For fire år siden blev Den Alternative Kræftfond stiftet med det formål at forbedre behandling og forebyggelse af kræft ved at bane nye veje for forskning og vidensformidling. Siden da er der kommet meget mere fokus på alternative metoder i kræftbehandlingen og Kræftens Bekæmpelse, der massivt støtter forskningen i traditionelle kræftbehandlingsmetoder, har erklæret sig mere åben overfor forskning i utraditionelle metoder.

 

Det har dannelsen af Den Alternative Kræftfond sikkert ikke været helt uden skyld i. Men der er stadig lang vej igen før man kan sige, at den etablerede kræftforsknings dogmatiske fjendtlighed overfor alternative metoder ikke mere er blokerende for en fordomsfri kræftforskning.

 

Dette er besynderligt, eftersom kræftsygdomme er et stort problem og behandlingen i Danmark stadig ikke kan prale af sine metoders effektivitet. Det viser mange statistikker. Bl.a. har Danmark verdensrekord i dødsfald hos kvinder på grund af brystkræft, forekomst af lungekræft og dødelighed på grund af lungekræft hos rygere.

 

Desuden har Danmark europæisk rekord i kræftdødsfald hos kvinder på grund af rygning, forekomst af brystkræft og testikelkræft samt hyppighed af lungekræft. Endelig har vi nordisk rekord i dødsfald på grund af lungekræft, hyppighed af testikelkræft og en lav overlevelsestid for lungekræftpatienter.

 

I den situation skulle man tro, at dansk kræftforskning ville vælge at være meget åben overfor nytænkning i valg af metoder og anskuelse af kroppens funktioner. Men alternativ kræftforskning afvises ikke blot som alternativ; den afvises ofte også noget nedladende som et supplement til de traditionelle metoder.

 

Selvom f.eks. akupunktur for længst er blevet anerkendt i udlandet som et vægtigt supplement til traditionel kræftbehandling og forskere har påvist at antioxidanterne E-vitamin, C-vitamin og N-acetyl virker beskyttende mod bivirkninger af kemo-terapi.

 

Hvad angår akupunkturen – der har rod i den alternative begrebsverden, men som ikke mere møder så megen modstand – gennemførte overlæge Steen Andersen fra den palliative enhed på Roskilde Amtssygehus i 2002 en undersøgelse over et år af brug af akupunktur i behandlingen af 50 kræftpatienter. Undersøgelsen viste, at patienterne i den periode, hvor de fik akupunktur havde færre hedeture og kvalmeanfald end tidligere, og 90 % havde betydeligt færre smerter i forsøgsperioden. Det drejede sig om patienter, der havde været gennem al den medicinske behandling, man kender, uden at det havde hjulpet. Men nu gav akupunkturen dem en lindring, som de ikke kun få medicinsk, og langt de fleste ønskede da også at fortsætte akupunkturbehandlingen.

 

I Dagens Medicin (den 23. januar 2003) fortalte han om undersøgelsen, men bemærkede, at den slags undersøgelser ikke kunne regnes for egentlige videnskabelige forsøg i den medicinske verden. En behandlings virkning anses nemlig i den verden ikke for videnskabeligt bevist, hvis man ikke har inddraget en kontrolgruppe af patienter, der er udvalgt ved lodtrækning, og som kun behandles med akupunktur på skrømt og ikke må vide, hvilken behandling de får.

 

Men her var det en overvældende mængde patienter (90 %), der fremlagde deres vidnesbyrd om en markant ændring i deres liv ved alternativ smertebehandling. Hvor skulle det ikke være et videnskabeligt resultat?

 

Ikke fordi man ønsker interviews med flere patienter før man vil drage nogen slutning. Nej, det er selve ideen om troværdigheden af vidnesbyrdene man bestrider. Forskning skal være ”evidensbaseret”, siger man, og dermed mener man ikke alene at dens resultater skal være indlysende, men også at den skal hvile på dobbeltblindforsøg eller ”være randomiseret” (random betyder tilfældig på engelsk – et lodtrækningsforsøg, kendetegnet ved at patienter fordeles tilfældigt til at modtage en behandling. Behandlingen er da den eneste væsentlige forskel mellem de to grupper patienter, og man sikrer at de to grupper patienter er sammenlignelige ved, at man trækker lod om, hvilken behandling, hver patient skal have).

 

Hvordan vil man imidlertid gennemføre disse forsøg med alvorligt syge patienter? Overlægen anførte selv, at man måske kunne udvikle et apparat, der kan give akupunktur ved hjælp af lydbølger, dvs. uden nåle, som patienten jo kan se. Men hvordan kan man efter undersøgelsen af de 50 kræftpatienter, som alle på en eller anden måde har erfaret, at akupunktur har forbedret deres livskvalitet, få andre patienter der er ved deres fulde fem til at acceptere muligheden for, at de i den etablerede videnskabs navn kun får "stråle-akupunktur" på skrømt?

 

Og hvordan kan personalet på den palliative enhed, der har erfaret succesen ved anvendelse af akupunktur, med god samvittighed gå med til at udsætte patienter for en behandling, som de er overbevist om kunne være bedre, men nu vil give patienter en dårlige sidste tid end de ellers ville have fået? Er det ikke direkte uetisk at acceptere blindforsøg i denne sag? Begrænsningen i den traditionelle kræftforsknings videnskabsopfattelse er her tydelig. Man stoler ikke på vidnesbyrdet, end ikke når det store flertal af patienter siger det samme.

 

Der er derfor brug for at støtte forskning der ikke lader sig begrænse af en indskrænket opfattelse af hvad der er ”rigtig” videnskab og hvordan man gennemfører forskning. Der er brug for åbenhed overfor nye muligheder og i øvrigt et tværfagligt samarbejde, hvor f.eks. psykologer med forståelse for de ”bløde” eller kvalitative sider af livet tages med i forskningen.

 

I øvrigt skal folk selv have mulighed for at bestemme over og bidrage til at forbedre deres helbred. Forskningen skal anerkende at patienters mobilisering af egne kræfter i forsvaret mod sygdom er en væsentlig faktor i for forebyggelse og helbredelse eller til opnåelse af en balance i forhold til sygdommen.

 

Kræft er sikkert en fælles betegnelse for en række brud på kroppens balance. Men det har vores traditionelle sygdomsopfattelse svært ved at forstå, da vi ofte er tilbøjelig til at analysere kroppen ud fra dens dele, og ikke se på den som en helhed. Kort sagt, der er mange grunde til at en kræftfond støtter nye og uprøvede veje i forskningen af kræften, der rammer så mange mennesker.

 

Tamara Theresa Mosegaard er psykoterapeut, sundhedsskribent og informationsmedarbejder samt medlem af bestyrelsen i Den Alternative Kræftfond.

 

Peter Kemp er professor, dr. theol. & phil., leder af Center for Etik og Ret, København, og formand for Den Alternative Kræftfond.