Af Søren Hansen
Ifølge klimasagens forkæmpere er en af de alvorligste følger af vores stigende CO₂-udledninger, at verdenshavene vil stige. Det vil føre til oversvømmelser af områder liggende ved kysten, heriblandt byer som København. Små lavtliggende øer, f.eks. i Stillehavet, vil blive oversvømmet og måske helt forsvinde. Allerede inden år 2100 kan vi i værste fald forvente, at havet er steget op til én meter, hvilket vil være en alvorlig sag for mange kystbyer i Danmark.
Advarslerne er mange, DMI udsendte således for nogle år siden et såkaldt Klima-atlas, hvor ideen bl.a. var, at kommunerne kunne se, hvor meget havet ville stige i fremtiden, så de kunne begynde at forberede sig. Figur 1 viser, hvor stor stigningen iflg. DMI forventes at være frem mod år 2100, afhængigt af hvor meget CO₂ menneskeheden udleder indtil da. Her bruger man scenariet SSP5-8.5, der ofte i klimalitteraturen beskrives som ”business as usual”, dvs. hvor vi ingenting gør for at nedbringe udledningerne. Her kunne havstigningen omkring Danmark i værste fald nå op på 1,3 meter i 2100. DMI anser dog en stigning på godt en halv meter som mere sandsynlig, men ved stormfloder bliver den naturligvis meget værre.
Fig. 1: Forventede fremtidige havstigninger ved 3 forskellige SSP-scenarier
Det lyder jo voldsomt alt sammen, og man må spørge, hvor alt det vand skulle komme fra? Her peges der på den grønlandske indlandsis og iskappen på Antarktis. Hvis de smeltede totalt, ville verdenshavene stige med knap 60 meter. Grønland alene ville kunne give en stigning på 7 meter.
Nu er tankegangen, at den globale temperaturstigning, som vi har haft indtil nu, allerede har medført en vis smeltning af isen de to steder. Og med fremtidens forudsete yderligere temperaturstigninger vil denne afsmeltning tage fart og blive større og større år for år. Den vil accelerere, som man siger. Netop scenariet SSP5-8.5 giver den største globale opvarmning og dermed de største havstigninger, som vist af DMI.
Hvis havniveauet i år 2100 skal være f.eks. 75 cm højere end i dag, så betyder det, at det skal stige med en centimeter pr. år. Det næste logiske spørgsmål er så, hvor meget er havet steget indtil nu? Fig. 2 viser data for København. Grafen går tilbage til 1890, og man ser, at den gennemsnitlige stigning har været lige knap 0,6 mm pr. år. Det betyder, at havet i løbet af 100 år er steget ca. 6 centimeter. På 75 år vil det give 4½ centimeter.
Fig. 2: Havniveauet i København siden 1890 og fremskrivninger mod år 2100. Kilde: Ole Humlum, GWPF
På figur 2 er indtegnet en fremskrivning udsendt af FN’s klimapanel, hvorefter havniveauet i København skulle stige voldsomt fra omkring 2020, men det er nu ikke sket endnu.
Havstigningen i København er meget beskeden, fordi landjorden stadigvæk hæver sig efter den seneste istid. Ser vi på gennemsnitstal for hele verden, ligger stigningen på lige knap 2 mm pr. år. Det har den gjort stabilt i de seneste 150 år. 75 år vil da give en forøgelse af havniveauet på 15 centimeter. Det er en femtedel af, hvad DMI forudser.
Det er klart, at hvis vi skal nå op på de høje tal, skal der en kraftig acceleration til. År for år skal niveauet stige mere og mere. Det hævdes også allerede nu, at accelerationen er i fuld gang. Således har vi i de seneste måske 10 år haft globale havstigninger på op til 4 mm/år, det dobbelte af tallene fra tidligere. Og stigningen ser ud til at accelerere hurtigere og hurtigere, som vist på fig. 3, hvor man ser, at kurven krummer opad og bliver mere stejl til sidst.
Fig. 3: Havvandniveauet siden 1880. Blå kurve, kystmålinger, grøn, satellitter.
Kilde: Wikipedia: RCraig09 – Own work, CC BY-SA 4.0
Imidlertid fremgår det, at kurven er sammensat af målinger fra stationer ved kysterne – de såkaldte tidevandsmålinger – frem til 1993, hvorefter man begyndte at måle havniveauet med satellitter. Satellitterne viser en acceleration, både i forhold til kystmålingerne men også hen gennem årene siden 1993.
I praksis har det dog vist sig at være en meget svær opgave at måle niveauet af et bølgende hav på over 300 kilometers afstand. Så højt oppe befinder satellitterne sig, og nu skal de producere målinger med én millimeters nøjagtighed eller bedre – som et gennemsnit af godt 300 millioner kvadratkilometer hav. Lige fra start af, i 1990-erne viste satellitterne højere tal end tidevandsstationerne. Det problem er aldrig blevet løst. Tilmed har man undervejs skiftet satellitterne ud, og af uransagelige grunde måler de fire satellitter forskelligt, således at de senest opsendte generelt giver endnu højere tal.
Meget tyder på, at man i stedet stadigvæk bør kigge på de kystbaserede målinger, og her er der ikke nogen acceleration at se helt frem til nu, 2025. Havet fortsætter med at stige med de ca. 2 millimeter om året.
Det er også svært at se, hvor vandet skulle komme fra. Grønland taber en smule is hvert år, men tempoet er så langsomt, at det vil tage mere end 10.000 år, før al isen er væk. Mht. Antarktis er det uvist, om der overhovedet er tale om noget tab af is i de sidste mange år.
Vores kommuner bør slå koldt vand i blodet. Frederikshavn fik udarbejdet en rapport fra et konsulentfirma om den fremtidige sikring mod oversvømmelser. Konsulenterne have kigget dybt i DMI’s Klima-atlas og var nået frem til at anbefale et større projekt med digebyggerier m.v. Imidlertid hæver landjorden ved Frederikshavn sig så meget, at havet de seneste 100 år kun er steget med 4 millimeter i alt!
I København har man også fået udarbejdet en rapport, der anbefaler digebyggerier for omkring 13 mia. kr. Her kigger man på den stormflod, der var i 1872 og bedømmer, hvor slem en tilsvarende oversvømmelse ville være i dag. Selv uden havstigninger ville den være temmelig katastrofal for byen, så det vil være rettidig omhu at bygge de diger. Ikke pga. teoretiske fremtidige havstigninger, men som et forsøg på at rette op på fortidens forsømmelser.
Måske får vi en gang større havstigninger, men de har ikke vist sig endnu, og der er ingen grund til at gå i panik og bruge en masse (skatte-)penge på sagen.
