Omrokering af dækstolene på Titanic
Af Scott Tips, sagfører, bestyrelsesmedlem af May Day og The National Health Federation, februar 2004
En eller anden observant person har en gang sagt, at «Amatører byggede Noahs Ark, professionelle byggede Titanic».
Nuvel, efter at have deltaget i det sidste møde i Codex Alimentarius komitéen i Bonn i Tyskland sidste november, kunne jeg se at de professionelle var i gang igen. Det smukke sensommervejr i Bonn må have løftet deres ånd, for de professionelle udfoldede hele ugen stor energi med at smøre slisken for at søsætte deres Titanic.
Som mange naturligvis vil erindre, er Codex Alimentarius et internationalt forum, superviseret af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) under de Forenede Nationer (FN) med det sigte at etablere internationale handelsstandarder for fødevarer.
De fødevarestandarder, som denne instans etablerer bliver støttet af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som med stor magt afgør handelsuoverensstemmelser mellem nationer ved klageafgørelser og dernæst ved at udskrive straffebøder til det anklagede land. WTOs afgørelser har fået lande som USA til at ændre dets interne lovgivning i overensstemmelse med WTO’s afgørelser.
Katastrofe i vente
I Codex Alimentarius er der flere komitéer som har at gøre med konkrete fødevaretemaer. Mit fokus har været på den komité, der hedder Codex Committee on Nutrition and Foods for Special Dietary Uses (CCNFSDU), som blandt andet har brugt flere årtier på langsomt at komme videre i sine bestræbelser på at færdiggøre sine Retningslinier for Vitamin- og Mineraltilskud. Når dette dokument er færdiggjort, vil det danne basis for samtlige kosttilskuds udmåling overalt. Og ligesom med Titanic kan man forvente en katastrofe.
For fjerde år i træk deltog jeg på mødet som delegeret. Jeg må igen takke (non-profit) forbruger- og helsefriheds-organisationen, National Health Federation, som sørgede for at jeg opnåede observatør-status ved 2002-mødet og for rejseudgifter og hotelomkostninger.
Min delegation blev assisteret af Tamara Thérèsa Mosegaard fra May Day Danmark og Paul Anthony Taylor fra Storbritannien. Sammen gjorde vi vores bedste for at dæmme op for anti-frihedsbølgen; men desværre var NHF den eneste konsekvente helsefrihedsstemme på Codex-mødet.
Ingen afstemninger
Som vært for komité-mødet sørgede Tyskland for både mødested og mødeleder, ligesom landet også skaffede langt de fleste mødedeltagere. Mødelederen var igen i år den ubetvingelige Dr. Rolf Grossklaus, som (formentlig under nogen pres fra sine overordnede « Øverstbefalende ») ledte mødet mere effektivt i år end ved tidligere møder, jeg har deltaget i.
Det er vigtigt at huske, at der med omtrent 50 lande og mere end 30 ikke-regeringsorganisationer (NGO’er) repræsenteret, ikke finder nogen afstemninger sted på disse møder. Dr. Grossklaus sidder ved mødelederbordet og afgør egenhændigt diskussionerne ved voldgift ved at benytte en procedure der charmerende kaldes for « samstemmighed ». Når han beslutter, at emnet har været tilstrækkeligt diskuteret, annoncerer han, hvad der er opnået enighed om og går videre til næste dagsordenpunkt.
Enkelte gange, faktisk sjældent, lyder der misbilligende mumlen, hvis Dr. Grossklaus’ beslutning ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, men for det meste forekommer der ingen udtryk for uenighed. Under alle omstændigheder "opnås" der enighed og diskussionen af det næste emne begynder.
EU får, hvad EU vil have
I sine bestræbelser på at opnå enighed falder den tyske mødeleders afgørelser – ikke overraskende – med usvigelig konsekvens til fordel for repræsentanten for den Europæiske Union (EU).
Igen og igen lagde jeg mærke til, at ordstyreren valgte at indføre netop den flertalsbeslutning som passede med den indstilling som EU-repræsentanten stod for.
- Da Malajsia ønskede at forandre titlen på Retningslinierne ved at slette ordet "mad," protesterede EU. Dr. Grossklaus var enig med EU.
- Da Sydafrika forsøgte at ændre formålsparagraffen (preæamblen, red.) til Retningslinierne for at inkludere en passus om, at vitaminer og mineraler kunne hjælpe ved forebyggelse af kroniske sygdomme, protesterede EU og sagde, at mad og forebyggelse ikke kunne sammenblandes. Dr. Grossklaus erklærede sig enig med EU.
- Da EU annoncerede, at EU ønskede at være sikker på, at alle kosttilskud (ikke bare vitaminer og mineraler) ville blive omfattet af Codex-restriktionerne, var Dr. Grossklaus enig i EU’s foreslåede formulering.
- Da EU besluttede, at definitionen af vitamin- og mineraltilskud skulle modificeres ved at tilføje ordene « beregnet til at indtages i mindre enhedsdoseringer, » var Dr. Grossklau enig.
- Da USA, med megen støtte fra andre, ønskede at tilføje en passus om, at vitaminer og mineraler kunne stamme fra både naturlige og syntetiske kilder, protesterede EU og bad om at formuleringen blev indsat i parantes, hvilket indikerede, at teksten ikke var vedtaget, men måtte igennem endnu et beslutningscirkus til næste år. Dr. Grossklaus satte teksten i parantes.
- Da EU og USA begge var imod at bevare de øvre ADT-værdier på vitaminer, opnåede Dr. Grossklaus enighed med EU og USA’s indstilling. Men da EU protesterede over for USA og mange andre delegerede (også NHF’s) indstilling til, at Komitéen skulle slette den restriktive formulering: « Når maksimumgrænserne er sat, bør der tages hensyn til de anbefalede værdier for indtagelse af vitaminer og mineraler til befolkningen,» var Dr. Grossklaus enig med EU og bibeholdt sætningen.
- Da forskellige delegationer (Sydafrika, IADSA og NHF) havde indvendinger imod en formulering som ville kræve, at vitamin- og mineraltilskud skulle « navngives » som « kosttilskud » og i stedet foreslog en alternativ formulering, som ville skelne imellem behovet for at mærke produktet som et « kosttilskud » fra det reelle produktnavn, modsatte EU sig dette. Dr. Grossklaus var enig med EU.
- Da EU og USA igen var på kant med hinanden over om, hvorvidt mængden af vitaminer og mineraler indeholdt i et produkt skulle fremgå af det tåbelige og ubrugelige europæiske produktsystem baseret på volume, der viser, hvor meget af et produkts vægt der giver så og så mange mili- eller mikrogram vitaminer og mineraler (hvilket den ulykkelige forbruger så skal udregne for at finde ud af hvor meget der findes i hver kapsel eller tablet) til forskel fra den mere direkte amerikanske måde hvor mængden af vitaminer og mineraler opgøres i mili- og mikrogram pr. kapsel eller tablet, var Dr. Grossklaus’ beslutning igen i overensstemmelse med EU’s, selvom han dog tillod den amerikanske formulering at forblive i parantes, hvilket indikerer, at punktet vil blive taget op igen næste år.
Paradeforestilling
På dette tidspunkt var jeg blevet så forarget over ordstyrerens tilbagevendende forhåndsgodkendelser af EUs repræsentant’s meninger udklædt som « samstemmighed », så, da jeg fik ordet, sagde jeg til ordstyreren, at han blot tilpassede Retningslinierne til hvad EU ønskede.
« EU får, hvad EU vil have, » sagde jeg til ham og de øvrige tilstedeværende, ligesom jeg tilføjede, at der overhovedet ikke var samstemmighed til fordel for EU’s synspunkter. Jeg blev ikke stort overrasket over, at ingen øvrige delegationer støttede mig på dette punkt.
Dr. Grossklaus, der så ned på mødegruppen fra sit dommersæde, fejede mine bemærkninger til side med et uanseligt « Jeg tilbageviser dine kommentarer som usande. » Paradeforestillingen fortsatte derfor med efterfølgende EU-formuleringer, som atter modtog forstående nik fra Dr. Grossklaus.
På et tidspunkt retfærdiggjorde Dr. Grossklaus sin forfordeling af EU – uvidende om, at han modsagde hvad han senere ville fortælle mig, da han tilbageviste min klage over hans partiskhed – ved at meddele, at EU repræsenterede 15 lande, som om denne svage logik ville gøre nogen forskel.
Hvorfor opregnede Dr. Grossklaus lande som var bundet sammen af en europæisk føderal union? Hvad med de 50 stater i USA? Hvad med Kina, som har en meget større befolkning end EU? Eller Indien? Måske skulle Dr. Grossklaus ud fra sin logik i stedet vægte sine beslutninger i forhold til kinesiske eller indiske synspunkter, da disse lande er de mest befolkningsrige overhovedet. Men nej, Dr. Grossklaus er borger i Tyskland, og dermed medlem af EU. Vi ved, hvor hans sympatier ligger, ligesom vi ved, hvor hans instrukser kommer fra.
Sydafrika glimrer
Tro mod sit ord, som givet i slutningen af komité-mødet i 2002, introducerede den sydafrikanske delegerede Antoinette Booyzen på dette møde forskellige nye formuleringer til præamblen samt andre tekstforslag for at undgå den restriktive tone i Retninglinierne, der ellers var eftertragtet af mange andre delegerede.
Hendes forslag til ændringer af Retningsliniernes formålsparagraf ville have medført, at Codex gav opbakning til de mennesker som « vælger en sund kost og supplerer den med de næringsstoffer, som kosten ikke indeholder tilstrækkeligt af i forhold til (kroppens) behov for at forebygge kronisk sygdom, og/eller for at fremme sundhed udover blot at forebygge mikronæringsstofmangler. »
Fordi jeg havde kendskab til, at denne formulering ville blive foreslået, havde jeg bedt lederen af den amerikanske delegation, Elizabeth Yetley, om at støtte Sydafrikas forslag; men hun afslog, idet hun sagde, at sagen var tabt på forhånd.
Så da emnet kom til diskussion var det kun NHF og the Council for Responsible Nutrition (CRN) som støttede Sydafrikas forslag. Det var ved denne anledning som ved så mange andre sådan, at jeg gentagne gange sloges verbalt med EU’s repræsentant, som hævdede at tale på EU-forbrugerens vegne. Det blev en ensom kamp.
Fru Booyzen, der ikke lod sig sig skræmme af EU, veg ikke tilbage og var langt mere verbalt udfarende ved dette års møde end tidligere. Desværre forhindrede holdet bestående af ordstyreren og EU-repræsentanten effektivt ethvert fremskridt væk fra kontrol og restriktioner og den almindelige holdning, at vitaminer og mineraler kun kan bruges til at holde de værste mangler stangen.
Kæderne løsner sig
Pressemeddelelser fra kosttilskudsindustriorganisationer havde udbasuneret « sejr » pga. de sidste sessioners afgørelse om at slette de Øvre Grænser på vitaminer og mineraler baseret på de vanvittigt lave Anbefalede Daglige Tilførsler (ADT). Anskuet fra en lavere målestok er denne påstand om sejr sand – Øvre Grænser baseret på ADT-niveauer ville have været skrækkeligt restriktive.
Men ved at ile mod færre restriktioner baseret på falsk sikkerhed pga. « videnskabelig risikovurdering » udskifter de blot løsere håndjern til fordel for et strammere sæt. Tilhængere af den « videnskabelige risikovurdering »’s metode, som vil etablere sikre Øvre Grænser for vitaminer og mineraler mener, at de (kostbare) forsøg som vil og er blevet foretaget, vil vise, at grænserne vil blive sat højt, endog meget højt. Jeg håber inderligt at de får ret.
Forskning designet til at skræmme
Uheldigvis støtter de seneste begivenheder mine udmattede helsefrihedskollegers værste bange anelser, idet de har noteret sig, at EU’s Videnskabelige Levnedsmiddelkomité har benyttet « videnskabelig risikovurdering » til at etablere latterligt lave øvre indtagelsesniveauer for niacin (10 mg) og for B6-vitamin (25 mg)
Dette støtter hvad jeg i årevis har argumenteret for: Videnskaben er p.t. ikke nogen objektiv standard (hvis nogensinde), den er et redskab som kan formes til at støtte et hvilketsomhelst argument eller indstilling som brugeren måtte ønske.
Hvis forskere ønsker at argumentere for at C-vitamin over en vis mængde er farligt, vil de finde eller kreere « videnskabelige » forsøg, som støtter deres påstand. Det er gjort tidligere, det samme gøres nu med EUs Videnskabelige Levnedsmiddelkomité, og det gøres ved hjælp af utallige falske forsøg som næsten månedligt publiceres i medierne for at skræmme forbrugere væk fra kosttilskud. Såkaldt videnskabelig risikovurdering er en fælde.
Så ja, de alvorlige Øvre Grænser der ville have plaget os, hvis ADT-værdierne var blevet normen, er væk, men der bliver stadig etableret Øvre Grænser for naturlige stoffer som rent faktisk ikke behøver øvre grænser overhovedet. Samtidig bliver tid, energi og penge spildt på at sætte unødvendige standarder, som de nu udtænkes. Sætter vi da Øvre Grænser for vand, fibre eller mad?
Mens vi kan ånde lettet op over at vi har undgået den elektriske stol, skulle vi ikke synge så højlydt, fordi vi er ved at blive ført ind i den fængselscelle, som vil blive vores hjem resten af vores liv.
Fremtiden
I deres ivrighed efter at hjælpe os er de professionelle opsat på at ødelægge vores liv og helbred. De opbygger denne enorme konstruktion af helsestandarder for at beskytte os fra hvad de ser som svigagtige og potentielt farlige kosttilskud. Med deres farmaceutiske indstilling er det ikke svært at se, hvorfor disse kontroltilhængere må anse vitaminer og mineraler som farlige – enten mod helbredet eller mod deres pengepung.
Atter andre, som har et mere kynisk motiv end disse professionelle, er redskaber og agenter for den farmaceutiske industri, der blot ønsker at kidnappe kosttilskudsbranchen og afholde den fra at konkurrere med den dødbringende medicin, som sælges.
Mens vi befinder os på denne sørejse af forskriftmæssige opdagelser, bliver det mere og mere indlysende at vi alle i bedste fald er ved at omrokere dækstolene på Titanic. Hvis ikke dette monstrum radikalt ændrer sin kurs, og det snart, vil mange liv gå tabt.
Undervisning, politisk handling, retssager og en koordineret indsats fra helsefrihedselskere er af altoverskyggende betydning. Hver især må gøre hvad der kan gøres, for at stoppe dette skibs fortsatte kurs mod katastrofen.
Oversat og redigeret af T. T. Mosegaard & Alex Dybring
Skriv et svar