Præsentation af May Days forkvinde 1998
Af Bente Frithioff Nørgaard,
tekst- og sangforfatter
May Day medlemsblad nr. 3/98
Jeg er May Days nye forkvinde, og jeg synes, at I som medlemmer skal vide lidt om, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Mit navn er Bente Frithioff Nørgaard. Miljømæssige problemer og kampen for det økologiske princip har altid ligget mig på sinde, og det gør mig især indigneret, at man ikke som forbruger får reel oplysning om indholdet i de fødevarer, man køber, indtager og propper i sine børn.
Noget af det, som på det seneste har gjort mig rasende var, da jeg i fjernsynet så en udsendelse om avlshingste. Disse hingste blev fodret med økologisk korn, idet hingsteavlerne igennem de sidste fem år havde været opmærksomme på, at hingstene fik – ikke alene et dårligere helbred, men også en ikke ubetydelig forringelse af deres avlsevne, når de blev fodret med korn som var behandlet med "stråforkorter".
Stråforkorter – forklarede man – er et væksthæmmende hormon som man i årevis har brugt for at kornstråene – som på grund af miljøforurenende og overdimensioneret brug af gødning blev alt for høje – ikke skulle blive væltet omkuld af vind og vejr!
Forbrugere har altså i årevis – intetanende fodret sig selv og deres børn med korn, som hesteavlerne for længst har fjernet fra hestenes madtrug!
En anden tv-udsendelse fortalte, at Miljøministeriet nu vil forbyde brug af en gift som sprøjtes på kartofler angiveligt for at gøre kartoflerne ensartede i størrelsen og for at stoppe/hæmme væksten af de "unyttige" grønne toppe. Argumentet for et forbud imod dette giftstof er, at giften – når den løber ud i vore vandløb og søer – er dræbende for livet i disse. Er der nogen der kan fortælle mig hvordan dette giftstof virker på de mennesker som spiser kartoflerne?
Sådan kunne jeg blive ved og det er en af grundene til, at jeg oplever arbejdet i May Day som værende overordentlig væsentligt. Det er så vigtigt, at vi er rigtig mange forbrugere, som står sammen i kravet om reel oplysning omkring indholdet i vores fødevarer!
Det er med stor glæde, at jeg ser hvordan forbrugerne i stadig højere grad tvinger landbruget til omlægning af deres produktion til fordel for økologi og dyrevelfærd ved simpelt hen at vælge økologiske varer, men forbrugerens frie valg og måske især fravalg eksisterer reelt ikke, medmindre der gives en usminket oplysning om, hvilke stoffer der er tilsat de enkelte fødevarer og at der til stadighed er en offentlig sundhedspolitisk debat om disse stoffers virkning på miljø og mennesker.
Ligeledes forholder det sig med den anden side af May Days virke – hospital og sundhedsvæsenet. Alle danskere har gået minimum 10 år i skole – de fleste mellem 14 og 18 år! Alligevel behandles vi af mange politikere og en stor del af de autoriserede behandlere som en flok analfabeter, der ikke er i stand til selv at være med i en vurdering af, hvad der er bedst for os selv.
Vi kan jo ikke alle uddanne os og specialisere os som medicinere, biokemikere, biologer, terapeuter, akupunktører eller specialister på alle væsentlige områder.
Men vi kan kræve, at alle disse specialister tager os alvorligt og seriøst arbejder sammen for at opnå den bedst tænkelige sundhedspolitik, den bedst tænkelige sundhedstilstand hos befolkningen og den bedst tænkelige oplysning til den enkelte bruger, så denne har en chance for at tage reelt stilling til sin egen helbredssituation hvad enten det gælder forebyggelse af sygdom eller behandling af opstået sygdom.
Vi betaler alle via vores skat til et sundhedssystem, som skulle være vores forsikring i tilfælde af sygdom og som for en stor del går til forskning og lønninger til specialister, som skulle hjælpe og vejlede os igennem livet på det sundhedsmæssige område.
Vi bør have et reelt valg imellem lykkepiller og terapi, imellem symptom behandlende medicin og en holistisk orienteret, gennemgribende behandling af årsagerne til en sygdom med grundig rådgivning omkring, hvilke sider af vores livsførelse, der eventuelt skal ændres for at komme en sygdom til livs og/eller forebygge andre sygdomme.
Først og fremmest må vi forlange at eksperterne arbejder sammen. At eksperter indenfor alle områder – det være sig de såkaldte alternative behandlere, læger, tandlæger, biologer, miljøeksperter, biokemikere, terapeuter etc. reelt benytter sig af hinandens viden og ekspertise med det ene formål – at forbedre folkesundheden.
Faktisk mener jeg, at Landbrugsministeriet, Sundhedsministeriet og Miljøministeriet burde slås sammen eller i hvert fald arbejde meget tæt sammen. I øjeblikket er det nærmest som om de bekæmper hinanden.
May Day er en forening, som kan påvirke "systemet" i en rigtig retning, fordi May Day er en borgerorganisation uden tilhørsforhold til bestemte partipolitiske eller faglige organisationer.
May Day kæmper for borgernes og forbrugernes ønsker, hvad angår deres egen sundhedstilstand. Derfor er det vigtigt, at vi gør os selv synlige. Det gør vi ved at blande os i den offentlige debat og ved at være mange.
Jeg opfordrer alle medlemmer til debatoplæg ikke bare her i vores medlemsblad men også i jeres lokale eller de landsdækkende medier. Jeg opfordrer jer til offentligt at stille spørgsmål og kræve svar, og jeg opfordrer jer til at være med til at sørge for at vi bliver så mange, at politikerne ikke kan sidde os overhørig.
Vi er nu omkring tusind medlemmer. Hvis hvert medlem via argumentation for foreningens arbejde og betydning bevirker, at en person eller flere melder sig ind og denne eller disse igen via argumentation bevirker, at en eller flere ect.
Dette er en opfordring!
Jeg kunne sagtens fylde ti sider mere med spørgsmål og problemstillinger, som jeg finder væsentlige i sundhedsdebatten, men jeg ser meget hellere at I som medlemmer skriver ind til vores blad enten med oplysende indlæg eller med spørgsmål om dette eller hint på det miljømæssige eller sundhedsmæssige område.
Jeg er ikke selv ekspert og har sikkert mindst lige så mange spørgsmål som mange andre medlemmer, men foreningen May Day har – ud over almindelige borgere og forbrugere – temmelig mange medlemmer, som er eksperter på hver deres felter – faktisk meget bredt favnende.
Vi har medlemmer, som er læger og sygeplejersker, alternative behandlere af stort set alle slags samt forskere inden for miljø og sundhedsområdet, tandlæger, kiropraktorer, akupunktører, psykoterapeuter m.m.m. Dette medlemsblad skulle derfor kunne danne grundlag for en endog meget kvalificeret og bred debat medlemmerne imellem.
Om mig selv kan jeg i øvrigt fortælle, at jeg er uddannet folkeskolelærer og har i mange år arbejdet med specialundervisning. Derudover er jeg forfatter og sangskriver. (udgivelser: Biologibøger, en bog til unge om sex og prævention samt flere hundrede sange på det danske plademarked).
Senest har jeg udgivet en lille bog, som hedder "Træerne vokser ind i himmelen". I tanker på tværs – streger og vers giver den et temmelig personligt billede af mit private univers, så ved at bestille den på det lokale bibliotek, eller hos en boghandler, kan interesserede få et billede af den mere private Bente.
Jeg har lige siden mine teenageår været engageret i, at opbygge et alternativt samfund med fokus på miljø, økologi og medmenneskelig social sameksistens (Det ny’ samfund, Greenpeace, Noah etc.)
Ved May Days generalforsamling i 1997 blev jeg valgt ind i bestyrelsen – og ved det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde, blev jeg valgt som kasserer for foreningen.
Det var naturligt for mig at påtage mig dette arbejde, idet jeg igennem syv år har været kasserer, sekretariatschef og politisk forhandler i Danske Populærautorer (faglig forening for de professionelle sangskrivere i Danmark), hvor jeg også har siddet i bestyrelsen i de sidste 16 år. Dette arbejde har givet mig et stort erfaringsgrundlag hvad angår regler for og opstilling af foreningsregnskab og alt hvad der skal til for at administrere en politisk forening.
Alt dette har jo ikke ret meget at gøre med, at arbejde for en bedre folkesundhed, men det har givet stor træning i bestyrelsesarbejde og forhandlingsteknik.
I dag er jeg atter tilbage i mit oprindelige fag, som folkeskolelærer. De syv års værnepligt som administrativ blæksprutte var meget lærerige, men det er først og fremmest det politiske, sociale og medmenneskelige engagement, som jeg har lyst til at bruge min tid på. Af samme grund tog jeg med glæde imod valget, da bestyrelsen pegede på mig som May Days nye forkvinde ved det konstituerende møde efter foreningens generalforsamling her i 1998.
Jeg håber, at dette indlæg har givet jer medlemmer en fornemmelse af hvem jeres forkvinde er og hvilken baggrund jeg har for at engagere mig i arbejdet for foreningen May Day. Jeg glæder mig til at høre fra jer!
Bente Frithioff Nørgaard
_______________________________
Efterskrift
Bente Nørgaard fratrådte som forkvinde af personlige grunde efter 6 gode år på posten. Hermed mange tak til Bente for hendes fremragende indsats.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Skriv et svar