Spis efter din blodtype – Blodtypekost
Boganmeldelse af T. T. Mosegaard, 2000, af Dr. Peter D’Adamo og Catherine Whitney’s bog "Spis efter din Blodtype"
Den lægeuddannede naturopat, Peter D’Adamo, har i over tyve år arbejdet på teorien om, at forskellige mennesker tåler forskellig kost, da virkningen af den mad man indtager, afhænger af, hvilken blodtype man har.
Ligesom man ikke tåler blodtransfusioner af en hvilken som helst type blod, er der også ifølge denne teori nogle former for mad som mennesker af forskellige blodtyper ikke kan tåle. Blodtypen afgør altså ifølge denne teori, hvilke typer mad man kan tåle. Spiser man mad, som ens blodtype afviser, kan det føre til sammenklumpning af blodcellerne, ligesom hvis man modtager blod af en anden type end ens egen.
D’Adamo bygger sin viden på andres og egen forskning, fortrinsvis kliniske laboratorieforsøg med fødeemner og lektiner, som er en gruppe proteiner som findes i det meste mad. De er forsvarsstoffer, som bl.a. beskytter planter mod bl.a. svampe og bakterier. Mange af de lektiner vi indtager gennem kosten udskilles af kroppen, fordi immunsystemet beskytter os. Men en del af de lektiner vi indtager optages i blodbanen, hvor de reagerer ved at ødelægge både røde og hvide blodlegemer.
Lektiner agglutinerer dvs. sammenklumper. Indtager vi lektiner, som er uforlignelige med vores egen blodtype, begynder vore blodceller at klumpe sammen, hvilket kan medføre immunreaktioner, dannelse af fedtdepoter, vævsskader, fødevareintolerancer, fedme, kræft og andre alvorlige sygdomme.
Blodtype-teoriens inddelinger
Teorien inddeler mennesker i:
-
Blodtype O, jægeren, som har gavn af at spise kød, at undgå hvede, de fleste kornsorter og mælkeprodukter samt at dyrke krævende motion. Forkert kost kan øge risikoen for mavesår og betændelsessygdomme som fx ledegigt.
-
Blodtype A, agerbrugeren, som har gavn af at spise vegetarisk, undgå natskyggegrøntsager og mælkeprodukter samt dyrke blid motion og meditere. Forkert kost kan medføre øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og kræft.
-
Blodtype B, nomaden, som har gavn af at spise en varieret kost med både kød, grøntsager og mælkeprodukter samt at dyrke moderat motion. Forkert kost kan betyde øget risiko for langsomt voksende virussygdomme som kan angribe nervesystemet.
-
Blodtype AB, det mere sjældne, moderne menneske, som har en stor del af blodtype A og Bs svage og stærke sider, en sart mave-tarmkanal og det mest tolerante immunsystem af alle samt har godt af afspænding.
Speciallæge i Almen Medicin, Knut. T. Flytlie, forfatter til bogen ”Vitaminrevolutionen”, 1998 fra samme forlag, har været faglig konsulent på blodtypebogen og har skrevet forordet til den. Han mener at blodtype-teorien er den manglende brik i det store puslespil som forsøger at give et billede af hele mennesket.
Han har afprøvet teorien på sine patienter og er meget positivt overrasket over dens effekt. Dette fortæller mange der har fulgt blodtype-diæt anvisningerne fra nogle uger op til et halvt år, medens blodtype-teorien afvises af mange eksperter som det rene vås.
Diæter
Bogen indeholder en diætoversigt for hver enkelt blodtype, en kostplan, portionsangivelser afhængige af ens etniske baggrund, opskrifter, råd om sygdomme, om at slanke sig, om medicin og kosttilskud, råd om stress og motion samt kapitler om blodets historie, de forskellige blodtyper og deres psykologiske personligheder.
Hver blodtype-diæt er opdelt i seksten fødevaregrupper, som hver er inddelt i tre kategorier:
-
Meget gavnlige: Mad der virker som medicin
-
Neutrale: Mad der virker som føde
-
Undgå: Mad der virker som gift
Kritik
Der mangler nogle vigtige oplysninger i bogen, fx om de respektive fødeemner er rå, bagt, kogt eller stegt, og der er anbefalinger der er uforståelige, fordi de ikke bliver uddybet.
To eksempler er, at Durumhvedemel siges at være et neutralt fødeemne for blodtype A, men samtidig skal type A undgå Durumhvedebrød og at type A helt skal undgå sesamolie, mens sesamfrø og sesamsmør (tahin) er neutral mad for samme type, uden der er nogen forklaring på dette. Dette er højst uforståeligt, når lektinerne netop findes i frøene og ikke i olien.
Hverken vindruekerneolie eller kokosolie figurerer under afsnittet om olier. Man skal frem til side 385 for at få at vide, at kokosolie frarådes generelt til alle og hvorfor. Solsikkeolie og ghee (klaret smør) er ikke nævnt konsekvent under alle blodtyper.
Det er også ærgerligt at madvarer som karse, alm. kommen, hyben, seitan samt flere slags svampe og tang mangler i fødevarelisterne.
D’Adamos fulde argumentation for hans generelle anbefaling af olivenolie til alle blodtyper findes først på side 385 under kapitlet almindelige spørgsmål. Det fremgår ikke altid klart, om anvisningerne baseres på lektin-forskning eller på D’Adamos generelle erfaring som naturopat.
Man kan sikket finde detaljerede svar på nogle af disse spørgsmål på D’Adamos hjemmeside, men ikke alle har mulighed for eller tid og vilje til at gå på nettet.
D’Adamo nævner ikke problemet med gensplejset soja i sin bog, medens han på sin hjemmeside advarer generelt mod at spise GMO-mad. Og svaret på spørgsmålet om kogning fylder to-tre linier på hans hjemmeside.
Argumentationerne kan ind i mellem være for mangelfulde. Fx anbefaler D’Adamo typerne A og AB at drikke rødvin, da ”et dagligt glas rødvin menes at kunne nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos mænd og kvinder”.
Kaffe anbefales både type A og AB, fordi ”kaffe kan være direkte gavnlig, da den øger indholdet af mavesyre (som disse blodtyper mangler, red.) og indeholder nogle enzymer man også finder i soja” (som det i forvejen anbefales både A og AB-typen at spise, red.).
Afsnittene om blodtypernes psykologiske personligheder kan jeg godt undvære. De trækker ned p.g.a. deres overfladiskhed og man savner mere dokumentation for disse påstande, hvilket D’Adamo nu også skriver.
En ernæringsterapeuts mening
Ernæringsterapeut Eva Lydeking-Olsen beder os huske på, at D’Adamo har arbejdet videre på Kelleys*) grundlæggende teorier om etniske forholds betydning for hvilken kost der er gavnlig, som også hendes klinik generelt anbefaler bl.a. kræftsyge at tage med i betragtning, når de omlægger deres kost.
Hun mener, at D’Adamos bog mangler grundighed, fordi det ikke klart fremgår af blodtypebogen, om maden er tilberedt eller ej, hvilket gør en forskel for visse lektiner.
Fx bliver lektiners virkning i banan og tomat forstærket ved kogning, mens bønner, som i rå tilstand er farlige at spise p.g.a. lektiner, er ok at spise, fordi lektinerne bliver uskadeliggjort ved især iblødsætning, men også ved kogning. Netop bønne-lektiner er særlig grundigt undersøgt, mens man slet ikke ved nok om hvede-lektiner endnu.
Eva Lydeking-Olsen netop i samarbejde med DTU er i gang med en sammenlignende undersøgelse af lektin-indholdet i de mange forskellige hvedesorter, også de gamle kornsorter som fx urhveden spelt. Eva Lydeking-Olsen finder det underligt at D’Adamo kan udtale sig om olier i f.h.t. lektiner, når der ikke er lektiner i olier. Og hun mener at D’Adamo lægger for lidt vægt på kostens betydning for nervesystemet.
Min konklusion
Blodtypekost-teorien er yderst interessant og fortjener helt klart mere forskning. Den kan være en forklaring på hvorfor nogle ikke tåler kød og andre ikke mælk eller hvede. Interessant er det at denne bog peger på at netop hvede, svinekød, sødmælk og tomater udgør et problem for de fleste blodtyper, mens alle blodtyper skulle have godt af fx olivenolie.
Jeg læste den engelske paperbag-udgave for et halvt år siden og fandt teorien så interessant, at jeg har levet efter den lige siden. Jeg har oplevet flere fysiske forbedringer, selvom jeg generelt har levet efter anbefalingerne til min blodtype det meste af mit liv. Efter et halvt år på blodtypediæten er det nu blevet endnu lettere for mig at mærke, hvilke madvarer der er gavnlige og skadelige for mig.
Nu er bogen udkommet på dansk. Den virker let og læsevenlig på trods af sin størrelse. Den er enkelt opdelt, så skal man bruge den som personlig opslagsbog er den udmærket, mens den godt kan blive uoverskuelig, hvis man ønsker at sammenligne de forskellige blodtype-diæter med hinanden.
Det kunne fx være nyttigt at få en liste over mad, som alle blodtyper tåler, når man skal lave middag til mange, men den må man selv lave. D’Adamo har samlet en stor mængde viden i denne bog og han favner meget bredt.
Bogen kan godt ind imellem virke som om den går mere i bredden end i dybden, selvom han tydeligvis har anstrengt sig for at få mange detaljer med. Den er absolut interessant læsning for alle der interesserer sig for helbred, ernæring, blodtyper og folkesundhed.
Noter og praktiske oplysninger
*) Dr. William Donald Kelley, tandlæge fra Texas, helbredte sig selv for kræft i bugspytkirtlen og foretog herefter sin kræftforskning baseret på egne teorier. Beskrev teori om ”Ancestor’s diet”, en diæt på basis af ens aner. I starten som en teori om 3-5 forskellige typer bl.a. agerbrugere, nomader og jægere, der p.g.a. forskellig afstamning skulle spise forskellig mad. Senere fandt han frem til 12 forskellige typer afhængigt af nervesystem og stofskifte, og han skelnede mellem det sympatiske- og det para-sympatiske nervesystem. Fx mente Kelley at kød i mange tilfælde kunne virke overstimulerende på det sympatiske nervesystem. Mennesker, der var energiske havde det bedst på en vegetarisk kost og den mere lade type havde generelt brug for en køddiæt. Han udfærdigede et spørgeskema med tusind spørgsmål til brug for en individuelt tilpasset diæt.
Peter D’Adamos bog er udkommet på L & R Fakta, 2. maj 2000, 448 sider. Se også www.dadamo.com
Læs også: ”Medicine’s Missing Link” af Tom and Carol Valentine, Thorson ISBN 0-7225-1031-4
Skriv et svar