Til LNS-bladet NaturHelse
Af Jette Møller Ibsen, Sønderborg, juli 2006
I NaturHelse nr. 1, 2006 har jeg læst artiklen på side tre ”Homøopati virker ikke”. Jeg har kun et skuldertræk til overs for undersøgelsen og vil her redegøre hvorfor: For et par år siden fik jeg bogen ”The Field” der er skrevet af Lynne McTaggart, som måske er mest kendt for bogen ”What doctors don’t tell you”.
I kapitel fire skriver hun om den franske videnskabsmand Jacques Benveniste, der på en finurlig måde kom til at bevise, hvorfor homøopati virker. Han var ved at undersøge hvide blodlegemers reaktion på allergener. Hans assistent kom ved en fejltagelse til at fortynde opløsningen så meget, at der var for få molekyler tilbage af stoffet til at skabe en reaktion. Men reaktionen kom alligevel. Benveniste vidste intet om homøopati men kom i kontakt med en homøopat, der forklarede ham, at det var sådan homøopati virkede.
Han lavede derfor forsøg, hvor opløsningen var så fortyndet, at der garanteret ikke var et eneste molekyle tilbage, af de antistoffer han arbejdede med. Han opdagede at jo tyndere (højere potens) desto højere virkning.
Benveniste startede samarbejde med fem forskellige laboratorier verden over, som skulle gentage hans forsøg uafhængigt af hinanden. Deres undersøgelser bekræftede hans resultater.
Benveniste indså, at hvis vand var i stand til at bære og gemme information om molekyler, så ville det få indflydelse på vores forståelse af hvordan molekyler taler sammen i vores kroppe, idet alle vores celler er omgivet af vand. Han begyndte nu at undersøge den måde molekylerne kommunikerer i en levende celle.
Hvis den sædvanlige teori (QSAR) Quantitative strukture-activity Relationship (en teori der går ud på at molekylerne er afhængige af at støde sammen for at udveksle information).
Om cellerne kan kommunikere afhænger af en tilfældighed, dvs. om de tilfældigt møder en de passer sammen med den såkaldte ”key- keyhole teori) ikke passede, kunne det være fordi hvert molekyle havde sit eget frekvens signatur. Så ville molekyler med det matchende spektrum af frekvenser, tune ind på den frekvens og det kunne være over store afstande, på samme måde som radiosignaler virker, eller som stemmegafler kan bringe hinanden i svingning og skabe resonans. Når to molekyler på den måde resonerer, vil de begynde at skabe resonans med andre molekyler i den biokemiske reaktion.
Hans eksperimenter viste at molekyler ikke var afhængige af at skulle støde sammen, men af elektromagnetiske signaler lavere end 20 kHz.
Fra 1991 demonstrerede Benveniste, at han kunne overføre specifikke molekylære signaler ved hjælp af en forstærker og elektromagnetiske spoler. Få år senere var han i stand til at optage og afspille disse signaler ved hjælp af en multimedie computer. Han optog molekylets aktiviteter på en computer og afspillede det overfor et biologisk system, der normalt var sensitivt overfor netop denne substans.
Hver gang reagerede det biologisk system, som om det havde været i kontakt med stoffer og igangsatte den biologiske kædereaktion. Han optog også de molekylære signaler på computeren og sendte dem via e-mail til andre laboratorier, hvor de havde den sammen effekt på biologiske systemer, når de blev afspillet.
På den måde beviste Benveniste, at kommunikationen mellem molekylerne ikke er mekanisk, hvor molekylerne udveksler informationerne ved at ”støde tilfældigt sammen”. Der er tale om elektromagnetiske signaler (informationer). Vand er i stand til at bære og gemme disse informationer, men de kunne lige så godt komme fra et lydkort på en computer.
Det forklarer, hvorfor man kan tage blod fra en patient over i en lille skål. Dryppe et homøopatisk middel i blodet i skålen og se patienten reagere på det. Her er patienten netop ikke i kontakt med ”sit levende blod” i skålen, men modtager elektromagnetiske signaler fra det.
Med homøopatisk midler er der en usikkerhedsfaktor, som Benveniste blev klar over. Levende væsner kan påvirke molekylære signaler! Nogle mennesker kan ved deres blotte nærvær og deres elektromagnetiske felt, ændre molekylernes struktur eller form, så informationerne de sender ændres eller blokeres.
Der skal uendeligt lidt til, før informationerne ændres nok til, at de ikke resonerer med receptorcellerne. Giver man en sådan person et homøopatisk middel i hånden i fem minutter, vil al molekylær aktivitet og signaler være slettet. Benveniste havde netop en i sit team, som dette skete for hele tiden. Han gik derfor over til at bruge robotter til at håndtere potenteringen. Hvis man ikke tager højde for dette fænomen i videnskabelige analyser og undersøgelser, så er analyserne værdiløse.
Benveniste beviste hermed også, at det ikke er ligegyldigt hvad vi udsætter os selv for af frekvenser, om det er høj eller lavfrekvenser, så påvirker de vores celler. Men har jo netop undersøgt og bevist at bestemt musik har en gunstig virkning på helbredet.
Jeg vil i øvrigt anbefale læsning af bogen ”The Field”. Den er godt nok ikke oversat fra engelsk, men meget let læselig. Netop informationsudveksningen over lange afstande beskrives både på molekylært, atomart men også på kvante plan. Kvantepartikler er jo de mindste partikler, som endda kun eksisterer som potentiale indtil de måles eller observeres, hvorefter de kollapser til fysisk stof.
Det må få os til at stille spørgsmålet:” Om alt fysisk stof så kun eksisterer, fordi vi er enige om at observere det?” ”Hvad er så kvanten inden den måles eller observeres?” ”Og udsender den elektromagnetiske bølger, i og med at den kan måles”? ”Er vi helt ude og berøre det åndelige plan med kvantefysikken?” Den beskriver også forsøg der skal undersøge hvor i hjernen hukommelsen findes, og om den overhovedet findes der? Bogen stimulerer nysgerrigheden, det er der ingen tvivl om.
Jette Møller Ibsen, Dybbølgade 20, 6400 Sønderborg, tlf. 74 66 60 41
Kilder:
McTaggart Lynn, The Field, First published by HarperCollins Publishers 2001, denne udgave er 3. udgave. ISBN 0 00 714510 1.
Bagest i bogen er der en fyldestgørende bibliograf over de artikler der er anvendt til at beskrive ovenstående.
Bl.a. Benveniste, J: ”From water memory to digital biology”, Network: The scientific and Medical Review, 1999; 69:11-14.
Skriv et svar