Vil der ske ændringer i vort sundhedssystem i fremtiden. Vil alternativ behandling blive en mulighed for alle?
Af Kirsten Sietam, Fhv. formand for SR, nytår 2000
Efter mange år som foreningsaktiv har jeg nu valgt helt at trække mig tilbage og nyde livets mange andre sider. Da Bente Nørgaard henvendte sig til mig var min første reaktion, at min mening var overflødig når jeg skulle afgå som formand for SundhedsRådet, men ved nærmere eftertanke kunne det imidlertid være spændende at sætte mine ønsker for fremtiden ned på papir.
Siden 1991 har jeg været aktiv i FDZ,- Forenede Danske Zoneterapeuter og qua dette arbejde har jeg fra 1992 været medlem af Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling..
I 1996 tog de alternative behandlere i Rådet fat på en model der kunne forene de alternative behandlere i én stor paraplyorganisation. Dette lykkedes og 1.1.98 blev SundhedsRådet (SR, red.) stiftet.
SundhedsRådet er nu i den heldige situation at kunne mønstre en medlemsskare der omfatter praktisk talt større alle alternative behandlerforeninger,- og én stor del af de alternative uddannelsessteder. Desuden har vi enkelte erhvervsvirksomheder og brugerorganisationer som medlemmer.
Noget af det vigtigste i vores arbejde har været kravene til os selv. Her tænkes på de krav vi som alternative behandlere stiller til os selv og vore kollegaer, med hensyn til uddannelse, efteruddannelse og ikke mindst etik. Det er et arbejde som langt fra er færdigt, men som til stadighed har en meget høj prioritet i SundhedsRådet.
Efter SundhedsRådets oprettelse har det været glædeligt med den respekt der har været vist os. Vi er repræsenteret i Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling med 7 pladser, og vi blev taget med i forhandlingerne omkring bestyrelses sammensætningen i det nye Videns- og Forskningscenter for alternativ behandling. Der har i denne forbindelse været en fin udveksling af informationer Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og SundhedsRådet imellem.
SundhedsRådet er nu repræsenteret i det nye Videns- og forskningscenter med 2 medlemmer, nemlig Leila Eriksen som bl.a er Formand for SundhedsRådets Forsknings- og projektudvalgt og og Birthe Overgaard formanden for SAB.
I centerets bestyrelse er der fra den alternative side desuden 2 repræsentanter fra Natursundhedsrådet (LNS).
Samarbejdet med Videns- og forskningscenteret for alternativ behandling kan forhåbentlig sikre at information om metoder og behandling bliver lettere tilgængelig for brugeren.
Et af mine største ønsker for fremtiden er beskrevet i SundhedsRådets formålsparagraf : “At opnå valgfrihed og lige økonomiske vilkår for den enkelte borger, med hensyn til forebyggelse og sygdomsbehandling”.
Borgerne skal have mulighed for, at pengene til behandlingerne følger ham/hende- uanset behandlingens art,- for han/hun skal have det det frie valg.
Borgeren skal ikke stå til regnskab for sit valg af behandlingsmetode, og behøver derfor ikke være bange for at blive udelukket af det etablerede system.
SundhedsRådet har på repræsentantskabsmødet i 1999 sat visoner og mål,- og nogle af disse er tillige hvad jeg finder må være et minimum af ønsker for fremtiden; nemlig:
Ensartet grunduddannelse af alle der har med mennesker at gøre.
Vi ønsker at pædagoger – skolelærere, alternative behandlere – læger – socialrådgivere – sygeplejersker – osv. skal have samme grunduddan-nelse
Vi ønsker et komplementært sundhedsvæsen (den ene kan ikke være uden den anden), hvor de alternative behandlere skal være en naturlig del af sundhedsbilledet
Et andet spændende tiltag kunne være sundhedshuse i kommunerne med alle grupper af sundhedspersonale på et holistisk grundlag.
Lægen og den alternative behandler skal respektere hinanden både fagligt og menneskeligt.
I Sundhedshusene skal foregå behandling – fysisk udfoldelse- åndelig udvikling – personlig udvikling, oplysning- forebyggelse og uddannelse og dermed bevidstgørelse af befolkningen.
Fra disse sundhedshuse skal der desuden forgå samarbejde med f.eks. børneinstitutioner, skoler, idrætsforeninger, plejehjem.
Mange alternative behandlere stiller i denne tid sig selv spørgsmålet.
Skal vi autoriseres – skal vi have det blå stempel? Er det nok for os at brugerne har tillid til os, har accepteret os? En stor del af befolkningen har for længe siden accepteret alternative behandlere og spørgsmålet er, om dette ikke er nok for os?
Med ønske om udvidet samarbejde, større tolerance fra alle sider.
Skriv et svar