Et af de motiver patienter fremfører i forbindelse med valg af alternative behandlinger er, at de ikke ønsker at tage lægemidler eller de har indtaget lægemidler over længere tid og ikke har fået brugbare virkninger af disse lægemidler. I denne sammenhæng er det interessant, at de lægemidler folk fravælger, fordi de ikke virker for dem – netop er dokumenteret at have en effekt i randomiserede dobbeltblinde kliniske forsøg.

 

Et andet forhold der er interessant er, at mens de fleste velgennemførte forsøg, foretaget af læger, af standardiserede alternative behandlingsmetoder, viser, at disse metoder ikke har nogen effekt, så viser undersøgelser, at læger og patienter (oftest omkring 80 % af patienter i alternativ behandling) har erfaret positive virkninger af alternative behandlinger.

 

Hvem tager fejl, hvis der er nogle, der tager fejl? 

Er det forskerne, der ved den gængse måde at udføre randomiserede dobbeltblinde kliniske forsøg, skaber det "sande" billede af, at standardiserede alternative behandlingsteknikker ikke virker (her er resultaterne så i overensstemmelse med de alternative behandlere, der siger, at behandlingerne kun virker, hvis de gives individuelt dvs. tilpasset det enkelte individ!)

 

Når etablerede behandlere har positive erfaringer med alternative behandlinger, er det så en afspejling af, at disse behandlere bare ønsker at bekræfte overfor sig selv og andre, at de behandlinger, de anvender, er gode? Men hvorfor er de så kritiske over for en række lægemiddelbehandlinger, som de også anvender?

 

Er det patienterne – der oftest har et langt uvirksomt behandlingsforløb i det etablerede behandlingssystem, inden de søger alternativ behandling – der lyver over for sig selv, når de siger, at de erfarer, at alternative behandlinger kan være virkningsfulde?