Drøftelserne i CAs 24. komité i Berlin i begyndelsen af november i år har vist en positiv tendens henimod at udvikle retningslinier for vitamin-og mineral-tilskud på baggrund af en risiko baseret tilgang ved regulering af vitaminer og mineraler.

 

Dette kan ses som en mere positiv udvikling i forhold til den førhen så almindelige konsensus for en ADT-baseret indfaldsvinkel, hvilket ville være katastrofalt for først og fremmest europæiske brugere af kosttilskud – og dermed for den generelle folkesundhed i verden – men også for de alternative behandlere, naturapotekerne, helsekosterne og de små og middelstore kosttilskudsproducenter i Europa

 

To dage før de ugelange diskussioner i CA fra den 4.-8. november 2002, havde Dr. Rath Foundation organiseret en stor konference, som blev besøgt af over 2.500mennesker, hvor resultater af videnskabelige forsøg blev offentliggjort.

 

Disse forsøg og personlige succeshistorier fra mennesker, der efter at have indtaget vitamin- og mineraltilskud – efter råd fra lægen Mathias Rath – beviser den overvældende vigtighed af at skifte fra en konventionelt medicinsk – og symptom-baseret indfaldsvinkel til sygdom til en næringsstofbaseret, cellulær- og orthomolekylær indfaldsvinkel.

 

Endnu mere vigtigt var det måske, at Mathias Raths konference bragte en stor gruppe af repræsentanter for organisationer fra mange lande – alle meget involveret i at bevare det frie valg til naturlige forebyggelses- og behandlingsmetoder.

 

Et par dage senere, på morgenen for CA-mødets begyndelse, så man mange af disse folk fra Rath konferencen demonstrere udenfor murene af det tyske fødevaredirektorat, hvor CA-mødet skulle afholdes, og kræve at deres helsefrihed blev respekteret.

 

Imens, begyndte delegerede fra omkring 50 af CA-medlemslandende at drøfte standarder for babymad. Global enighed om dette punkt var lige så fraværende som det har været de sidste fem år – og så faktisk mere umulig ud end nogensinde før.

 

Man ser at globaliserings-temaet er blevet endnu mere vigtigt end tidligere, det er pænt komprimeret ind i CAs "mikrokosmos" – og meget tydeligt for enhver. Transnationale fødevare- og medicinal industrier, bliver støttet af en række industrialiserede lande, der forsøger at berede vejen for global frihandel af deres produkter.

 

Dette modsætter de fleste udviklingslande og forbrugertalsmænd sig, som er af den overbevisning at babyer har bedst af at få rigtig modermælk. Udviklingslandende bryder sig ikke om at blive tvunget til, af en international fødevarestandard-instans, at acceptere modermælkserstatning og babymad, som er alt for dyre produkter for deres sultende befolkninger, og som, fra et ernæringsmæssigt synspunkt, tydeligvis er underlødige i forhold til almindelige fødevarer.

 

Disse lande er bekymrede for, at deres naturlige fødevarer – og især mødre der ammer deres børn – vil blive fejet til side af disse multinationale firmaers marketingsmetoder. En forståelig bekymring, i lyset af at den "civiliserende" udvikling som kolonialiseringen har påtvunget den Tredje Verden i de sidste århundreder.

 

Deres økonomier hænger i laser, og nogle siger at dette er på grund af, "strukturel tilpasning" forholdsregler påtvunget dem af Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.

 

Deres landbrug er ude af stand til at udvikle sig fordi lokal produktion ikke kan konkurrere med landbrugsstøtten, som landmænd modtager fra økonomiske herredømmer som USA og Europa.

 

Det kan se ud som om, at udviklingslandende endelig er ved at vågne op til kamp efter en lang søvnperiode. De ser de globale fødevarestandarder for globale industrier i de industrialiserede lande, som en metode til at disse reetablerer en kolonialiseringsagtige dominans. Dagslange drøftelser bragte kun lidt synlig fremskridt på dette område.

På tredjedagen kom kosttilskud atter en gang på dagsordenen hen på aftenen. Selvom emnet kosttilskud på mange måder er meget anderledes end børnemad, opstår de samme bekymringer i udviklingslandende som før beskrevet.

 

Udviklingslandende ser også vitamin- og mineraltilskud som endnu en "velsignelse skænket til dem " – af de samme hadede multi- og transnationale koncerner; de kæmpestore globale fødevare- og medicinalindustrier. Det er derfor nødvendigt, at man ser Codex-diskussionerne om kosttilskud med dette in mente.

 

Forslag om retningslinier vedrørende vitamin- og mineraltilskud, der først blev fremsat i 1994 af den tyske Codex-delegation, søger at øge kontrollen med kosttilskud betydeligt, både i Tyskland, i resten af Europa, og senere hele verden.

 

Planen foreslår at sætte restriktive grænser for sammensætninger og virkninger af disse ekstra næringsstoffer, ved at degradere alt der overstiger "nødvendige næringsstoffer" og derved henvise disse til medicinverdenen – en verden der i dag er tydeligt domineret af medicinalindustriinteresser.

 

For at være retfærdig skal det dog siges, at der er sket en lille holdningsændring gennem årene, i hvert fald på doseringsområdet, hvor man er blevet mere opmærksom på, at der skal tages hensyn til forbrugernes rettigheder, så de er i stand til at vælge at forebygge sygdom.

 

For mange næringsstofbrugere ser deres næringsstofbehov være temmelig anderledes end de af myndighederne fastsatte "officielle anbefalinger ". Det samme gør en del læger, der arbejder indenfor integreret-, cellulær- og orthomolekylær medicin, hvilket det intensive forskningsarbejde på dette område i de flere tiår har vidnet om.

Vigtigheden af en videnskabelig indfaldsvinkel blev bragt op af FAO og WHO tidligt i diskussionen på Codex-mødet. Størstedelen af de delegerede blev enige om, at en sådan indfaldsvinkel kunne være både mulig og ønskelig. Risiko analyse og risiko håndtering (styring), som er en voksende gren på videnskaben, er en del af en sådan videnskabelig tilgang.

 

Men, den tyske Codex formand og ordstyrer Rolf Grossklaus foreslog, at etablere både nedre og over grænser for kosttilskudsdoseringer, medens man afventede risikostyringens eskadron, for at sørge for såkaldt "forbrugersikkerhed " i fem år frem.

 

To muligheder skulle diskuteres: ADT-baserede grænser og risikobaserede videnskabelig evaluering.

 

Det lykkedes ikke at nå til enighed om disse emner. Størstedelen af de industrialiserede lande (Europa) – og USA – gik ind for en risikobaseret videnskabelig indfaldsvinkel, var bekymringen hos nogle afrikanske, asiatiske og sydamerikanske udviklingslande at dette kunne åbne deres markeder for en mængde produkter, som de ikke ville være i stand til at kontrollere – en indstilling der stammede fra diskussionen om babymad.

 

Da man skulle diskutere formålsparagraffen til retningslinie-udkastet, stod den sydafrikanske regeringsrepræsentant op for den fri tilgængelighed af kosttilskud, mens hun skældte de Codex-delegerede ud for hvad hun kaldte for en "hyklerisk indstilling til sundhed" og sagde, at dette var "det rene mørke middelalder ".

 

I forbindelse med at videnskabelige undersøgelser indikerer at tilskud af næringsstoffer potentielt kan redde liv, sagde Sydafrikas repræsentant Antoinette Booyzen videre, at Codex ikke skulle gøre så meget for at sætte grænser for sikre produkter som vitaminer og mineraler, men – idet hun refererede til videnskabelige forsøg – hellere skulle fokusere på, at kosttilskud var nyttige til at forebyggelse mange folkesygdomme – de såkaldte livsstilssygdomme, som er affødt af manglende næringsstoffer i kroppen.

 

Dette indlæg var en forfriskende ny udvikling til Codex-mødet, som blev hilst hjerteligt velkommen af de ikke-regeringsrepræsentanter (I/NGO’ere) og Codex-observatører, som arbejdede for helsefrihed.

 

Derefter fulgte en livlig diskussion, hvor flere europæiske lande var enige med den Europæiske Unions repræsentant, som i fuldt alvor udtalte, at en hvilken som helst substans, som havde helbredende virkninger måtte anses for at være en medicin – og derfor lå udenfor Codex’ mandat og derfor ikke kunne diskuteres af den forsamlede Codex-komité.

Diskussionen gjorde det klart, at der i vores sundhedspolitik er indbygget en grel, fundamental modsigelse: Vi bliver fortalt at vi skal spise frugt og grøntsager – helst 600 gram dagligt for at holde os sunde og raske og forebygge hjertesygdomme og endda kræftsygdomme, men samtidig må vi ikke indtage de næringsstoffer vi behøver i form af kosttilskud af præcis de samme grunde!

 

Det er en anden måde at sige, at "der er et medicinsk industrimonopol på medicin og sundhed, som vi ikke kan røre". Mad har, i overensstemmelse med denne mærkværdige, fordrejede indstilling, intet at gøre med sundhed, og før vi overhovedet må indtage højdosis ernæringstilskud, skal vi først blive alvorligt syge!

 

I overensstemmelse med eksistensen af dette altoverskyggende medicinindustri-monopol, kan the Codex Committee on Nutrition and Foods for Special Dietary Uses (CCNFSDU) ikke enes om betydningen af næringsstoftilskud. Næringsstoffer har derfor indenfor denne instans intet at gøre med forebyggelse af sygdom, som eksklusivt hører til i den konventionelle medicins territorium.

 

Formålsparagraffen til de foreslåede retningslinier for vitaminer og mineraler er derfor forblevet åben for diskussion. Codex-formanden Grossklaus foreslog da derfor et koncentrat i forhold til diskussionen om mulige doseringsgrænser, for at sørge for midlertidig "forbrugersikkerhed", men den delte forsamling kunne ikke blive enig.

Diskussionerne om begrænsning af doseringer bekræftede kun vores mistanker om, at der i Codex Alimentarius’ baggrund foregår et meget større spil, der er skjult for mange af Codex’ deltagere.

 

Ved ikke at kunne leve op til sin skrøbelige samstemmighed om vigtigheden af at introducere videnskabelig risiko-håndtering vedrørende folkesundhed, er komitéens medlemmer igen delt i to modsatrettede lejre.

 

Den europæiske Union og dens medlemsstater har udtrykt deres støtte til "den anden udvej", som er at lade videnskaben bestemme, hvor skillelinien skal trækkes mellem hvad der er tilladt eller ej.

 

De blev støttet af Australien, New Zealand, USA, Syd Afrika, Japan, Schweitz, Canada, Storbritannien og, interessant nok, af Rusland, Korea og Peru. Norge var derimod ubøjelig i spørgsmålet om, at dets borgere ikke skulle have adgang til nogen som helst vitamin- eller mineraltilskud højere end ADT, den anbefalede daglige dosis, som har til hensigt at undgå at vi udvikler alvorlige mangelsygdomme som fx skørbug eller "sømændssygen".

 

Det skønt skørbug blev udraderet, da den britiske flåde begyndte at følge James Lind’s anbefaling om at indtagelsen af et par citroner kunne forebygge og endda kurere den frygtede sygdom. De norske "vikinger" fandt allierede i deres restriktive holdninger blandt Brasilien, Indonesien, Thailand, Benin, Malaysia og Nigeria.

 

På grund af disse udbredte uoverensstemmelser, kunne Codex-formanden ikke lade Codex-komitéen gå videre med punktet, og han foreslog derfor, at punktet om retningslinierne blev på "trin tre" ud af den otte-trins procedure.

 

Han inviterede regeringerne til endnu engang at komme med skriftlige bemærkninger vedrørende udkastet, og komitéen vil et år fra skrivende stund (november 2002) tage emnet op til fortsat diskussion. Uheldigvis – eller skulle vi sige heldigvis – blev der ikke tid til at fortsætte diskussionen.

 

Resultatet blev, at forbrugerne og helseindustrien blev reddet af klokken. Hvad der nu mangler at blive gjort, er at begynde at videregive information om næringsstoffers gavnlige – og ofte livreddende – virkninger. Selvom et år kan virke som lang tid for nogle, så er det af stor vigtighed at vi handler.