Videnskab og lovgivning – vitamin B6 i farezonen i EU
af Alex Dybring, biomediciner & Claus Hancke, speciallæge, januar 1998
Den 1. januar i år blev det privat finansierede ernæringsråd statsligt. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har uvist af hvilken grund bedt Arne Astrup om at fortsætte som formand i det nye råd, ligesom næstformand Sten Stender også fortsætter. Dette er sket på trods af massiv kritik af Arne Astrup i de foregående år, hvor Ernæringsrådet har forbigået undersøgelser af kosttilskuds gavnlige virkning på helbredet i tavshed.
Samtidig har rådet lagt navn til budskaber om at kosttilskud er farlige og overflødige. Fremover vil lignende budskaber åbenbart få et officielt stempel.
Rådet, der er på i alt på 19 medlemmer, er overvejende hentet fra den lægevidenskabelige verden, men en af disse bliver udpeget af forbrugerrådet.
Vi er nogle stykker, der gerne havde set nogle biokemikere i Ernæringsrådet. Det kunne tænkes at fjerne brodden i argumentationen, når den skulle handle om kosttilskuds skadelige virkning. Læge Niels Hertz har tidligere påpeget, at ud af de 12 forskere, der har modtaget Nobelprisen i medicin for forskning i vitaminer, har de 8 været biokemikere. (1)
Rådet er ikke helt uafhængigt, men hører under Fødevareministeriet, som dog har lovet ikke at blande sig i Ernæringsrådets arbejde. Veterinær- og Fødevaredirektoratet samt Sundhedsstyrelsen deltager som observatører, men kan udelukkes i visse sager. Ernæringsrådet vil arbejde videnskabeligt og stille krav om videnskabelig dokumentation i deres arbejde, hedder det. (2)
Kan vi på denne baggrund forvente lødige anbefalinger om ernæring herunder kosttilskud i fremtiden? Det kan kun tiden vise.
I mellemtiden kan vi med bekymring skele lidt til England, der ganske vist ikke har et statsligt ernæringsråd, men som er udstyret med noget tilsvarende, nemlig the Food Advisory Committee (FAC).
FAC har for nylig anbefalet Labour regeringens minister for fødevaresikkerhed, Jeff Rooker, at forbyde et frit salg af vitamin B6 i doser over 10 mg. Ifølge lovforslaget vil apoteker dog få lov at forhandle B6 i doser op til 50 mg. Doser over 50 mg vil blive receptpligtige. (4, 6)
Denne anbefaling fører tilbage til en anden komité ved navn Committee on Toxicity (COT) altså en komité, der vurderer stoffers giftighed. Hvordan er COT så kommet til den konklusion, at vitamin B6 er giftigt i doser over 50 mg?
Jo den har i bunken af videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer, at vitamin B6 først bliver giftigt i doser over 1.000 mg, hvis det tages i længere tid (4), fundet en afvigende, stærkt kritiseret undersøgelse fra 1987-også kaldet Dalton-rapporten efter dens forfattere K. og M. Dalton. (3).
Dalton-rapportens forfattere er to hormonspecialister, der er kendt for at anbefale hormonbehandling til kvinder ramt af præmenstruelle forstyrrelser. Selve undersøgelsen er baseret på telefoninterviews, hvor selv vage og diffuse symptomer er tilskrevet B6-tilskud. (5)
Lovforslaget er naturligvis blevet mødt af omfattende protester fra helsebranchen og almindelige forbrugere, der benytter B6 i doser over 50 mg til f.eks. at forebygge og lindre præmenstruelle forstyrrelser, epilepsianfald samt forskellige hud- og kredsløbsproblemer samt folk, der er tilbøjelige til at danne nyresten m.m.
Listen over lidelser, som B6 kan afhjælpe, er meget lang. Men også mange videnskabsfolk har væsentlige indvendinger mod regeringens lovforslag.
Ifølge dr. Derek Shimpton, der er videnskabelig rådgiver for "Rådet for ansvarlig Ernæring", er fortolkningen af videnskaben forkert, og professor John Hathcock, som er tidligere regeringsansat toksikolog i USA, hævder at COT har baseret sine anbefalinger på fejlbehæftet forskning.
Dr. Alan Gaby, professor ved Bastyr Universitetet og forfatter til bogen: "The Doctor’s Guide to Vitamin B6" siger, at fortolkningen af Dalton-undersøgelsen er fejlagtig og at de symptomer, som kvinderne rapporterede, mere ligner symptomer på stofskifteforstyrrelser forårsaget af fødevareintolerance, og selv dr. Munro, der udførte det nøgleforsøg, som COT baserer deres konklusioner på, er aldeles uenig i COT’s udlægning og i regeringens beslutning.
I stedet for Dalton-familiens ti år gamle telefoninterviews bør man måske hæfte lidt mere lid til The American Journal for Responsible Nutrition, som for et år siden publicerede en fin oversigtsartikel om vitaminers og mineralers effektivitet og sikkerhed.
I denne artikel behandles blandt andet den tilgængelige videnskabelige litteratur om vitamin B6/pyridoxin, og man fastslår her, at doser på 200 mg dagligt i årevis er fuldstændigt "safe". Det fastslås samtidigt, at den laveste dosis vitamin B6, hvor man nogen sinde har rapporteret om bivirkninger, er 500 mg dagligt. (8)
Privat har FAC-medlemmer fortalt, at de endte på 10 mg som grænseværdi for B6 ved simpelthen at dividere Dalton-undersøgelsens tilsyneladende giftighedsniveau på 50 mg. med 5. (4)
Den engelske minister for fødevaresikkerhed Jeff Rooker siger, at dette er begyndelsen på en ny æra inden for fødevaresikkerhed, hvor videnskabelighed fører til lovgivning!
Hvis ovennævnte lovgivning indføres – og på tilsvarende "videnskabelige" grundlag – stopper det næppe der. Andre nutrienter vil stå for tur på trods af den overvældende mængde af videnskabelig litteratur, der dokumenterer nytten og ufarligheden ved kosttilskud i en moderne verden. I forsøget på at løse et indbildt problem, skaber man i stedet nogle reelle.
En nagende tvivl trænger sig på. Er videnskabelighed den egentlige årsag til det pludselige behov for begrænsninger i englændernes frie adgang til B6?
Formanden for COT, professor Dayan har indrømmet, at de ikke har mødt et eneste tilfælde af B6-forgiftning. (4) Besynderligt på baggrund af de over 1 million kvinder, der tager B6 i doser over 50 mg daglig. Hvis det vitterligt er så giftigt, som de hævder, burde man jo forvente nogle forgiftningstilfælde.
Der er naturligvis forskel på vitamintilskud benyttet til at forebygge egentlige mangeltilstande og tilskud benyttet til terapeutiske formål, hvor man ofte benytter meget store doser i kortere tid. Sidstnævnte mulighed vil blive vanskelig eller umuliggjort, hvis det engelske lovforslag godkendes.
Der er store forskelle i de grænser for giftighed, som forskellige kilder opgiver. Det kan bero på flere faktorer: Renhedsgrad, tablethjælpestoffer, forsøg på dyr med anderledes B6 omsætning end mennesker, forsøgenes længde og fejltolkning af resultater m.v. Desuden vil B6 benyttet som monoterapi, altså uden at samvirke med tilskud af andre vitaminer og mineraler, sænke symptomgrænsen.
Monoterapi med vitaminer er uklogt i praksis, men meget videnskabeligt. Under alle omstændigheder virker den foreslåede grænse helt ude af proportion. Det beviser års terapeutisk erfaring med B6. (7, 8)
Det må være en følelsesladet oplevelse for en kvinde, der i årevis har holdt helvede fra livet med et bivirkningsfrit tilskud på 100 mg vitamin B6 daglig, pludselig at få at vide, at hendes metode er farlig og forbudt. I bedste fald bliver den dyrere og mere besværlig, når hun skal på apoteket eller til lægen for at få sit tilskud.
Og hvad har de formynderiske engelske myndigheder tænkt sig, at folk med et biokemisk stort behov for B6 skal gøre i en sådan fremtid? Spise 500 gram grøntsager og et bæger med hormoner daglig? Skal sygdomsprofylakse og behandling monopoliseres af lægerne, og folk udelukkes fra at tage vare på eget helbred?
En konklusion baseret på videnskabelige data er ingen garanti for redelighed. Selv anerkendte videnskabelige tidsskrifter bringer undertiden dårlige, fejlbehæftede eller ligefrem forfalskede forskningsresultater.
Det, der bør gøre indtryk, er mængden af undersøgelser med overensstemmende resultater og ikke nogle få afvigende og tvivlsomme forskningsresultater, som tilfældet er med vitamin B6. Vi må håbe for englænderne at fornuften sejrer.
Referencer:
-
Biokemikere i det nye råd, jullandsposten 1.11.96.
-
Uafhængighed til Ermæringsrådet, Politiken 13.12.97.
-
Dalton K; Dalton MJ: Characteristics of pyrodoxine overdose neurophathy syndrome.: Acta Neurol Scand, 1987;76:8- 11.
-
Optimum Nutrition vol. 10, No.3, 1997 pp 4, 8 10.
-
WDDTY: Vol.8, No 6, p 5, sep. 1997.
-
PROOF Vol. I, No 4, p 13, 1997.
-
Course Manual: American Institute for Biosocial Research. 1995.
-
Hatchcock John N, "Vitamins and minerals: efficacy and safety", Am J Clin Nutr 1997; 66:427-37.
Skriv et svar