Tænk, hvis vagtlægen gav zoneterapi?

Af Hanne-Luise Danielsen, cand.mag., april 2005

Nytårsaften var jeg til et selskab, hvor alle andre på en eller anden måde arbejdede i sundhedsvæsenet. Ud på aftenen beklagede en læge sig med træt mine over alle de gange, han var blevet misbrugt – både i sin konsultation og når han havde vagt i lægevagten ­ af ensomme, bange og ulykkelige mennesker, som slet ikke var syge, men "bare" havde brug for kontakt. De andre i stuen bakkede ham hovedrystende op: Det er da også for galt, at folk går til lægen, når de ikke er syge.

Som bruger af systemet lod jeg mig forarge over beklagelserne. Jeg er enlig mor til et mindreårigt barn og kender udmærket både angsten og afmagten, hvis hun eller jeg pludselig bliver meget syg midt om natten. I nøgternt dagslys kan jeg sagtens tackle situationen. Men det er noget andet, når det er mørkt, man er træt og alle andre sover.

Også selvom "lidelsen" måske ikke kræver akut indlæggelse eller penicillin-behandling. Men hvad gør man så?

Efterfølgende har jeg tænkt, at et vagtkorps af alternative behandlere ville kunne imødekomme både mit og sikkert også mange andres behov for hjælp i de fleste af de tilfælde, hvor jeg nu tyr til lægen. Tænk, hvis man kunne ringe efter en halv times massage af den ene eller anden art, zoneterapi, akupunktur eller en snak med en psykoterapeut, når behovet var dér – døgnet rundt og også i weekenden!

Zoneterapi har jeg fx haft rigtig gode erfaringer med, da min datter var spæd og i en periode led af kolik. Tre behandlinger, hvor jeg bl.a. lærte at massere hendes mave på en særlig måde, og så var det overstået.

De praktiserende læger griber i stigende grad til at udskrive antidepressiv medicin eller sovepiller i de situationer, hvor de ikke kan stille en klar somatisk diagnose.

Men de alternative behandlere har så meget mere at byde på. Behandlingen er ugiftig – til forskel for medicin. Der følger i højere grad end ved et lægebesøg kontakt og omsorg med, behandlingen giver mulighed for øget selvindsigt, og ofte lærer man teknikker, som man senere kan bruge på egen hånd, hvis situationen opstår igen (jeg tænker på fx afspændings- og vejrtrækningsøvelser, men det kan også være meditation eller brug af urtete og den slags).

I stedet for at klage over, at store dele af befolkningen søger hjælp de forkerte steder, burde et sundhedssystem, der tog sin opgave alvorligt, prøve at imødekomme behovet.

Fakta er, at godt en tredjedel af landets befolkning bor alene, unge som gamle, med og uden børn, og mange langt fra de nærmeste slægtninge. Det giver nogle andre behov for støtte og omsorg end for 25 -30 år siden. Antallet af personer, der opsøger alternativ behandling er også stabilt stigende. Uanset hvad det etablerede system og medicinalindustrien mener om det, er det den vej, befolkningen vil. Hvorfor så ikke sanktionere praksis og udvide mulighederne?