Mig og May Day

Af Alex Dybring, biomediciner,1997

Ve den, der peger på problemer uden samtidig at anvise løsninger! De problemer, jeg tænker på, har længe stået at læse i aviserne: Forurenet drikkevand, iltsvind, smog, syreregn, manglende ozonlag, diverse gift-, tilsætnings- og østrogenlignende stoffer i vores mad, hormonbøffer, dårlig sædkvalitet, vanskabte børn, global opvarmning, skadelig stråling, salmonella, antibiotika-resistente bakterier og AIDS. Listen er ufuldstændig og forventes at vokse fremover.

De oplistede problemer peger på en sammenhæng mellem miljø og helbred. Samtidig hører vi om stigende utilfredshed med de offentlige tilbud til udbedring af folks skavanker. Sundhedsbudgetterne vokser. Det lover ikke godt for fremtiden. 

Sundhed og sygdom er i stor udstrækning et politisk spørgsmål og derfor er det måske ikke så mærkeligt, at tingene ser ud, som de gør. Det er efter min mening årsagen til, at vi har behov for politiske pressionsgrupper og græsrodsbevægelser til at informere og "skubbe" politikerne og dermed udviklingen i en bedre retning.

EU-regler hindrer os i at bestemme selv på en række områder. F.eks. må vi ikke bare forbyde alle de tilsætningsstoffer, vi finder problematiske eller blot fjerne dem fra basis-fødevarer, men mange miljø- og forureningsproblemer kan selvfølgelig også kun løses i fællesskab med andre lande.

"Vi er blevet eksperter i at leve – på trods af det vi ved". Citat: Villy Sørensen. Men alligevel. Hvad skal vi gøre indtil sygesikringskortet bliver løsningen på akut opståede helbredsproblemer, og forebyggende sundhedstiltag er slået så meget igennem, at også kroniske sygdomme ligger på et minimum?

Ja, man kan jo begynde med de ting "eksperterne" stort set er enige om. Der drejer sig om at spise sund, varieret mad med mange grøntsager, helst så økologisk dyrket som muligt.

Skær drastisk ned på indtaget af rødt kød. Et af de bedste kostråd jeg har fået er, at man begynder at mærke, hvordan kroppen føles / reagerer på den mad, man spiser. Det er nok ikke helt nemt for alle i starten, og der skal nok være nogen, der mener, at deres krop har det bedst med vingummi eller mad, de i virkeligheden er lidt allergiske (intolerante) overfor, men princippet i det er udmærket at supplere almene kostråd med.

Drop læskedrikkene og hæld rent vand i kroppen: 11/2 ltr. daglig. Heller ikke nemt i starten! Vi har vænnet os til at negligere signalerne for væskemangel, men det kan trænes op igen. Det første man bør gøre når man vågner om morgenen, er at drikke et stort glas vand. Så er der allerede røget 200 ml. på kontoen. Hæld evt. dagens vandration på kander, så du får et godt overblik over indtaget. 

Skær ned på stimulanserne. Her er en glimrende lejlighed til at efterprøve åndens magt over materien. Jo sundere man lever, desto nemmere bliver det.

Tag ekstra vitaminer og mineraler! Det er til gengæld et område, hvor eksperterne er uenige. Eller er de? Jeg har studset over, at læger, farmaceuter, diætister og andre autoriteter, der det ene øjeblik advarer mod kosttilskud, det næste anbefaler D-vitamin-, jern-, folinsyre-, kalk- og jodtilskud til et bredt udsnit af befolkningen herhjemme.

Vitaminer og mineraler kan ikke erstatte sund, økologisk dyrket mad, som bl.a. indeholder en masse sekundærstoffer eller såkaldte phytokemikalier samt en masse vigtige grundstoffer. Til gengæld mangler den konventionelt dyrkede mad både en del grundstoffer, som er vigtige for vores immunforsvar, samtidig med, at indholdet af phytokemikalier er ringere.

Derudover findes der en del mennesker med så store individuelle, biokemiske behov for visse næringsstoffer, at de umuligt kan opfyldes vha. en rimelig sund varieret kost.

De fleste er uvidende om de psykiske- og fysiske problemer, det medfører, og disse mennesker lider i årevis og tilbringer en stor del af deres tid i lægens konsultation. Denne type lidelser og den forbundne store udgift for samfundet kan umiddelbart afhjælpes med kosttilskud – i hvert fald inden det kommer så vidt, at kroppens selvhelbredende mekanismer er sat for meget ud af kraft.

Der er tilsyneladende en bred forståelse for, at vi ikke længere lever i paradisets have jævnfør artiklens indledende opremsning. Stress, forgiftninger, forurening, industrimad, stigende alder og individuelle behov øger behovet for vitaminer og mineraler. Tag dem samlet sammen med maden, men tag kun jerntilskud, hvis det er særlig indikeret.

"Det er svært og tidskrævende at leve sundt" og "Min bedstefar åd og drak, røg cigarer og levede i bedste velgående i 90 år" Denne type udsagn møder man fra tid til anden. Til det første udsagn vil jeg sige, at det er mit indtryk, at har man først lært at leve sundt, så tænker man såmænd ikke mere over sin levevis end de, der lever mindre sundt. Det er dog rigtig at det kræver mere tid at tilberede sund mad end at indtage fast food. Til gengæld bliver man mindre syg. 

Det andet udsagn – om bedstefar – må vi tage for pålydende. Jeg har selv haft en sådan bedstefar. Han døde i sit hjem langt over 80 år af druk. På en god dag kunne han drikke halvanden kasse øl. Det var dengang, der var 50 i hver kasse. Han spiste dog altid aftensmad inden han gik i seng. Bedstefar levede også i en anden tid med færre miljøbelastninger. I hovedparten af hans levetid var al mad økologisk, og ikke uvæsentligt var bedstefar født med et stærk konstitution.

Nogle mennesker har som bedstefar stadig immunkapacitet til at holde skavankerne fra livet i mange år uden en forebyggende indsats. Nogle bor endda en i en forurenet, stressende storby på "kaffe og blødt brød". Men den går altså kun i en begrænset årrække for de fleste af os. Stadig flere fødes til et liv, hvor en sådan livsstil omgående straffes med et bredt udvalg af symptomer, også selvom det ikke er alle, der tænker over sammenhængen. Det er samtidig den livsstil, der har affødt udtrykket "reparationsalderen".

Selv er jeg fra naturens hånd ikke udstyret med samme stærke konstitution som bedstefar, og det er sådan set årsagen til, at jeg er havnet i gruppen af kosttilskudsbrugere. Interessen er ikke medfødt.

Da mine skavanker i sin tid ikke blev afhjulpet vha. sygekasseordningen, fortsatte jeg hos en alternativ behandler. Behandlingen med alternativ medicin og stærke vitamin- og mineralpræparater har, udover at have kureret skavankerne, også haft en psykologisk virkning.

Ligesom løven i det første århundrede, der ikke ville æde slaven Androkles, fordi han tidligere havde plejet den, da den havde fået en torn i poten, har jeg ikke lyst til at stille op i koret af folk, der hetzer mod kosttilskud.

Dette skal ikke forstås som noget forsvar for uvirksomme præparater. Selv går jeg ind for de hollandske regler, hvor producenten skal godtgøre, at hans præparat er uskadeligt for at kunne markedsføre det. Det er nemt og billigt for forbrugeren og meget lidt bureaukratisk. Sammen med deklarationspligt, i øvrigt også på kost, medicin og kosmetik, som foreslået af professor Samuel Epstein, ville der virkelig kunne ryddes op i de underlødige varer.

M.h.t. alternativ medicin er situationen mere kompleks og bør behandles separat. 

Årsagen til, at jeg begyndte at interessere mig for May Day var, at jeg i denne organisation så en mulighed for at støtte et initiativ, der skulle sikre mig og ligesindede mulighed for også fremover selv at kunne tage vare på eget helbred i så høj grad, som muligt.

Jeg ønsker ukonventionelle behandlingsformer økonomisk sidestillet med de nuværende samt frihed til at vælge, og jeg vil ikke have nogen myndighedspersoner siddende til at bestemme, hvilke og hvor mange vitaminer, mineraler, aminosyrer og andre kosttilskud jeg skal have lov til indtage, uanset om de mener, jeg har behov for disse eller ej.

Hvem siger, at samfundet ikke også vil kunne spare mange penge på en sådan revision? Jeg ved, at min udstrakte "egenomsorg" de sidste ca. 10 år har sparet samfundet for mange penge pga. mindre sygdom.

Det nuværende system har i hvert fald i al for lang tid og på alt for mange områder bevist sin utilstrækkelighed.

Bragt i May Days nyhedsbrev nr. 3 / 1997