogensinde før. Jo mere data der indsamles, jo større fare for borgernes personlige data og privatlivsfred. Dokumentation med papir kan ikke hackes, og derfor bør lovgivningen prioritere den fysiske dokumentationsform frem for den digitale, som altid vil afhænge af oppetid, tilgængelighed, indtastede datas pålidelighed, faren ved datacentralisering, hacking mm.
“Problemer som initiativet har til formål at løse”
Fra forslaget
I de senere år har regeringer i hele verden aktivt taget digitale og biometriske teknologier i brugfor at øge sikkerheden, gøre rejser mere gnidningsløse og lette processerne ved deres grænser, lige fra grænsekontrol til boarding. EU bør gå i spidsen for overgangen til mere digitale grænser og indføre fælles standarder til gavn for alle interessenter, samtidig med at de grundlæggende rettigheder garanteres fuldt ud.
Vores feedback:
Digitale og især biometriske teknologier, som Kommissionen ønsker at benytte i langt højere grad, indebærer en meget risikofyldt afgivelse af personlige data – fx fingeraftryk og/eller ansigtstræk til scanning, som på sigt vil kunne aflæses overalt, hvor der opstilles en scanner – med eller uden borgerens vidende. Det er helt uacceptabelt. Borgeren behandles pr. automatik som kriminel, hvis gøren, laden og placering bliver fulgt overalt.
Ifølge vores retspraksis er man uskyldig indtil det modsatte er bevist – men ikke i sådan et dystopisk overvågningssamfund, som der her lægges op til. Man kan kun frygte konsekvensen: Når folk med overvågning behandles som kriminelle, begynder de at opføre sig som kriminelle, hvilket i fremtiden vil retfærdiggøre endnu flere frihedskrænkende foranstaltninger.
Fra forslaget
Derudover er det af afgørende betydning at opretholde fælles høje sikkerhedsstandarder på tværs af medlemsstaterne og industrien. Anvendelse af biometriske løsninger kan give screeningmyndighederne større sikkerhed med hensyn til den rejsendes identitet, mindske den risiko, der er forbundet med den enkelte rejsende, og give mulighed for mere kontaktløse og smidige rejseoplevelser.
Vores feedback:
Der tales om mere sikkerhed, men prisen for eventuel øget sikkerhed er med dette forslag alt for høj. Vi “tilbydes” sikkerhed, men betaler med vores frihed i form af afgivelse af vores biometriske data og total overvågning.
Retten til analogt pas og ID-dokumentation skal bevares, så man ikke tvinges som borger til at afgive sine biometriske data, hvis man ikke ønsker det. Hvis en lokal myndighed udsteder et fysisk pas for en borger, så må fællesskabet udvise tillid nok til den udstedende myndighed til at acceptere borgerens ID. Og er den falsk, så må det pågældende land påtage sig ansvaret for at korrigere. Der vil ske fejl, men det er en lille pris at betale for at beholde vores rettigheder.
Fra forslaget
Mens prognoserne tyder på en kraftig stigning i passagerstrømmene, som vil kræve innovative metoder til at lette og fremskynde grænsekontrollen i internationale indrejsesteder, har covid-19-pandemien medført en hurtigere indførelse af digitale værktøjer. Borgerne forventer nu kontaktløse teknologier som en grundlæggende forudsætning for sikre og problemfrie rejser. Uhindrede rejser med digital rejselegitimation (DTC) vil være til gavn for EU-borgere og tredjelandsstatsborgere.
Vores feedback:
Forslaget påstår, at borgerne forventer kontaktløse teknologier. Hvis borgerne blev oplyst om alle konsekvenser af sådanne tiltag, ville der være betydelig og udbredt skepsis i befolkningen. Denne skepsis skånes Kommissionen for, da forslaget kun cirkulerer i en lukket kreds. Vi må konkludere, at det her er EU, der bestemmer på borgernes vegne, hvad de ønsker. Har der været en undersøgelse eller en folkeafstemning? Har det været diskuteret ved nationale valg? Nej, på ingen måde. Så Kommissionen gør regning uden vært.
“Konkret behov for en EU-indsats”
Fra forslaget
Initiativet vedrører et område med delt kompetence. De foreslåede løsninger på ovennævnte problemer kan ikke gennemføres af medlemsstaterne alene. Årsagerne til problemerne og de tilgrundliggende spørgsmål påvirker EU som helhed, og medlemsstaterne kan ikke alene træffe passende foranstaltninger uden koordinering på EU-plan. Hvis EU ikke griber ind, vil det være i strid med traktatens interesser og medføre øgede omkostninger, hvis medlemsstaterne handler hver for sig. Dette initiativs mål kan derfor kun nås gennem en indsats på EU-plan, der fører til fælles standarder for digitale rejsedokumenter, mere gnidningsløs passage ved de ydre grænser og i sidste ende en gradvis indførelse af et integreret system for forvaltning af de ydre grænser.
Vores feedback:
Selvom der gennemføres fælles standarder, må de bero på så få digitale løsninger som overhovedet muligt. Hvis nogen lande vil gå videre, kan de gøre det, men hele tiden skal borgere tilgodeses, som ikke ønsker at blive aflæst biometrisk.
Fra forslaget
Selv med indførelsen af digitale rejsedokumenter vil fysiske rejsedokumenter fortsat eksistere side om side med dem i den nærmeste fremtid.
Vores feedback:
Forslaget nævner, at fysiske rejsedokumenter kan eksistere side om side med de digitale i “den nærmeste fremtid”. Vi vil gerne ændre det til “i al fremtid” og så lade det være op til folk selv at bestemme, hvilken form for rejsedokumenter de ønsker.
“Der fremsættes seks politiske løsningsmodeller.”
Model 1: Bevarelse af status quo (referencescenarie): Hvis der ikke træffes foranstaltninger på EU-plan, og der sker minimale lovgivningsmæssige ændringer, vil medlemsstaterne udarbejde deres egne digitale rejsedokumenter/selvregulering og markedsbaserede løsninger.
Vores feedback:
Denne model ud af de seks foreslåede vil vi foretrække. Med den kan borgerne påvirke deres egne politikere gennem deres eget politiske system til at få det, de ønsker. Demokratiet og selvbestemmelsen bevares, og reglerne kan laves om, hvis de ikke virker efter hensigten gennem en meget lettere proces end gennem EU.
Model 6: Et digitalt pas/digitalt identitetskort, der giver mulighed for en fuldstændigt uhindret rejse: Dette indebærer en EU-forordning, der pålægger medlemsstaterne at gennemføre ICAO’s DTC-standard og indføre obligatoriske foranstaltninger til lettelse af rejser på en måde, der gør det muligt for brugerne at passere grænserne uden at skulle undergå traditionel elektronisk paskontrol eller anvende manuelle skranker. Disse foranstaltninger vil udnytte en eller flere forskellige biometriske matchningsteknikker under transporten, hvor alle rejsende overvåges, og deres biometriske data behandles. Disse foranstaltninger vil være afhængige af biometrisk matchning i stor skala og gøre det muligt for rejsende at passere grænserne uden at blive underkastet grænsekontrol.
Vores feedback:
Forslag 6 er virkeligt skrækscenariet. Her udfoldes den helt store overvågningsscenarie, der forudsætter, at hele verdens befolkning på sigt er registreret i en stor fælles database med deres biometriske kendetegn til aflæsning på scannere opstillet overalt. Ingen utilfredse køer – gnidningsløs trafik – total registrering. Således kan man holde øje med alle. Man kan også forestille sig person-chipning, som aflæses af scannere opstillet med jævne mellemrum. Så vil det være dejligt let for borgeren at udøve sin “ret til fri bevægelighed” – også nationalt med bus og tog – for chippen kan registrere alle bevægelser og efterfølgende trække rejsebeløbet på kontoen.
Ønsker vi et sådant samfund? Spørg folket, før så drastiske beslutninger om fuldstændig omkalfatring af vores samfund foretages. Afhold en folkeafstemning! Det er folket, der skal betale for det, det er folket, der skal leve under de forhold – så det må være folket, der beslutter det. Lad os få en åben debat med alle fakta inkluderet i forbindelse med en folkeafstemning, så folk kan træffe et oplyst valg. Alt andet vil være at bryde kontrakten om, hvordan vores samfund skal indrettes.
I artikel 52, stk. 1, i charteret om grundlæggende rettigheder hedder det: “Enhver begrænsning af udøvelsen af de rettigheder og frihedsrettigheder, der anerkendes i dette charter, skal fastsættes ved lov og skal respektere essensen af disse rettigheder og friheder. Inden for proportionalitetsprincippet kan der kun ske begrænsninger, hvis de er nødvendige og virkelig opfylder formål af almen interesse anerkendt af Unionen eller et behov for at beskytte andres rettigheder og friheder.”
Selvom formålet er at lette den frie bevægelighed inden for EU, har Kommissionen ikke forsøgt at påvise nødvendigheden eller proportionaliteten af forslaget. Det er, som det kan ses af ovenstående, imidlertid et krav for enhver EU-foranstaltning, der krænker de grundlæggende rettigheder.
Kommissionen bedes komme med beviset for nødvendigheden. At påstå uden belæg, at “folket ønsker det”, er ikke en gyldig grund. Vi mener heller ikke, at biometrisk dokumentation ved grænseovergange er nødvendig eller opfylder formål af almen interesse i et sådant omfang, at begrænsning af rettigheder kan retfærdiggøres.
Ud fra ovenstående argumenter mener vi, at det må være helt udelukket at bringe forslag 6 i anvendelse.
“Forventede virkninger”
Fra forslaget
Dette initiativ vil også påvirke de grundlæggende rettigheder, da økonomiske aktørers og relevante myndigheders anvendelse af biometrisk verifikation (ansigtsgenkendelse) til at validere en persons identitet vil indebære spørgsmål vedrørende persondatabeskyttelse. Eventuelle nye sikkerhedsrisici vil blive taget op, og initiativet vil være i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder og EU’s databeskyttelseslovgivning.
Vores feedback:
Datalæk, hacking, sjusk, menneskelige fejl har efterhånden overbevist os om, at data i fælles databaser ikke er sikre. Jo færre data der opsamles, jo større sikkerhed for vores grundlæggende rettigheder. En papirdokumentation på identitet kan ikke hackes! Derfor: Bevar fysiske identifikationspapirer.
Desuden overdrages der al for meget magt via dette system til data controllers og myndigheder. Opstår en fejl med et digitalt dokument, kan vedkommende miste alle rettigheder samt endog hele sin eksistens som person. Vi ser det med sundhedsdata, der opsamles hos lægen, som aldrig kan korrigeres, og fejldata om fx alkoholisme eller seksuel orientering forfølger en person resten af livet, fordi det på et tidspunkt er blevet anført fejlagtigt i en journal.
Samlet må vi opfordre til, at for at bevare borgernes grundlæggende rettigheder – retten til værdighed, ret til privatlivets fred, retten til ikke at blive overvåget samt vigtigst af alt retten til selv at vælge eller fravælge deltagelse i et samfund, der begrænser frihed i så høj grad – skal grænsepassage i fremtiden foregå uden brug af biometriske data.
Oplysningsforbundet May Day – Hydevadvej 12, Hønkys – DK-6230 Rødekro
Skriv et svar