Videnskabens grænser – Af Ulrik Dige
Af Ulrik Dige, speciallæge, specialist i klinisk patologi og cytologi, 2001
Kræftens Bekæmpelse prøver at tackle et udbredt patientønske ved at åbne for en dialog omkring alternativ/komplementær kræftbehandling. Foreningen har således forfattet en udmærket pjece: "Overvejer du alternativ behandling?", og på hjemmesiden kan man under rubrikken: "politik for alternativ behandling" læse om foreningens vilje til at støtte alternativ forskning.
Også de to temadage om emnet (7. december 2000 i Aarhus og 21. marts 2001 i København) signalerede gode intentioner. Der blev her lagt op til en besværlig, men nødvendig diskussion af behandlingsfilosofier, så vi kan finde frem til forskningsmodeller, der kan accepteres i begge lejre. På det grundlag kan vi så siden stille rimelige krav til dokumentation i den alternative jungle.
Da Kræftens Bekæmpelse er dybt forankret i det etablerede behandlingssystem, er alle disse signaler overraskende, for de tyder på vilje til nytænkning. En del skeptikere i min vennekreds har antydet, at foreningens signaler nok bare er bluff, der skal vende en nedadgående medlemskurve.
Så paranoid er jeg heldigvis ikke blevet endnu! I det følgende vil jeg derfor prøve at bidrage til debatten ud fra en forestilling om, at den virkelig stræber efter brobygning.
Mine erfaringer
I Practicus (et videnskabeligt tidsskrift under Dansk Selskab for Almen Medicin) nr. 140 sidste år har Gert Almind anmeldt min bog "Kræftmirakler – i lægens og patientens perspektiv". Bogen beskriver et projekt, der også har resulteret i faglige artikler (1).
Siden bogens udgivelse har jeg fået et stort antal henvendelser fra kræftpatienter, der søger råd og trøst, specielt i tilfælde, hvor det etablerede behandlingssystem har givet op. Og jeg bliver i høj grad konfronteret med spørgsmål om alternative behandlingsmuligheder. Udgangspunktet er typisk centreret omkring to problemer:
Mange kræftpatienter oplever, at de ikke har fået en tilstrækkeligt nuanceret information om diagnosen og konsekvenserne af den etablerede behandling. Som kræftpatient bliver man behandlet som et helt magtesløst offer for sin sygdom. Og den rolle kan en del mennesker slet ikke forlige sig med. De to problemer hænger sammen, for man kan jo ikke blive en aktiv og autonom medspiller uden relevant information.
Overvejelser
I Ugeskrift for Læger kunne man den 28. maj læse en tankevækkende artikel om placebo (2). Definitionen af placebo er uklar. Forfatterne foreslår, at vi i stedet kunne snakke om en behandlings uspecifikke virkninger, der bl.a. omfatter omsorg, empati, meningsdannelse og mestringsstrategier.
Efter min mening handler det dybest set om interaktion, altså om al den kommunikation, der sker, både under den diagnostiske proces, under selve behandlingen og i efterforløbet.
Lægevidenskaben fokuserer på det specifikke, dvs. om indsatsen har en realeffekt, der er uafhængig af alt dette, men i mange tilfælde har det uspecifikke, altså interaktionen, måske meget større betydning! Og den foregår ikke kun mellem patienten og terapeuten, også patientens netværk deltager i interaktionen.
En ubegrundet placeboforestilling kan medføre overflødige undersøgelser og behandlinger. Den tendens kan en mere konstruktiv definition af interaktion sikkert modvirke, men artiklen efterlyser forskning, der kan give os en dybere indsigt i disse forhold.
Jeg er helt enig med forfatterne, men vil dog indvende, at den såkaldte realeffekt nok også påvirkes af det uspecifikke, for vi er faktisk alle subjekter. I det hele taget lever livet næppe op til sprogets skarpe adskillelser.
Ydmyghed
En del patienter trænger mest til omsorg, mens andre har et dybt behov for at være aktive medspillere. Det kan være helt afgørende for den samlede behandlingseffekt, at interaktionen respekterer disse individuelle behov.
Flere af mine "ulydige" kræftpatienter har intuitivt udtrykt dette ved at give mig følgende budskab:
"Det virker dræbende på mig at blive et magtesløst offer uden handlemulighed. Jeg kan derfor ikke acceptere den etablerede behandling og vil absolut ikke være et lodtrækningsnummer i et kryptisk kontrolforsøg!"
Sådanne patienter er en belastning for den etablerede lægevidenskab, men til gengæld er holdningen måske livsduelig? En berømt læge fra USA, Deepak Chopra, der er specialist i endokrinologi, gør det ikke lettere for os ved at påpege et par ret banale sandheder (3):
Vi gendanner os selv hele tiden, for vi omsætter dagligt mange millioner celler, og de celler der ikke deler sig, udskifter også deres atomer i samordnet takt. Vi er altså som en flod, der hele tiden ligner sig selv, men aldrig er den samme fra sekund til sekund.
DNA producerer de kemiske signalsubstanser, der kan forklare meget, men alle kroppens celler samarbejder så hurtigt og præcist, at langsomt cirkulerende signalsubstanser næppe kan være hele forklaringen. – Det må dirigeres fra et andet sted (der efter Chopras mening befinder sig på kvanteniveau).
Kroppens reaktioner på en paniksituation er en kaskade af kemiske processer, der involverer hele organismen og doseres som en sammenhængende, intelligent proces.
Og hvis en vital mand visualiserer sin elskede i neglige, kan der ske de særeste ting, som måske resulterer i en fysisk manifestation i en del af kroppen. – Pointen er, at rene fantasibilleder, der er hentet fra en ukendt sfære, kan transformeres til kemiske og fysiske manifestationer!
Sådan fluktuerer vor kropskemi hele tiden under flodens overflade, som respons på noget, vi ikke forstår, men hvis natur i hvert fald ikke er kemiske atomer og molekyler. Måske kan vi bedre forholde os til det aspekt ved at tænke på noget, vi lærte i skolen:
Hvis vi kaster jernspåner ud på et stykke papir, der hviler på en magnet, vil spånerne danne et smukt mønster, der afspejler magnetens elektromagnetiske felt. Mønstret vil ændres, når vi fx får magneten til at rotere. Og fænomenet forudsætter faktisk to niveauer, der er adskilt af en overflade (papiret).
Så vidt jeg kan se, lægger alt dette op til en række spørgsmål, der anfægter den etablerede lægefilosofi:
Da kroppens kemi åbenbart fluktuerer som svar på et budskab fra et helt andet energiniveau, vil et lægemiddel forvirre dette budskab ved at gribe ind i et kemisk handlingsforløb, så al mening forsvinder – receptorer blokeres og "fortæller" om forudgående handlinger, der aldrig har fundet sted.
Jo mere potent lægemidlet er, desto større forvirring må det nødvendigvis skabe. Vi kalder denne forvirring for bivirkninger og søger desperat efter den perfekte tablet, som vi aldrig kan finde. Kun lægemiddelindustrien har interesse i at fornægte den kendsgerning!
En kræftsvulst, der tilsyneladende har holdt sig stationær i fx 1/2 år, har faktisk gendannet sig selv i samme form gennem denne tid. Det sætter recidivproblematikken i et nyt perspektiv! – Hvor finder vi det helhedsbillede, der som en grundplan hele tiden vedligeholder os selv, og ved kræft er forandret, så det giver kroppen en forkert information?
For at illustrere dette "holografiske" perspektiv vil jeg sammen med Chopra minde om nogle kliniske erfaringer:
Spisevægring er næsten terapiresistent, fordi et fordrejet budskab får hele patientens organisme til at reagere, som om hun er stopmæt. Hun har ikke en sygdom, men er faktisk sygdommen.
Et lignende problem gør sig gældende hos narkomaner og rygere – den bevidste vilje kommer næsten altid til kort i kampen mod patientens egen "selvsikre" organisme.
En helbredelse for disse tilstande kræver en omprogrammering, der somme tider sker uventet og spontant i forbindelse med en eller anden grænseoverskridende hændelse/oplevelse.
Fænomenet "spontan helbredelse" er også dokumenteret ved kræft. Den dybere mekanisme er stadig ukendt, men handler måske også om en omprogrammering.
Universet er skabt af en immateriel energi hinsides tid og rum, og det er vi måske også. Uden at tabe al jordforbindelse kunne vi åbne døren lidt på klem ved at supplere den etablerede kræftforskning med følgende aspekter:
Jeg har argumenteret for, at kræft (og mange andre sygdomme) dybest set kan være udtryk for en fejlinformation, der befinder sig på et andet energiniveau end vor biokemiske maskine (inkl. DNA). I så fald forudsætter ægte helbredelse, at "det holografiske billede" justeres.
Kan grænseoverskridende handlinger/oplevelser indirekte påvirke dette energiniveau? I den forbindelse bør vi ikke se bort fra, at både kræftdiagnosen og den efterfølgende behandling faktisk kan være meget grænseoverskridende!
Måske skal en hvilken som helst handling eller behandling formidles til vort holografiske billede som en oplevelse, der gør en forskel! I så fald er det ikke livsdueligt at resignere og passivisere patienten i en offerrolle. Terapeuten bør i stedet stimulere patienten til at blive en aktiv medspiller.
Forskning
Mine overvejelser lægger op til, at en terapeutisk indsats skal være "handlingsorienteret". Den skal fungere som en "bærebølge" for patientens egne energier og kan ikke standardiseres, fordi vi ikke alle sammen er modtagelige for de samme bærebølger – en del er fx åbne for spirituel healing, som imidlertid preller af på andre, der er forankrede i en mere jordbunden og rationel livsanskuelse.
Og for at mindske risikoen for tilbagefald ved kræft er det måske afgørende, at patienten fortolker sit liv og sin sygdom på en ny måde, så negative stressfaktorer transformeres til meningsfulde udfordringer.
Aaron Antonovsky, der kalder denne proces for "salutogenese", mener, at den har helt afgørende betydning ved at forhale den uundgåelige "entropidød", som vi jo alle må acceptere før eller siden (4).
Det moderne begreb "empirical supported treatment" (EST) er en fredsommelig betegnelse, for vi kan vel alle blive enige om, at erfaringen bør støtte, at vore indsatser hjælper patienterne.
Betegnelsen lyder også "værdineutral", men som bl.a. Niels Lynøe har påpeget, kræver det etablerede behandlingssystem ikke bare empiri, der kan dokumenteres med "statistisk signifikans". Effektens mekanisme skal desuden kunne forklares ved en hypotese, der er begribelig inden for systemets paradigme (5).
Dette krav om en begribelig forklaring kan absolut forsvares langt hen ad vejen, men bliver samtidigt en barriere, der ret effektivt beskytter det herskende paradigme mod nytænkning fra vidtløftige alternative teorier. I Månedsskrift for Praktisk Lægegerning har jeg i september sidste år (nr. 9, side 1238-39) prøvet at nuancere det dilemma.
Problemet løses ikke automatisk ved at skifte navn fra "statistisk dokumentation" til EST, ligesom de evnesvage næppe er blevet meget stærkere ved nu at betegnes som udviklingshæmmede.
Men hvis EST-begrebet virkelig er et forsøg på at skabe et mere værdineutralt og pragmatisk grundlag for dokumentation eller evidens, kan det absolut medvirke til en brobygning mellem det etablerede og det alternative univers.
En behandlingsfilosofi, der er handlingsorienteret og individualiseret, kan ikke testes ved at eliminere placebo i dobbeltblinde kontrolforsøg, men den kan måske godt leve op til EST´s pålydende.
Ved kræft kan vi i hvert fald komme langt ved at bruge patienten som sin egen kontrol, for kræft er pr. definition en fremadskridende sygdom uden væsentlige "spontane" svingninger. Hvis kontrolskanninger hos flere patienter viser klar remission uden relevant etableret behandling, må patientens egne indsatser derfor være den mest nærliggende forklaring.
Ved på forhånd at inddele patienterne i grupper, der afspejler, hvor godt "handlingsorienteringen" ser ud til at harmonere med patientens forudsætninger i de enkelte tilfælde, har terapeuten måske også skabt grundlag for at teste selve hypotesen.
De forskellige behandlingsfilosofier bygger på adskilte paradigmer, som kan lignes ved lyskegler, der hver for sig kun kan sætte fokus på en lille del af virkeligheden. En konstruktiv dialog forudsætter, at vi alle ydmygt erkender det og efterstræber en brobygning, der hviler på de områder, hvor vore lyskegler overlapper hinanden.
Måske skulle vi starte med at indkredse de områder?
Referencer
- Dige U. Kræftmirakler I-III. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, nr. 8-10, 2000.
- Barfod TS et al. Om placebo og overflødige tiltag i klinisk praksis. Ugeskr Læger, 2001; 163: 3056-59.
- Chopra D. Livets Videnskab – ved lægevidenskabens grænser. Gyldendals Boghandel, 1990.
- Antonovsky A. Helbredets mysterium. Hans Reitzels Forlag, 2000.
- Lynøe N. Theoretical and empirical aspects of the assessment and practice of alternative medicine. Umeå University Medical Dissertations, 1991.
- Ulrik Dige, f. 1940, er specialist i klinisk patologi & cytologi, men har nu valgt at arbejde privat som konsulent for kræftpatienter, der har behov for at supplere den etablerede behandling med egen indsats.
(Artiklen har været publiceret i Ugeskrift for Læger 17. september, 2001)
Skriv et svar