Rystet, ikke omrørt – fodnoter fra forskningens frontlinie
Af Alex Dybring, biomediciner, januar 2000
Visse personer, som aldrig har eksisteret, er beskrevet så indgående og interessant, at de danner fritidsinteresse for en masse mennesker, der analyserer disse fiktive personers al gøren og laden.
I London er der f.eks. lige blevet rejst en statue af Sherlock Holmes, og der udkommer stadig bøger om den berømte detektiv. At hverken Sherlock Holmes eller flere andre romanhelte beskrives som dydsmønstre, når det gælder deres helbred, er der også mange eksempler på. Den berømte detektiv var faktisk en lastefuld herre, forfalden til shagtobak og i perioder til kokain og heroin.
Agent 007
En senere tilsvarende ikondyrkelse synes at være overgået den hemmelige agent 007, som gennem alle årene siden han kom til verden i bogform i 1952 har interesseret mænd og kvinder, kyske og skørlevnere, sunde som usunde.
Interessen for agent 007 har ganske vist haft forskellig fokus. I 1986 offentliggør et engelsk helseblad således en livsstilsanalyse af det fascinerende hankønsvæsen efter at have gransket hans meriter nøjere.
Undersøgelsen opregner, at agenten dagligt ryger 70 stærke tyrkiske cigaretter, har ubeskyttet samleje med 68 forskellige kvinder om året og har et efter bladets mening uacceptabelt højt spiritusforbrug. I det virkelige liv burde en mand med en sådan livsstil lide af rygerlunger, impotens, kønssygdom og skrumpelever. Bladets konklusion er klar: Han er en syg mand!
Agent 007, James Bond er skabt af forfatteren Ian Flemming, der under Anden Verdenskrig var Lieutenant-Commander i den engelske flådes efterrretningstjeneste.
Ian Flemming havde absolut en del til fælles med sin superhelt. Ian var kæderyger, golfspiller, dyrkede svømning, havde en snæver vennekreds og hadede stillesiddende kontorarbejde – ok, det der med kvinderne var ønsketænkning, indrømmede han. Begges yndlingsdrink var Vodka-Martinis, og de fleste ved, hvordan Bond foretrækker dem: Rystet, ikke omrørt, og her er vi endelig nået til en slags omdrejningspunkt for denne artikel.
For hvordan kan en mand med en sådan livsstil være så sund og i tilsyneladende god form? Her er det, at lægevidenskaben har taget fat, hvor det engelske helseblad slap. En gruppe forskere på University of Western Ontario i Canada under ledelse af prof. J.R. Trevithick har nemlig rettet forskerblikkene mod det engelske paradoks James Bond´s Dry Martinis.
Om alkohol generelt
Inden vi går videre, et par ord om alkohol. Retsmedicineren Preben Geertinger, der døde for få år siden, skrev om en undersøgelse af alkohol i relation til hjertets kranspulsårer. Den foregik over en periode på 10 år og omfattede ca. 8.000 obduktioner fortrinsvis af mænd.
Ud af disse fandt Preben Geertinger 395 kroniske alkoholister. Langt de fleste af dem havde overhovedet ingen forkalkninger eller andre sygelige forandringer i hjertets kranspulsårer. Nogle få havde dog nogen grad af forkalkning; men disse personer havde næsten alle i en periode været afskåret fra alkohol p.g.a. fængselsophold.
Inden vi farer hen og åbner barskabet, bør vi dog notere os undersøgelsens andre resultater, som viste, at alkoholisternes gennemsnitlige levealder kun var 48 år. En tredjedel af dem havde fået invalidepension p.g.a. alkoholisme, over to tredjedele var fraskilte, halvdelen var døde p.g.a. ulykkestilfælde, der var mange tilfælde af vold involveret, en femtedel havde begået selvmord og enkelte var døde af akut alkoholforgiftning. Med andre ord: Ikke noget attråværdigt liv.
Vinens gode egenskaber
Den berømte danske Østerbro-undersøgelse, hvor 14.223 mænd og kvinder i midten af 1970’erne blev spurgt om deres alkoholforbrug og fulgt i 15 år, pegede på, at moderate mængder alkohol beskytter mod hjerte-karlidelser; men det er vin, der har de bedste egenskaber.
Fra anden side ved vi, at vin og især rødvin indeholder nogle plantefarvestoffer kaldet flavonoider. De optages særlig godt fra vin, det skyldes dels gæringsprocessen, men også vinens 10-13 % alkohol. Flavonoider beskytter mod hjerte-karsygdom og kræft. Vin indeholder også tanniner, som er bitterstoffer. De modvirker betændelse, tarmirritation og beskytter mod giftstoffer fra skadelige tarmbakterier. Derudover indeholder rødvin en række andre stoffer som f.eks. reservatrol og quercetin, som har positive virkninger på risikoen for at få hjerte-karsygdom.
Men tilbage til de nysgerrige læger i Canada, som undrede sig over, at den virile agent hverken havde udviklet grå stær eller hjerte-karsygdom. På denne baggrund må man jo formode – modsat det engelske helseblad – at James Bond har et moderat alkoholforbrug.
Forskerne besluttede sig for at undersøge, om det forhold, at agenten drak sine Dry Martinis „rystet, ikke omrørt“, skulle have nogen gunstig indflydelse på deres antioxidant-kapacitet, dvs. deres evne til at neutralisere sundhedsskadelige frie radikaler. Forskerne fik sågar deres bestræbelser trykt i det ansete tidsskrift British Medical Journal (BMJ), men først et par ord om ingredienserne i en Dry Martini.
Ingredienser
En Dry Martini kan laves på flere måder. Normalt kommer man ikke vodka i. F.eks. 3 dele gin og 1 del tør, lys vermouth, som røres sammen og serveres med is og evt. en oliven. En Vodka Martini laves på samme måde, blot erstattes gin med vodka. Det giver anledning til en del forvirring, hvis man både kommer gin og vodka i.
Her er der nemlig ingen konsekvens at finde, når en sådan hybrid skal kategoriseres. Nogle kalder den en Dry Martini og andre en Vodka Martini. Dette forhold har muligvis spillet en rolle i den canadiske undersøgelse. I denne artikel er begge benævnelser benyttet i flæng.
Martini er en kendt mærkevare inden for vermouth. Vermouth har hentet sit navn fra tysk, hvor det betyder malurt; men drikken er oprindelig et gammelt lægemiddel fra Italien, hvor udtræk af den bitre malurt blev blandet op med vin. Man brugte det mod alle former for fordøjelsesbesvær. I fremstillingen af Vermouth benyttes ud over malurt ca. 40 andre ingredienser fra urter, blomster, bark og rødder blandet op med sukker og forskellige hvidvine.
Vodka er en farve- og smagløs spiritus, som stammer fra Rusland (!) Egentlig betyder vodka „en lille tår vand“. Den laves på rug, kartofler eller majs.
Gin er ligesom vodka en farveløs spiritus. Den laves på enebær tilsat forskellige ingredienser, bl.a. koriander, kanel og kommen. Gin stammer oprindelig fra Holland.
Fejl i forsøgsopstillingen
I undersøgelsen blev henholdsvis omrørte og rystede Dry Martinis afprøvet for deres evne til at neutralisere frie radikaler fra brintoverilte. Man benyttede 2 dele gin til 1 del vermouth. Det viste sig, at både omrørte og rystede Dry Martinis var bedre til at neutralisere frie radikaler end gin og vermouth alene; men rystede Martinis var dobbelt så effektive til at neutralisere frie radikaler som omrørte – et forhold som undersøgelsen ikke har kunnet give nogen forklaring på.
Kommentarer til undersøgelsen
Reaktioner fra denne noget usædvanlige forskning er ikke udeblevet. Læger og andre læsere verden over har fundet undersøgelsen morsom og interessant; men der er fejl og mangler ved undersøgelsen, der springer i øjnene. Her er argumenterne fra nogle af de indkomne kommentarer:
-
James Bond drikker sine Martinis med vodka
-
Bond drikker sine Martinis med en højere alkoholprocent end i undersøgelsen.
Ikke en eneste af de mange kommentarer til undersøgelsen omhandler det forhold, at rystede Dry Martinis har bedre antioxidative egenskaber end omrørte.
En læser kommenterer Bond´s helbred med, at han jo får masser af motion og god mad, hvilket kunne bidrage mere til hans gode helbred end hans drinks. Det kan være rigtigt nok; men det er jo blot ikke det, undersøgelsen vil belyse.
En anden læser mener at „Rystet, ikke omrørt“ stammer fra filmmanuskriptet til den første James Bond film, som i øvrigt var „Dr. No“. Det er ikke korrekt. Allerede i den første James Bond bog „Casino Royale“ introducerer Ian Flemming os til, hvordan hans agent foretrækker sin Dry Martini:
-
3 mål Gordons gin.
-
1 mål vodka (Bond foretrækker vodka fremstillet af rug frem for af kartofler).
-
1/2 mål Kina Lillet. (En fransk apéritif lavet af vin, brandy, frugter og urter).
Det rystes grundigt i en shaker til det er iskoldt, hvorefter man kommer en stor tynd strimmel citronskal i. (Vi må ud fra denne beskrivelse antage, at den rystes med is; men det står der faktisk ikke noget om i bogen).
Den homøopatiske forbindelse
Det mest væsentlige spørgsmål i denne sag står imidlertid stadig tilbage som ubesvaret. Hvordan kan det være, at rystede Martinis har en bedre evne til at neutralisere (sundhedsskadelige) frie radikaler end omrørte? Det spørgsmål kan ikke besvares fyldestgørende; men næppe nogen med indgående kendskab til fremstilling af homøopatisk medicin vil undre sig over, at rystede Martinis er sundere end omrørte.
Homøopatiens fader Samuel Hahnemann blev født i 1755. Han var en nysgerrig, alsidig og højt begavet læge, der faktisk havde visse træk til fælles med detektiven Sherlock Holmes, skønt Hahnemannn er særdeles autentisk. Både Hahnemann og Holmes kunne finde på at afprøve et giftstof på sig selv blot for at lære dets virkning at kende.
I året 1790 blev Hahnemann sporet ind på anvendelsen af homøopatiske lægemidler. Han havde bemærket, at lægemidlet Kinin, som er virksomt mod malaria og feber, selv fremkaldte febersymptomer, når han som eksperiment tog en større dosis.
Dette princip blev bekræftet med andre lægemidler, men Hahnemann fandt, at denne form for medicin havde en indledende og uønsket giftvirkning, før den virkede gunstigt på sygdommen. Derfor fortyndede han medicinen og rystede den kraftigt for at mætte og fordele lægemidlet bedre i opløsningen med det formål at reducere giftvirkningen. På denne måde opdagede han, at hans lægemidler i stedet for en svagere virkning, som man umiddelbart kunne forvente, i stedet fik en bedre terapeutisk virkning.
Homøopatisk medicin fortyndes og rystes i en fortløbende proces enten i vand, alkohol eller sukker. Flere teorier søger at forklare, hvordan et stof overfører egenskaber til fortyndingsmediet i denne proces, men ingen har kunnet bevise dem, f.eks. mængden og fordelingen af brintbindinger i fortyndingsmediet. Fænomenet eksisterer imidlertid og er anvendeligt, det har flere videnskabelige forsøg påvist.
Benveniste’s forsøg
I juni 1988 kunne man i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature læse en artikel af prof. Jaques Benveniste. Artiklen handlede om en undersøgelse, hvor man havde fået hvide blodlegemer i en glasskål til at reagere på en homøopatisk væske.
Selv når man benyttede homøopatiske fortyndinger, der var så høje, at der ikke var noget tilbage af det oprindelige stof, kunne fortyndingen fremprovokere en reaktion i 60 % af blodlegemerne. At det ikke var ligegyldigt om væsken var rystet eller ej, viste forsøget, da man i stedet for at ryste væsken hårdt 10 gange, sugede den op og ned 10 gange i en pipette, og så virkede væsken ikke.
Undersøgelsen viste også at:
-
Det ikke er alle grader af fortyndinger der er lige effektive.
-
Høje fortyndinger kan godt være mere effektive end lave.
-
Nedfrysning eller opvarmning af den rystede fortynding til 70-80? C. ødelægger den homøopatiske effekt.
Det var da heldigt, at Trevithick og hans stab ikke kom is i drinken. Det er mindre sandsynligt, men kunne i værste fald have sænket dens temperatur så meget, at undersøgelsen ikke havde vist nogen forskel på omrørte og rystede Martinis. Strengt taget burde de vel have gjort det, hvis deres hensigt var at undersøge en tro kopi af Bond’s Dry Martini.
Man kan godt trække lidt på smilebåndet af Trevithick og medarbejderes forskning i Dry Martinis, mens man undrer sig over, hvordan den undersøgelse egentlig kom i stand; men i virkeligheden peger undersøgelsen mod noget, der i sidste ende kunne revolutionere medicinområdet. Det sker imidlertid næppe.
Vi har haft homøopatisk medicin i et par hundrede år. Det er effektivt, hvis det bruges korrekt – også til lidelser, hvor konventionel medicin ikke virker – det er uden bivirkninger, det er billigt; blot forstår vi ikke, hvordan det virker, da det tilsyneladende strider mod grundlæggende love inden for naturvidenskaben og derfor i høj grad ignoreres.
Sidst men ikke mindst er homøopati en potentiel konkurrent til eksisterende produkter og profitten markant lavere end ved konventionel medicin.
„Elementært min kære Watson“, som Sherlock Holmes ville sige.
Litteraturhenvisninger
- Trevithick, J.R., et al: Shaken, not stirred; bioanalytical study of the antioxidant activities of martinis, BMJ; 1999;319, pp. 1600-1602, 18.dec.
- Doyle, A. Conan: En studie i rødt, Martins forlag, 1967
- 007 er en syg mand; Aktuelt, 8.11.96.
- For Bond Lovers Only, Edited by Sheldon Lane, 1967, Souvenir Press.
- Flemming, Ian: Casino Royale, Dansk udg. Aschehoug 1984
- Grønbæk, Morten: Vindruens hemmelighed, Weekendavisen 19.5.95.
- Geertinger, Preben; Af en retsmediciners bekendelser, Munksgaard/Rosinante, 1994, s.71-2, ISBN 87-16-16021-5.
- Fischer, Peter: A turningpoint for homæopathy; Brit. Hom. Journ. Oct. 1988, Vol. 77, pp 228-30.
- Schelderup, Vilhelm: Helbredelsens grunde; Munksgaard 1991.
Skriv et svar