Protest mod overgreb – personlig beretning fra HPV-vaccineskadet

Ida Jensen fortæller her sit forløb med HPV-vaccinen Gardasil fra 2010 til i dag

Mit navn er Ida, og jeg er 18 år gammel. Jeg er ligesom alle andre unge på min alder. Jeg har mange venner, en dejlig familie, er god i skolen, elsker at være social og at gå i byen. Det eneste der adskiller mig fra andre unge, er, at jeg er syg.

Jeg har – på trods af min unge alder – haft mange diffuse symptomer som en ”klistrende” følelse og smerter alle mine led, ”vokseværk” især i ben, ondt i maven og halsen, besvimelser, hovedpine, træthed, lammelser mm. som ingen har kunnet forklare, udover at jeg er en sensitiv pige.

I maj 2010 får jeg mit første HPV-vaccine stik, herefter får jeg oftere halsbetændelse/influenza end normalt. Jeg får stik nummer to i juli måned, og i november får jeg så voldsom migræne, at jeg bliver akutindlagt på OUH.  Jeg bliver MR-scannet for at sikre, at alt er som det skal være. Scanningen er fin.
Udover migræne får jeg voldsomme svedturer, hvor jeg bliver brændende varm, rød i ansigtet, svimmel og mit hjerte banker ualmindeligt hurtigt. Anfaldene kom uden varsel. Det var meningen, at sygeplejerskerne skulle måle mit blodtryk med det samme, når jeg fik disse anfald – det skete bare aldrig. Når jeg begyndte at få hjertebanken mm. og var klar til at få målt blodtryk, skulle sygeplejerskerne pludselig hente kaffe eller andet, der ikke havde med måling af mit blodtryk at gøre. I dag tænker jeg, om det var symptomer på POTS jeg oplevede dengang.
Noget der også er foruroligende er, at selvom jeg blev akutindlagt til scanning pga. migrænen, gik der dage inden jeg blev scannet. Grunden til at jeg skulle scannes akut var, at de ikke særlig ofte så så voldsomme migræneanfald hos så unge piger, og fordi lægen var bange for, at der var noget helt galt. Heldigvis var scanningen fin – men hvad hvis den ikke var? Pga. indlæggelse bliver mit tredje og sidste stik udskudt til december 2010. Efter mine tre HPV-vaccinationer får jeg flere lange sygeforløb.

De mange sygdomsperioder har ikke kun været hårde pga. smerter, indlæggelser og mange lægebesøg. Det påvirker også mit liv.
Jeg er tidligere konkurrencedanser, men jeg måtte stoppe pga. voldsomme smerter og hævelser. Jeg gik også til svømning, men mine led kunne ikke holde til at være i det kolde vand. Kor forsøgte jeg mig med et par sæsoner, men også her var jeg nødt til at give op, fordi min hals ikke kunne holde til at synge. Jeg har oplevet at miste stemmen flere gange.
Da jeg kom op i de større klasser, begyndte jeg – ligesom alle andre – at gå til fester. Jeg kunne godt deltage i festen på samme niveau som mine kammerater, men der gik flere dage, inden jeg var ovenpå igen. Det var ikke bare ”grimme tømmermænd” – men en overvældende træthed, der ikke kunne soves væk.
De lange skoledage + lang transporttid var også en hård hverdagskost, som tærede på kræfterne. Det var et rent helvede at komme hjem 16:30 for så at starte på diverse afleveringer og lektier. Pga. voldsom træthed og koncentrationsbesvær tog mine lektier også meget længere tid i forhold de andre i klassen. Det har ikke noget med intelligens at gøre, for jeg klarede mig godt i skolen, jeg var bare så træt altid.
Jeg blev fritaget fra idrætstimerne, fordi jeg fik mange smerter i kroppen efterfølgende, hvilket resulterede i fravær nogle dage efter.
Derudover dyrkede mine kammerater masser af sport – også dem, der ligesom jeg, boede langt væk fra skolen. Men jeg kunne ikke holde til det.   

Mit seneste sygdomsforløb startede i august 2014 efter kort tid på efterskolen. Det er det længste og værste forløb, jeg har haft. Det starter med en ”overbelastningsskade” efter en køkkenvagt, som hurtigt eskalerer. Da jeg er allermest syg har jeg mange uforklarlige symptomer og er indhyllet i smerter. Jeg kan ikke tåle støj og lys – vi hænger tæpper for vinduerne, migræne, lammelser i hele min venstre side af kroppen, problemer med at tåle kulde og varme. Jeg kan hverken vaske hår selv, holde på et glas, skære min mad ud eller børste mine tænder. Jeg har været nødt til at sidde i kørestol, når jeg skulle ud af huset, fordi jeg ikke har kunnet gå ret langt med krykkerne. Men i februar 2015 må jeg opgive helt at gå med krykker, og jeg ender med at være kørestolsbruger på fuldtid. Jeg har endda haft hjemmehjælp dagligt, fordi jeg var så syg, og min mor kunne ikke få orlov. Min mor har ofte oplevet, at hun næsten ikke kunne vække mig, fordi jeg var så langt væk og ikke var i stand til at reagere.
Jeg levede på enorme mængder smertestillende piller og gigtmedicin (hvilket jeg ikke kunne tåle), som ingen læger tjekkede op på, hvilket resulterede i medicinforgiftning.
Ud over det fysiske, har mit sociale liv været meget begrænset. Fordi jeg har været så syg, har venner, skole, fester været sat på standby. Familiefødselsdage og andre arrangementer har jeg måtte melde afbud til, ellers har jeg kun være der et par timer. Efter jeg havde været ude eller haft besøg, var jeg ødelagt flere dage efter, hvor jeg ingenting kunne.

Jeg har været så heldig at komme i behandling hos Stig Gerdes, som gør en stor forskel i forhold til os ”HPV-piger” og andre der oplever den kolde skulder fra det etablerede sundhedssystem. Jeg er ikke i tvivl om, at han har reddet mit liv.
Jeg har siden april 2015 fået IV C-vitamin og gluthation en gang om ugen. De første tre-fire måneder skete der ingenting, og Stig var fortvivlet. Men efter godt tre måneders behandling begyndte jeg at mærke forandring til det bedre. Jeg kunne bedre tåle lys og lyd, jeg fik flere kræfter i arme og ben, jeg blev mere klar i hovedet, og jeg kom – stille og roligt – ud ad kørestolen.
Jeg var dog for syg til at starte på gymnasiet, så i stedet blev jeg tilbudt en plads på VUC, selvom jeg ikke var fyldt 18 år på daværende tidspunkt. Men der var ikke nogle andre uddannelsestilbud, som kunne tilpasses efter mine behov. Jeg kunne ikke klare at være ude for mange timer, men jeg var nødt til at finde ud af, om jeg overhovedet var indlæringsparat. Så i efteråret 2015 startede jeg med dansk, og i foråret havde jeg både engelsk og matematik. Jeg afsluttede alle fag med gode anbefalinger og høje karakterer.

Jeg er ikke rask, men jeg er kommet langt. Jeg døjer stadig med smerter, svingende energiniveau, forkølelse/influenza og ekstrem træthed. Men på trods af det er jeg i gang med at tage kørekort, er sammen med mine kammerater og til august starter jeg (endelig) på HHX. Jeg har lavet en specialaftale med skolen om, at jeg starter på et tre årigt forløb på lige fod med de andre elever, men at jeg til hver en tid kan lave min uddannelse om, så den strækker sig over fire eller fem år.

Mit møde med vores sundhedsvæsen (og systemet generelt) har været et trist et af slagsen, og det har affødt mange spørgsmål.
Hvordan kan det være, at læger som Stig Gerdes, Jesper Mehlsen og Louise Brint bliver truet med at miste deres autorisation, nedskæringer, eller bliver ydmyget af EMA og andre danske læger? Det eneste de tre læger har gjort, er at hjælpe os HPV-piger ved at råbe op, og fortælle at noget er helt galt – og forsøge at behandle os.
Det kan undre mig at en læge som Lone Laulund (børneneurolog på OUH) ikke bliver kaldt ind til Styrelsen for patientsikkerhed. Hun satte mit forbrug af gigtmedicin op til dobbelt dosis plus ekstra Panodil ved siden af over telefonen – uden at tjekke op på det efterfølgende. 
Det undrer mig også, at min tidligere praktiserende læge i Tommerup Lægehus, Guzaliya Lange, kunne nægte at tilse mig, medmindre jeg valgte at blive indlagt på børnepsykiatrisk afdeling – på trods manglende udredning i somatisk regi. Hvorfor er der ingen konsekvens for hendes manglende interesse?
Og hvad med alle de sygeplejersker der har stået i Matas og massevaccineret unge piger/kvinder?

Vi HPV-piger er blevet tudet ørene fulde af, at der ikke er evidens, der peger på bivirkninger ved vaccinen. Samtidig får flere piger med HPV-bivirkninger ”diagnosen” funktionelle lidelser. Funktionelle lidelser bliver brugt som en skraldespandsdiagnose, hvor lægerne ikke behøver at behandle. Desuden er funktionelle lidelser ikke anerkendt af WHO, så jeg er uforstående overfor vores meget flittige brug af funktionelle lidelser.

Noget jeg også er forundret over, er medicinalindustriens magt. Jeg bliver fortvivlet, når jeg hører, hvordan medicinalindustrien er med til at finansiere vores sundhedssektor. Hvordan kan vi så stole på, at vores Sundhedsstyrelse er uvildig, og vil det bedste for os borgere?
Og hvorfor er det lovligt for læger at have aktier i medicinalfirmaer? De læger der har aktier, er jo ikke objektive i forhold til diagnoser og behandling.

Et eksempel herpå er fra den 26. maj 2016. Politiken bragte den dag en artikel, der omhandler en klage af EMA’s rapport, som frikender HPV-vaccinen for bivirkninger. En rapport som de danske myndigheder henviser til, når vi taler om HPV-bivirkninger (http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE3223873/hpv-rapport-kaldes-uacceptabelt-ringe-videnskabeligt-haandvaerk/)
Det Nordiske Cochrane Center fandt ud af, at EMA lod producenten undersøge egne databaser for mulige bivirkninger. Sanofi havde f.eks. handlet i direkte strid med Lægemiddelstyrelsens ordrer. De havde søgt på indviklede begreber, så de ville finde så få som muligt med gener efter vaccinen.
Producenten er da heller ikke interesseret i, at der er bivirkninger ved deres produkt, så kan de jo ikke sælge det. Så at lade producenten undersøge sig selv, er ikke uvildig forskning. Det er en falliterklæring.
Derudover havde EMA’s allerøverste direktør ikke angivet interessekonflikter i forbindelse til medicinalindustrien.

Piger – der ligesom mig – var raske inden HPV-vaccination bliver ikke hørt i det danske sundhedsvæsen. Der bliver gamblet med vores helbred, og bagefter skal vi selv betale for behandling i det alternative system, fordi de danske sygehuse ikke ved nok om vaccineskader og nægter at ville vide mere.
Det er fantastisk at vi kan vaccinere mod kræft, men vi ved ikke, om vaccinen virker. Det tager 30-50 år (en hel generation) inden vi ved, om vaccinen virker. Desuden bruger vi en vaccine, der er fyldt med aluminium og andre ting, der ikke hører til i menneskekroppen.
Der er mange alternativer til vaccination. Vi kunne bl.a. begynde at lære om livmoderhalskræft og HPV-virus i grundskolen. Da jeg gik i ottende klasse, hørte vi ikke et ord om det. Jeg har først fundet ud af, at HPV-virus overføres seksuelt, efter jeg blev syg.
Vi kunne også sætte aldersgrænsen ned til 15-16 år på screeningsprogrammet. Det er i den alder, at mange bliver seksuelt aktive. Vi ved at screeningsprogrammet virker – og det er uden nogen former for bivirkninger. Hvorfor udnytter vi ikke det?

Jeg er ikke modstander af vacciner. Men når jeg forestiller mig mit liv uden mine HPV-stik, er min tilværelse meget anderledes i forhold til nu.
Jeg kunne have fortsat med dans og andre fritidsinteresser, jeg ville have haft det bedste år på efterskole (hvor jeg har stået på venteliste i fem år), jeg var startet på gymnasiet samtidig med mine kammerater, jeg kunne have haft et mere socialt liv. Jeg kunne have haft et liv uden smerter, ekstrem træthed og begrænsninger. Jeg kunne have levet som mine jævnaldrende.
Jeg håber, at min historie kan være en hjælp, så andre piger ikke kommer til at opleve det, jeg har været igennem.

Med venlig hilsen
Ida Jensen

[May Day kender Ida Jensens fulde identitet]

Historien ovenfor er en udløber af læge Stig Gerdes opfordring til de vaccineskadede om at gøre opmærksom på deres situation:

Opfordring til protest mod overgreb:

I de sidste måneder er det blevet mere og mere pinligt at overvære sundhedsvæsenets forsøg på at nedgøre HPV bivirkningsramte samt løbe fra deres ansvar. Jeg har fået nok af sundhedsvæsenets manipulation af sandheden vedrørende HPV vaccinen, og jeg vil derfor anmode alle HPV vaccineskadede og deres familier, at sende en kort begrundelse for deres utilfredshed med det etablerede sundhedsvæsens takling af HPV problemstillingen, og sende det til mail adresserne i nedenstående ideoplæg.

HPV vaccinen udløser ME (myalgisk encephalomyelit), som er en multietiologisk fysisk lidelse og behandlingen er derfor multifacetteret. Både diagnose og behandling er mulig! At det danske sundhedsvæsen ikke kan diagnosticere og behandle ME, er ikke ensbetydende med det er en funktionel lidelse, men er ensbetydende med at det danske sundhedsvæsen skal efteruddannes!
Bivirkningsfrekvensen for HPV vaccinen er 3,2 %, hvoraf 1/3 så alvorlige, at pigernes hverdag stilles på ”stand by”.

Sundhedsvæsenet diagnosticerer ME som en ”Funktionel Lidelse”, hvilket er i modstrid med videnskabelig evidens på verdensplan – det danske sundhedsvæsen er altså ikke opdateret!
Ved at kategorisere HPV vaccineskaderne som en ”Funktionel Lidelse” betyder det, at samfundet ikke skal udbetale erstatning til de HPV vaccineskadede piger, samtidig opnås at sundhedsmyndighederne ikke er skyldige i at så mange piger bliver syge, og at vaccinen dermed er ufarlig, og at det er OK at fortsætte med at vaccinere. Derved spares også udgifter til diagnostik og behandling ved at give de syge diagnosen ”Funktionel Lidelse”.

Der er ingen evidens for at HPV vaccinen virker mod livmoderhalskræft, og der er ingen evidens for ”Funktionelle Lidelser” – ”Funktionelle Lidelser” er ikke anerkendt af WHO.

Heldigvis er den danske befolkning nu blevet så oplyste, at de frasiger vaccinen, og den megen og langvarige polemik har desværre også bevirket, at tilliden til det danske sundhedssystem har lidt et alvorligt knæk, som det vil tage mange år at genetablere – hvis overhovedet muligt.
Jeg vil opfordre Jer alle sammen af ovennævnte grunde at gøre opmærksom på, hvilket overgreb samfundet er i færd med at udøve mod en kæmpe gruppe syge piger og deres familier, og derfor vil jeg bede Jer bruge ½ time på at skrive en mail, der beskriver de besværligheder HPV vaccinen har medført i for jeres familier. Hvis I ikke protesterer, vil det blive opfattet som en stiltiende accept af diagnosen ”Funktionel Lidelse”. Har du først fået diagnosen ”Funktionel Lidelse”, kan den aldrig fjernes. Efter dette er der et skriv der kan bruges som skabelon eller ideoplæg.
Det bliver uden tvivl en sej kamp endnu nogle måneder, men jeg er sikker på retfærdigheden vil sejre.

Med venlig hilsen
Læge Stig Gerdes

Send din protest via mail til nedenstående mailadresser.
Skriv HPV syg i emnefeltet

Til: dr.dk@dr.dk; Jesper Tynell DR <tyne@dr.dk>; Dr Debat <drdebat@dr.dk>; Peter Qvortrup Geisling DR Nyheder <PQG@dr.dk>; 1212@dr.dk; 1224@eb.dk; Arbejderen Debat <debat@arbejderen.dk>; Arbejderen Redaktion <redaktion@arbejderen.dk>; Jyllands-Posten – Kommunikation <kontakt@kontakt.jp.dk>; Politikens Kronik <kronik@pol.dk>; redaktion@fyens.dk; hanne.schmidt@ft.dk; liselott.blixt@ft.dk; dfjeht@ft.dk; karina.adsbol@ft.dk; susanne.eilersen@ft.dk; morten.marinus@ft.dk; dfkarn@ft.dk; jane.heitmann@ft.dk; britt.bager@ft.dk; hans.andersen@ft.dk; bang.henriksen@ft.dk; thomas.danielsen@ft.dk; jacob.jensen@ft.dk; laura.lindahl@ft.dk; may-britt.kattrup@ft.dk; mette.abildgaard@ft.dk; astrid.krag@ft.dk; jeppe.bruus@ft.dk; julie.skovsby@ft.dk; karin.gaardsted@ft.dk; lea.wermelin@ft.dk; yildiz.akdogan@ft.dk; stine.brix@ft.dk; finn.s@ft.dk; carolina.maier@ft.dk; torsten.gejl@ft.dk; lotte.rod@ft.dk; Jonas.Dahl@ft.dk; trine.torp@ft.dk; peder.hvelplund@ft.dk;
Informationscenter SST <sst@dkma.dk>; Sundhedsministreriet <sum@sum.dk>; DEP SUM Psykiatriudvalget <psykiatriudvalget@sum.dk>; Ugeskriftet.dk <ugeskriftet.dk@dadl.dk>; Debat Dagens Medicin <debat@dagensmedicin.dk>; HPV Vaccine Info <contact@hpv-vaccine-info.org>; HPV-Bivirkningsramte Danmark <hpv-danmark@outlook.dk>; mail@hpvupdate.dk; Thomas Harder R. <Thomas.Harder.R@eb.dk>; information@information.dk; Borgerretsbevægelsen <post@b-ret.dk>; Maybritt Lind Andersen <maybritt.lind.andersen@gmail.com>; Lars Igum Rasmussen <Lars.I.Rasmussen@pol.dk>; dsr@dsr.dk; fysio@fysio.dk; sp@socialraadgiverne.dk; folkeskolen@folkeskolen.dk; mwh@skole-foraeldre.dk; rae@skole-foraeldre.dk;

Cc: 'Stig Gerdes' s.g@dadlnet.dk

MWI 28-06-2016