Nuancering af det alternative
Af Birgit Fritzbøger Stephensen, healer og forfatter, januar 2000
I de lande, vi sammenligner os med, har man en helt anden positiv holdning til alternative behandlere og inddrager i anderledes høj grad ressourcerne i den alternative behandlingssektor, skriver kronikøren og spørger: Forestiller man sig, at en tredjedel af den danske befolkning ud fra tåbelighed og naivitet smider penge ud til humbug, der ikke hjælper?
Som alternativ behandler blev jeg provokeret af en artikel på forsiden af avisen (Fyns Stiftstidende red.) 1/11: ”Alternativ behandling skjules”.
Historien var, at folk ikke fortæller lægen, at de benytter alternativ medicin, og det burde de gøre, hovedsageligt fordi det påstås, at visse ikke nærmere definerede alternative metoder kan forstyrre den lægelige behandling.
Det virker fordrejet at skære en historie til alene ud fra en solidaritet med lægeverdenens forvrængede, enøjede vinkel på alternativ behandling.
Læger har lært at måle deres behandlings effekt ud fra ganske enkle videnskabeligt målbare parametre, for eksempel: Lever eller dør klienten?
Det er naturligvis vigtigt. Men man kunne med fordel anlægge en lidt mere nuanceret vinkel, for eksempel denne: Hvordan lever eller dør klienten?
Hvad skulle formålet vel være med at fortælle sin læge, at vedkommende benytter sig af alternativ behandling – andet end at give lægen en anledning til at fortælle klienten, at han/hun bør holde op.
At give plads til at læger kan forstyrre klientens humør, tillid og sjælelige balance med at lufte sin uvidenhed og nedgøre klientens initiativ med personlige fordomme bygget alene på det, lægen ikke har sat sig ind i.
Der er en overvejende sandsynlighed for, at klienten ved langt mere om den alternative del af sin behandling, end lægen gør. I den famøse artikel åbnes der slet ikke for den mulighed, at klienten faktisk får hjælp hos den alternative behandler.
Jeg betragter mig selv som håndværker. Jeg kan mit fag, og derfor kommer folk. En tredjedel af befolkningen benytter sig af de såkaldte alternative behandlingsmetoder for deres egne penge.
Forestiller man sig, at så stor en del af den danske befolkning udelukkende ud fra tåbelighed og naivitet smider penge ud til humbug, der ikke hjælper? Sådan bliver det fremstillet i avisen.
Mine klienter er ikke naive, uuddannede, ubegavede mennesker. Jeg har overvejende klienter med længerevarende uddannelser bag sig, og de kommer, fordi de føler, at de får reel hjælp.
Det anføres, at kræftpatienter dør efter en alternativ behandling. Det er sandt. Men de dør vel i langt flere tilfælde efter lægens behandling. Men ingen forlanger at lægernes behandling skal virke i egentlig forstand. Blot nogle ganske få procentdeles forbedring for klienten er nok til at opretholde en behandlingsform. Hvis vi stillede de samme krav til lægerne med hensyn til effektivitet og prisbillighed, som der stilles til os, så ville vist en del læger og hospitalsafsnit være nødt til at lukke.
Der er en del faktuelle forhold, som artiklens forfatter glemmer at forholde sig til: Folk dør! Det er en del af vilkårene for vor færden på denne planet. Naturligvis ønsker vi alle at leve så længe som det er muligt, at have et godt liv, og måske også en tid derudover. Men hverken jeg eller nogen anden kan forhindre et menneske i at dø, når den tid kommer.
Det er et problem, at vi alternative behandlere gerne får den kræftsyge klient til behandling alt for sent. I en del tilfælde henvender klienten sig jo først, når vedkommende har indset, at lægerne intet kan stille op.
Hvis jeg får en klient, der har været opereret indtil flere gange og desuden fået kemo (-terapi, red.) og/eller stråler i store doser, og hvor kræften har bredt sig ud i kroppen, har hverken lægen eller jeg de bedste prognoser.
Da er det ikke den almindelige håndværksmæssige kunnen, der er behov for. Da er det et mirakel. En gang imellem sker der et sådan mirakel, men det er ikke reglen, og jeg vil ikke måles på, hvor ofte jeg er i stand til at skabe mirakler med dødssyge mennesker.
I et sådan tilfælde definerer jeg min opgave anderledes. Da kan min indsats måske betyde, at klienten får lidt længere tid til rådighed, får en bedre livskvalitet i den terminale fase, færre smerter, mindre angst og sorg, ligesom større sjælefred kan indebære en trang til at slutte fred med gamle fjender og at skabe ordnede forhold for de efterladte.
Der kan være mange relevante grunde til at gå i alternativ behandling, også selv om det ikke er muligt at redde klientens liv. Derfor mener jeg ikke, at den alternative behandlers indsats i forhold til alvorligt syge mennesker alene skal måles på, om de overlever eller ej. Det tæller også, når kvaliteten og kvantiteten af det resterende liv kan forbedres. Og det er i høj grad muligt.
Desuden ser jeg en opgave i at hjælpe klienten til en harmoni i det forløb dødsprocessen får, når den tid kommer. Jeg er et spirituelt menneske. Jeg ser livet og døden som sider af samme sag, og det kan være min opgave at styrke klienten i livet og døden som den strøm, det er. Med mit håndværk og mit nærvær kan jeg støtte klienten i sin proces. Til tider kan der ligge en åbning i klientens muligheder, således at der kan ske et mirakel, men ofte er det ikke sådan.
Det kan være svært for klienten at få råd til den mængde behandlinger, som der egentlig er behov for, og derfor må der indgås nogle kompromiser. Det er altid svært for mig at bede en meget syg klient om at komme så ofte, som jeg fornemmer der egentlig er behov for.
Det kan blive meget dyrt og jeg kan ifølge sagens natur ikke garantere klientens helbredelse alligevel. Men jeg tør ganske enkelt ikke bede klienten komme rigtig mange gange, hvis jeg ikke føler mig meget overbevist om, at det vil indebære en helbredelse. Jeg kan ikke løbe den risiko at finde mig selv på forsiden af jeres avis under overskriften: ”Klient snydt!”
Derfor får meget syge klienter i reglen ikke den behandlingsmængde, de reelt har behov for. De meget syge sætter mig i et dilemma, som jeg ikke bryder mig om.
Hvis klienten kommer til alternativ behandling med et tidligt stadium af kræft, eksempelvis celleforandringer, er der fremragende muligheder for, at en helbredelse kan ske. Uden lægens indgriben overhovedet. Derfor er mit råd til klienterne: Kom så hurtigt som muligt, for i de tidlige faser kan alt lade sig gøre.
Debatten om danskernes sundhedstilstand og levealder har været hed i de sidste måneder. Men et aspekt, som man ikke har belyst endnu, er det, at man i de lande, vi sammenligner os med, har en helt anden positiv holdning til alternative behandlere og således i ganske anderledes høj grad inddrager de ressourcer der findes i den alternative behandlingssektor.
I Spanien faldt jeg i snak med en mand, der tilhørte en gruppe på 15 irske golfspillere. Han ville vide, hvad jeg beskæftigede mig med. Jeg gad i grunden ikke fortælle ham det, for nu havde vi det lige så hyggeligt, og jeg var bange for en negativ reaktion: healer og forfatter er ikke titler, man kan komme ret langt med i det bedre selskab herhjemme. Men hårdt presset krøb jeg til korset og indrømmede.
Han lyste op i et stort smil og sagde, at de da også havde en læge med, og ham ville han præsentere mig for. Det gad jeg slet ikke. Jeg var på ferie og havde det som sagt lige så hyggeligt. Jeg forestillede mig, at der forestod en enerverende konfrontation: disse anstrengende, afstandtagende miner i mødet med den modsatte mening. Men min samtalepartner var meget opsat på sin idé og et øjeblik efter kom han trækkende med lægen.
Oh, shit! Tænkte jeg! Men den læge overraskede mig: Oh, You are a healer! Yes, when they are good, they are the best!
Og så ordnede vi verdenssituationen, og vi havde naturligvis meget til fælles. Klienter, klinik og så videre. I irernes øjne er healer et udmærket og respektabelt fag på linie med lægen, ingeniøren, skibsbyggeren og alle de andre. Sådan er det desværre endnu ikke i Danmark.
Birgit Fritzbøger Stephensen, Rostrupvej 58, Rostrup, Skamby
Artiklen har været bragt som kronik i Fyns Stiftstidende den 20. november 1999.
Skriv et svar