Vedtægter for oplysningsforbundet May Day (senest vedtaget på generalforsamlingen 9. maj 2026)
§ 1 NAVN OG HJEMSTED
Foreningens navn er “Oplysningsforbundet May Day”. Foreningens hjemsted er Danmark. Foreningen er partipolitisk uafhængig.
§ 2 VÆRDIGRUNDLAG
En forståelse af mennesket som en helhed af krop, sind og ånd. Mennesket har en iboende ret til åndelig og genetisk integritet, herunder ret til at bestemme over egen krop.
§ 3 FORMÅL
Foreningens formål er:
at sikre fri vidensformidling om livsvilkår, menneskerettigheder, sundhed og livskvalitet til gavn for menneskers oplysthed, valgfrihed og selvforvaltning
at samle viden og information vedrørende reel sundhed og effektiv sygdomsbehandling
at fremme kendskab til og anvendelse af naturbaserede, holistiske, spirituelle, alternative/komplementære behandlingsmetoder
at støtte og opfordre til forskning i naturbaserede forebyggelses- og behandlingsmetoder
at støtte, at den enkeltes ret til selv at vælge eller fravælge et sundhedstilbud fra det offentlige respekteres
at borgernes patientrettigheder skal respekteres i kontakten med sundhedsvæsenet, herunder
– retten til at blive taget med på råd og til frit samtykke til behandling
– retten til informeret og frit samtykke til medicinske forsøg
– retten til at bestemme over egne journaloplysninger (sundhedsdata).
Foreningen virker på et humanitært og almennyttigt grundlag med et overordnet formål om at forbedre livskvaliteten.
§ 4 FORMÅLENE SØGES BLA. OPNÅET GENNEM
Nyheds- og vidensformidling via artikler på hjemmesiden, nyhedsbreve og opslag på sociale medier. Kampagner og underskriftindsamlinger. Kontakt til meningsdannere og politikere.
Foredrag, konferencer, deltagelse i messer.
Samarbejde med ligesindede nationalt og internationalt.
§ 5. MEDLEMSKAB og ØKONOMI
Stk. 1 Som medlem kan optages myndige personer, der kan tilslutte sig May Days formål og værdigrundlag. Medlemskab er gyldigt, når kontingentet for det indeværende år er indbetalt. Jf. dog § 6 stk. 8.
Stk.2 Kontingenter for medlemskab fastsættes af generalforsamlingen for det følgende kalenderår.
Stk. 3 May Days arbejde og forpligtelser finansieres af medlemmernes kontingenter, donationer, tilskud, gaver og støtte fra diverse fonde.
Stk. 4 Ved manglende indbetaling af kontingent fortabes medlemskabet.
Stk. 5 Bestyrelsen har mulighed for at udnævne medlemmer af May Day til æresmedlemmer ud fra kriterier, som bestyrelsen selv fastsætter.
§ 6 GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden juni måned.
Stk. 2 Indkaldelse til generalforsamlingen sker på bestyrelsens foranledning ved skriftlig meddelelse herom til medlemmerne med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelse skal mindst indeholde dagsorden. Andre bilag og bestyrelsens beretning skal lægges ud på hjemmesiden mindst 30 dage før generalforsamlingen.
Stk. 3 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Indsendte forslag offentliggøres på hjemmesiden umiddelbart efter modtagelsen.
Stk. 4 Et stemmeberettiget medlem kan fremsende kommentarer eller indlæg pr. mail, brev eller direkte på hjemmesiden til dagsordenen og de forskellige forslag indtil 1 uge før generalforsamlingen. (Kræver log-in.)
Stk. 5 Et stemmeberettiget medlem kan afgive sin stemme til dagsordenens punkter ved fremmøde; pr. brev/mail eller ved en skriftlig fuldmagt til bestyrelsen modtaget senest 2 døgn før generalforsamlingens opstart; eller ved en skriftlig fuldmagt til et navngivent fremmødt stemmeberettiget medlem.
Stk. 6 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal som et minimum omfatte:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Fremlæggelse af bestyrelsens beretning.
3) Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Fastsættelse af kontingent.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen samt suppleanter.
7) Valg af revisor
8) Eventuelt.
Stk. 7 Generalforsamlingen ledes af dirigenten, der afgør alle spørgsmål vedrørende generalforsamlingens ledelse og afstemningsprocedurer. Alle personvalg skal foretages ved skriftlig afstemning.
Stk. 8 På generalforsamlingen har hvert medlem en stemme. Stemme kan afgives i henhold til fuldmagt, således at et medlem, der deltager i afstemningen, dog maksimalt kan repræsentere 2 stemmer inklusive egen stemme. Stemmeret på generalforsamlingen forudsætter 2 måneders medlemskab forud for generalforsamlingen.
Stk. 9 Alle beslutninger vedtages med simpelt stemmeflertal, medmindre andet er fastsat i disse vedtægter. Ændring af foreningens vedtægter kræver, at et flertal af alle stemmer, der er fremkommet rettidigt, stemmer for vedtægtsændringen på to på hinanden følgende generalforsamlinger med minimum 4 ugers mellemrum.
Stk.10 Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen, når et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller hvis mindst 25 % af medlemmerne skriftligt støtter et forslag herom. Hvis et medlem anmoder om en ekstraordinær generalforsamling, skal bestyrelsen senest 14 dage efter offentliggøre det på hjemmesiden og advisere alle medlemmer om forslaget, der ønskes behandlet, samt motivationen. Medlemmerne skal herefter informeres om, at de har 4 uger til at indgive skriftligt tilsagn til bestyrelsen om støtte af forslaget. Opnås tilslutning fra 25 %, indkalder bestyrelsen inden for højst 7 dage til en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes senest 4 uger efter indkaldelsen. Opnår forslaget ikke tilslutning fra 25 %, meddeles det alle medlemmer, at forslaget er faldet.
§7 BESTYRELSE
Stk.1 Foreningen ledes af en bestyrelse, der vælges for 2 år ad gangen. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. I lige år er 2 medlemmer på valg og i ulige år 3 medlemmer. På den ordinære generalforsamling vælges op til 2 suppleanter. Nyvalgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter tiltræder og afgående bestyrelsesmedlemmer fratræder umiddelbart efter generalforsamlingen.
Stk.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med talsmand/talskvinde, kasserer og 3 medlemmer. Bestyrelsesopgaverne beskrevet i forretningsordenen fordeles ligeledes på det konstituerende møde. Dette sker umiddelbart efter generalforsamlingens afholdelse og offentliggøres senest 1 uge efter på hjemmesiden. Ved afgang i en periode mellem to generalforsamlinger kan den resterende bestyrelse vælge at lade en suppleant indtræde i bestyrelsen efter aftale med denne. Bestyrelsesmøde afholdes mindst 4 gange årligt. Når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det, skal der afholdes bestyrelsesmøde. Dagsorden skal angives.
Stk.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed udsættes punktet til et nyt møde hvor hele bestyrelsen skal deltage.
Stk.4 Bestyrelsen kan i fornødent omfang antage medhjælp, ligesom bestyrelsen kan vælge at oprette et sekretariat og i forbindelse hermed aflønne en eller flere medarbejdere ansat i sekretariatet.
Stk. 5 Bestyrelsen har adgang til at indbyde gæster til bestyrelsens møder. Alle medlemmer kan deltage i bestyrelsesmøderne med taleret og uden stemmeret, medmindre mindst 2 bestyrelsesmedlemmer nedlægger veto. Et medlems ønske om deltagelse i et bestyrelsesmøde skal være bestyrelsen i hænde senest 7 døgn inden mødet. Bestyrelsen kan afkorte denne tidsfrist.
Stk.6 Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Stk.7 Der skrives referat fra alle møder. Medlemmer kan få referater fra bestyrelsesmøder tilsendt ved henvendelse til bestyrelsen, dog undtaget oplysninger om behandlede personsager.
§ 8 TEGNING
Foreningen tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen. Der kræves 2 tegningsberettigedes godkendelse af enhver udgående betaling fra foreningens konto. Der kan udstedes prokura til sekretariatsledelsen.
§ 9 REGNSKAB OG REGNSKABSÅR
Stk. 1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningens regnskab revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor uden for bestyrelsen. Som minimum en registreret revisor.
Stk. 2 May Days formue skal være anbragt i et anerkendt pengeinstitut.
Stk. 3 Dele af May Days formue kan placeres i andre investeringer eller aktiver end på en bankkonto, såfremt generalforsamlingen vedtager forslag herom.
§ 10 OPLØSNING
Foreningen opløses ved beslutning herom på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for opløsningen. Herefter skal bestyrelsen skriftligt indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med mindst 4 ugers varsel. På denne generalforsamling kan det fremsatte forslag om opløsning vedtages, såfremt over halvdelen af de afgivne stemmer støtter forslaget.
Stk. 2 Foreningen opløser sig selv pr. automatik, hvis dens bestyrelse ikke er i stand til at opfylde kravene som beskrevet i §10 stk.1, dog ikke i tilfælde af force majeure. Eksekvering heraf, jf. § 10 stk. 3, kan foretages af enhver, der har mulighed herfor, i samarbejde med en aktiv advokat registreret i Advokatsamfundet.
Stk. 3 Ved opløsning af foreningen skal dennes formue og aktiver overgå til EHSforeningen og Vaccinationsforum i ligelig fordeling, medmindre bestyrelsen eller generalforsamling udpeger anden modtager, der på passende vis modsvarer May Days formål
Seneste ændringer er vedtaget på generalforsamling den 9. maj 2026



