Orthomolekylær medicin – det 21. århundredes lægekunst
Af Claus Hancke, speciallæge, 1995
På Odense Universitetssygehus offentliggjorde man tidligere på året en statistik, hvoraf det fremgår, at kemoterapi kun hjælper forsvindende få, og at mange af de cancerpatienter, der bliver opereret for deres cancer, lever halvt så længe som de, der ikke bliver opereret, regnet fra den dag, der vælges/fravælges operation.
Enhver terapeut, der arbejder orthomolekylært, vil sige: "Ja selvfølgelig. Det har vi hele tiden haft på fornemmelsen."
Men nu har Odense Universitet altså sat tal på. Og det må man påskønne, for det er modigt gjort.
Uden den store revolution, har vi med erkendelsen og offentliggørelsen af disse tal taget et tigerspring fremad i behandlingen af cancer. For uden erkendelse af de hidtidige metoders fallit, vil det være umuligt at indføre, eller blot indlede, forsøg med orthomolekylære metoder.
Men hvad går det så ud på, dette "orthomolekylære" princip? Orthomolekylær medicin er økologisk medicin. Man anvender først og fremmest naturligt forekommende stoffer til behandling og forebyggelse af sygdom.
Det kan være en tilførsel af gavnlige stoffer som f.eks. Vitaminer, mineraler, aminosyrer, enzymer, essentielle fedtsyrer og hormoner, eller det kan være en fjernelse af skadelige stoffer, som man gør ved hjælp af f.eks. EDTA eller DMSA.
Man tilstræber således på cellulært niveau at genskabe et økologisk miljø, der sikrer bedst mulig funktion af cellen til sikring af energifremstilling og sygdomsbekæmpelse.
Det er karakteristisk for det orthomolekylære behandlings-princip, at det strengt overholder det første bud i den Hippokratiske ed: "Primum non nocere." (Først og fremmest: Gør ikke skade.)
Behandlingens risiko er altid væsentligt lavere end risikoen ved den traditionelle behandling af samme sygdom, og de orthomolekylære behandlinger er ofte langt mere effektive, specielt på længere sigt, idet de sigter på at fjerne selve årsagen til sygdommen i modsætning til de fleste traditionelle behandlinger, som udelukkende fjerner sygdommens symptom.
I det 21.århundrede vil kirurgisk behandling af livsstilssygdomme som f.eks. cancer og åreforkalkning være håbløst forældet. "Gas- og Vandmester"-teknikken vil blive afløst af biologiske, orthomolekylære metoder, som kan genskabe et hensigtsmæssigt cellemiljø i vore organer.
Det menneskelige legeme er i meget stor udstrækning en selv-reparerende organisme. Den orthomolekylære medicin skal udvikles, så vi efterhånden lærer at trykke på de rigtige knapper. Lærer at give præcis de nutrienter, som gør cellerne i stand til selv at identificere og nedkæmpe en sygdom.
Fremtidens krav til sygdoms-behandling vil blive: Ufarlig, høj sikkerhed, høj effektivitet, lave omkostninger, let tilgængelighed og dermed hver mands eje.
Desværre er der et udbredt ønske i sundhedsvæsenet om at søge de mest højteknologiske løsninger på ethvert problem. Men det er ikke patienterne, der er vilde efter disse operationer.
Det orthomolekylære behandlingsprincip er godt nok biokemisk kompliceret, men teknologisk er det ekstremt enkelt, og må være en drøm for enhver sundhedspolitiker.
I fremtiden vil det blive lægestandens fornemste opgave at sørge for, at formidle den ny viden til befolkningen på en sådan måde, at flest muligt undgår nogen sinde at blive patienter.
Det første skridt på vejen mod denne opgave bliver at delagtiggøre læger, og specielt praktiserende læger, i det orthomolekylære behandlingsprincip. Dette vil give patienten et reelt valg. Et valg mellem potent medicin med mere eller mindre varige bivirkninger, voldsomme, invasive operationer, hvor vi (ret beset) ikke aner, hvad der sker med cellerne i den krop, der opereres, eller i stedet en målrettet orthomole-kylær behandling med det langvarige sigte, at gøre kroppen i stand til at helbrede sig selv.
Patientens valg er let.
Skriv et svar