Ideen om, at sprøjtemidler er sikre at bruge, er falsk, siger en engelsk top forsker
Damian Carrington miljøredaktør på The Guardian, fredag den 22. September 2017
Lovgivere over hele verden har den formodning, at det er sikkert at bruge pesticider i industrielle mængder på tværs af landskaber, men ifølge en ledende videnskabelig rådgiver for den britiske regering er den antagelse falsk.
Manglen på en øvre grænse for den samlede mængde pesticider, der anvendes, og den reelt manglende overvågning af virkningen på miljøet betyder, at det kan tage år, før virkningerne viser sig, siger prof Ian Boyd og hans kollega Alice Milner i en ny artikel.
Denne kritik af pesticidregulering, der skal beskytte det globale miljø, følger et stigende antal meget kritiske rapporter, herunder forskning, der viser, at landmændene kunne skære ned på deres pesticidbrug uden tab og en FN-rapport, der har fordømt den "myte", at pesticider er nødvendige for at brødføde verden.
"Den nuværende antagelse, der ligger til grund for pesticidregulering – nemlig at kemikalier, der består et batteri af tests i laboratoriet eller i feltforsøg, er miljøvenlige, når de anvendes i industrielle mængder – er falsk," siger forskerne i deres artikel, der er offentliggjort i tidsskriftet Science. Boyd er øverste videnskabelig rådgiver for Storbritanniens Department of Environment, Food and Rural Affairs, hvor Milner også arbejder midlertidigt, men deres kritik afspejler deres egne synspunkter.
"Virkningerne af at oversprøjte hele landskaber med kemikalier er i vid udstrækning blevet ignoreret af de organer, der skal sørge for regulering," sagde forskerne. "Dette kan og bør ændres." De sammenligner denne situation med lægemidler, hvortil der er et system med streng global overvågning, efter at et lægemiddel er godkendt, hvis der opstår negative bivirkninger.
"Opmærksomhed i den skala, der kræves inden for lægemidler, eksisterer ikke i vurderingen af pesticiders virkninger på miljøet," sagde de. De nævner Storbritannien som et eksempel på et af de mest udviklede reguleringssystemer: "Og alligevel er der ingen systematisk overvågning af pesticidrester i miljøet. Der er ikke tanke på sikre pesticidgrænser, når det gælder hele landskaber."
Forskernes artikel kritiserer også den udbredte anvendelse af pesticider som forebyggende behandling snarere end at blive brugt sparsomt og kun, når det er nødvendigt.
Milner fortalte the Guardian: "Vi ønsker at starte en diskussion om, hvordan vi kan introducere et globalt overvågningsprogram for pesticider ligesom med lægemidler. Det kan tage år at forstå miljøpåvirkningen fuldt ud. "
"Ethvert kemikalie, du hælder ud i miljøet, kan potentielt blive spredt vidt og bredt," sagde hun. "Vi har vidst dette i årtier, især via det tidlige arbejde i 1960'erne – Silent Spring, DDT og så videre – og du kan finde kemikalier på steder, der ikke er blevet behandlet på grund af økosystemernes forbundethed. Der er ofte ret uventede virkninger, [og] du kan ofte ikke se dem, før pesticidet anvendes i mere industrielle målestokke. "
Matt Shardlow fra bevaringsgruppen Buglife sagde: "Pesticider har fået stor betydning for samfundet – det tynde slør af videnskab omkring godkendelsesprocessen er blevet afsløret, og markedsføringsstrategierne er stærkere end de produkter, de forsøger at sælge.
"Hvis du tror, at de største regeringer i verden er snoet rundt om pesticidindustriens lillefinger, er det intet i forhold til de 35% af lande, der slet ikke har nogen regulering. Det ser ud, som om kun en international konvention kan få pesticider tilbage i en kasse, der hjælper snarere end skader os. Det kan ikke ske hurtigt nok."
Den britiske regering har gentagne gange modsat sig øgede europæiske restriktioner for meget brugte insekticider, der er forbundet med alvorlig skade på bier, men et delvis forbud blev støttet af andre nationer og indført i 2013.
Industriens svar
En FN-rapport fra marts i år var yderst kritisk over for de globale virksomheder, der fremstiller pesticider. Den beskyldte dem for "systematisk benægtelse af skader", "aggressive, uetiske markedsføringstaktikker" og intens lobbyvirksomhed af regeringer, der har "hindret reformer og lammet globale pesticidbegrænsninger"
Sarah Mukherjee, administrerende direktør i en industrigruppe kaldet Crop Protection Association, sagde: "Som [Boyd og Milner] selv erkender, er afgrødebeskyttelsesprodukter (læs: sprøjtegifte] en grundlæggende bestanddel af en bæredygtig og produktiv landbrugssektor, der søger at finde den rette balance mellem at beskytte miljøet og levere en pålidelig forsyning af sikker, sund mad til en overkommelig pris."
"Pesticider er blandt de mest regulerede produkter i verden. Det tager op til 12 år og koster over 200 mio. pund at få et nyt produkt på markedet. Denne proces, der involverer grundig undersøgelse af uafhængige videnskabelige eksperter, sikrer, at plantebeskyttelsesmidler er sikre, før de når markedet. "
Oversat og redigeret af CR24/10/2017
Skriv et svar