CAM i Europa
CAM = Complementary Alternative Medicine (overordnet betegnelse for alternative behandlingsformer)
Tilsyneladende positiv pressemeddelelse fra EU om alternativ behandling
Denne pressemeddelelse fra november 2012 er blevet fremstillet af flere som en positiv udmelding fra EU om alternativ behandling, eller CAM, som det kaldes internationalt. Den umiddelbare tekst sender et positiv budskab til behandlerne: Nu bliver I taget alvorligt! Men mellem linjerne og specielt i sidste del er der et klart budskab til lovgiverne: Se at få bragt denne jungle af uregulerede udøvere under kontrol og ind under EU-lovgivningen.
Her følger pressemeddelelsen oversat og med May Days fortolkende kommentarer i parentes []:
Pressemeddelelse:
Komplementær og alternativ medicin (CAM) spiller en vigtig rolle i sundhedssektoren i Europa, men der er alt for lidt viden om det
Forskere i EU-projektet CAMbrella opfordrer til en koordineret tilgang i en "Køreplan for europæisk CAM forskning”
[May Day: Koordineret tilgang – læs central styring.]
Bruxelles, 29. november 2012. Videnskabsmændene i CAMbrella, et EU finansieret paneuropæiske forskningsnetværk for CAM, præsenterer i dag resultaterne af deres tre års arbejde. De bekræfter, at CAM er et meget forsømt område for forskning, og at viden, levering og håndtering af CAM er meget forskellig i de forskellige lande i Europa. Europa halter bagefter Nordamerika, Asien og Australien i sin tilgang til CAM, og der er et presserende behov for en centraliseret og koordineret indsats for at øge kendskabet til dette område. Forskerne opfordrede til en koordineret europæisk strategi og præsenterede en ”Køreplan for europæisk CAM forskning”.
[May Day: Læg mærke til ordene ”centraliseret” og ”koordineret”. Det betyder på EU-sprog, at det pågældende område bør lægges ind under EU-lovgivningen (hvor kun den ikke-folkevalgte EU-kommission kan komme med lovforslag.) En sådan koordinering kunne i værste fald indebære ensartede regler for behandlere i hele EU med krav om ens uddannelse, ens praksisform, ens registrering osv. til stor skade for den diversitet, der hersker i dag.]
CAM er stærkt efterspurgt af borgerne i Europa: så mange som halvdelen af alle borgere i Europa bruger komplementær og alternativ medicin/behandling til deres sundhedsbehov. Taler ved den afsluttende konference i Bruxelles i dag, projektkoordinator Dr. Wolfgang Weidenhammer, center for CAM forskning på det Tekniske Universitet i München, sagde: "Borgerne fører an i brugen af CAM. Deres behov og synspunkter om CAM er af højeste prioritet, og deres interesser skal undersøges og adresseres i fremtidens CAM-forskning. "
[May Day: Umiddelbar lyder det imødekommende, at man vil undersøge folks behov og synspunkter, men den næste sætning ”deres interesser skal undersøges og adresseres” lyder knapt så besnærende. På EU-sprog betyder det, at når vi har fundet ud af, hvorfor de kan lide det, kan vi ”adressere” = påvirke og manipulere, så borgerne kan få den ”rette” holdning til alternativ behandling.]
Der er mere end 150.000 registrerede læger med ekstra CAM-certificering i Europa, og mere end 180.000 registrerede og certificerede ikke-lægelige CAM-udøvere, hvilket betyder op til 65 CAM-udbydere pr. 100.000 indbyggere i forhold til tal fra EU, der angiver, at der er 95 alment praktiserende læger pr. 100.000 indbyggere. Men regulering af og uddannelse i CAM er forskellig i hvert af de 39 europæiske lande. En taler på konferencen, professor Vinjar Fonnebo, direktør for det norske institut for CAM-forskning på Tromsø Universitet, sagde: "Det nuværende kaos i EU-regulering og -uddannelse mht. CAM-ydelser gør det umuligt for sundhedspersonale at yde patienter og klienter tryghed og sikkerhed. "
[May Day: Der er ikke kaos i EU-reguleringen, der er INGEN EU-regulering – heldigvis. CAM udøver en fin selvregulering bl.a. med RAB-registrering i Danmark. Der er heller ingen klager over CAM, så forskerne opfordrer her EU til at løse et problem, der ikke er der.
Tryghed og sikkerhed – den argumentation kender vi fra lovgivningen om kosttilskud og urtemedicin: Det er utrygt og usikkert, fordi vi ikke har nogen beviser – sådan rigtige videnskabelige beviser – for, at det er sikkert. Jo, men der er heller ikke beviser for, at det er usikkert – lad os holde os til det.]
Betydelig mangel på data om CAM
Til dato har der ikke været nogen grundig undersøgelse af dette felt inden for sundhedspleje i Europa. Der er næsten ingen viden om, hvor udbredt brugen af CAM er blandt europæiske borgere og patienter. I de fleste europæiske lande har der ikke været nogen forskning i borgernes behov for CAM ydelser, og ikke meget er kendt om udbydernes virksomhedsform.
Hvad er CAM og hvad bruger folk det til?
CAM er en samlebetegnelse for populære behandlingsformer, som for det meste befinder sig uden for konventionel behandling. Behandlinger såsom urtemedicin, homøopati, manuel terapi (massage, osteopati og zoneterapi), akupunktur, antroposofisk medicin eller naturopati benyttes i behandling af kroniske tilstande, sygdomsforebyggelse og opretholdelse af sundhed. Urtemedicin er den hyppigst rapporterede CAM-behandlingsform, og problemer i bevægeapparatet er den hyppigst rapporterede årsag til benyttelsen af CAM.
CAMbrellas "Køreplan for europæisk CAM-forskning"
CAMbrella-forskerne opfordrer EU til at støtte og implementere CAM-forskning, der giver behørig opmærksomhed til, hvordan den virkelige verden ser ud mht. europæisk sundhedspleje. Professor Jarle Aaarbacke, Rektor for Tromsø Universitet, forklarer: "CAM er ikke en del af den lægevidenskab, vi underviser i og lærer på europæiske universiteter – men det bliver ikke desto mindre brugt af et stort antal patienter og udbydere i hele Europa, så vi må hellere forstå mere om det."
”Hvis CAM skal bruges som en del af løsningen på de sundhedsmæssige udfordringer, vi står over for i 2020, er det afgørende at få pålidelige oplysninger om omkostninger, sikkerhed og effektivitet i den virkelige verden. CAMbrellas vision er for et evidensgrundlag, som giver de europæiske borgere og politiske beslutningstagere mulighed for at træffe et informeret valg om CAM,” tilføjer Prof. Dr. Benno Brinkhaus, der stod for køreplanens indhold på konferencen i dag.
CAMbrella anbefaler oprettelsen af et europæisk forskningscenter for CAM, som skal få forskerne til at udvikle en ensartet og videnskabelig tilgang til CAM-forskning og derved fastslå udbredelsen af CAM i Europa, forske i de mest lovende CAM-behandlinger for de mest almindelige sundhedsproblemer såsom fedme, diabetes og kræft, gennemgå patientsikkerhed og evaluere integrationen af CAM i rutinemæssige sundhedsbehandlinger. Og Dr. Weidenhammer opsummerer: ”CAMbrellaprojektet spiller således en central rolle for CAM og sundhedspleje i Europa, det gælder bare om at følge op på forslagene og sætte dem i værk. ”
[May Day: De sidste afsnit er skræmmende. Der ønskes bevis for sikkerhed og effektivitet, hvilket peger i retning af forskningsmetoder brugt i den etablerede lægevidenskab, som ikke er egnede til individuelle, holistiske og spirituelle behandlingsmetoder. I det alternative system arbejdes der ud fra det princip, at mennesker er forskellige og reagerer forskelligt på behandling. Nogle reagerer positivt på håndspålæggelse, andre på bestemte plantestoffer, andre igen på healing, homøopati osv. Det kan ikke sættes på en formel. Desuden må det være folks egen oplevelse af, hvorvidt en behandling virker eller ej, der i sidste ende er bestemmende for, om det virker, og det indebærer frihed til at vælge egen behandlingsform. Diversitet i behandlingsformer er altafgørende, og netop det er fremtidens medicin: behandling tilpasset den enkelte og ud fra individets eget valg! Men i et evidensdiktatur er der risiko for, at behandlingsmetoder får det røde kort, fordi ensartede resultater ikke kan påvises, eller sikkerhed ikke kan fastslås. Hvor stiller det befolkningen og befolkningens ret til selv at drage omsorg for egen krop og sundhed?]
Noter til redaktører
1. I CAMbrella projektet har 16 partnerinstitutioner fra 12 europæiske lande arbejdet sammen om at udvikle en "køreplan for den fremtidige europæiske CAM forskning", der passer til EU-borgernes behov for sundhedspleje, og som kan accepteres af de europæiske institutioner samt deres nationale forskningsfonde og sundhedspersonale.
2. CAMbrella består af akademiske forskergrupper, der ikke går ind for bestemte CAM behandlinger.
3. CAMbrella mål var at gøre det muligt for meningsfuld, pålidelig, sammenlignende forskning og formidling
i Europa og bidrage til at skabe en bæredygtig struktur og politik for CAM i Europa. Projektet er blevet finansieret under det syvende rammeprogram (FP7) i Europa-Kommissionen siden januar 2010.
4. Resultaterne af projektet blev præsenteret på en afsluttende konference i Bruxelles, arrangeret af den bayerske Repræsentation den 29. november 2012. Alle dokumenter genereret af projektet vil blive gjort tilgængelige på hjemmesiden:
http://www.cambrella.eu/documents/
5. En mangel på data i de fleste medlemslande betød, at det kun var muligt at studere 18 af de 39 medlemslande og associerede lande.
Kontakt
For yderligere detaljer, herunder et resumé af de vigtigste resultater af projektet, kan du kontakte Bettina Reiter på +43 699 1717 8682 eller e-mail media@cambrella.eu
[May Day: Denne fremgangsmåde, med først at undersøge – sådan helt uvildigt og uskyldigt – og dernæst prøve at liste området ind under EU’s lovgivning, er også blevet brugt på kirkeområdet. Europa har mange forskellige kristne menigheder og trossamfund, og på et tidspunkt gik EU (EF) i gang med at undersøge det nærmere. Alle stifter skulle besvare et spørgeskema til EU om trosudøvelse, praksis, sognebørn osv., og da alle data var indsamlet (dette tog flere år i 1980’erne-90’erne), kom EU med en harmoniseringsplan i et forsøg på at ophæve den enkelte kirkes traditionsmæssige, historiske og geografiske egenart. Det medførte enorme protester, specielt fra England, og projektet måtte skrinlægges.
I 90’erne kom EU eller EF, som det hed dengang, med en såkaldt hvidbog (hensigtserklæring), som beskrev, hvordan journalister skulle samarbejde med EF’s institutioner og lave propaganda, så folket kunne lære at elske EF og oplæres i den rette europæiske ånd. Hvis en lov havde en uhensigtsmæssig påvirkning på et område, skulle det nedtones, at det var EF-lovgivning. Der kom ramaskrig fra journalister over hele Europa med henvisninger til pressefrihed, ytringsfrihed og ikke mindst sovjettidens statspropaganda. EF valgte med det samme lav profil, kommenterede ikke yderligere, og lagde hvidbogen på hylden til "bedre" tider. De oprandt i 2013. (Se May Day Nyhedsbrev uge 13, 2013.)
Oversættelse og redigering
CR, juli 2013
Jesper Odde Madsen
Hvis nogen skulle havne på denne side, som jeg ved et tilfælde opdagede, her 8 år efter:
Der er sikkert meget, der kan kritiseres ved forskernes arbejde i CAMbrella. Især hvis man har gjort sig den ulejlighed at læse deres rapporter. Men jeg synes det vil klæde Mayday at undlade en automat-reaktion, så snart man finder et dokument hvor der står EU. Det er simpelthen for primitivt.
Jeg deltog selv i CAMbrella, og at vi skulle være ulve i fåreklæder er nærmest komisk. Jeg er rystet over, at man seriøst kan tillægge forskerne skjulte dagsordener, blot ved at læse en pressemeddelelse som fanden læser biblen.
Det handler om forskere, som tilhører oppositionen til den etablerede lægevidenskab. De har valgt en karriere, der ikke bringer dem til tops nogle steder, da det altid giver minuspoints at beskæftige sig seriøst med alternativ behandling. Af samme grund hører de heller ikke til dem, der bliver forgyldt af medicinalindustrien.
Det var derimod en flok hårdt arbejdende folk fra hele Europa, der i projektet havde et fint samarbejde med de alternative behandleres organisationer.
Og jo, der er stærke kræfter i EU, der gerne vil kontrollere og fremme de kommercielle forskningsinteresser og ikke ønsker noget fokus på alternativ behandling. Netop derfor er det næsten umuligt at få projekter som CAMbrella godkendt i EU-systemet – men det lykkedes!
CAMbrella var ikke ”en skinmanøvre” opfundet af onde bureaukrater. Bureaukraterne i Bruxelles kunne til gengæld godt være svære at danse med for mig og de forskere, der i 2009 knoklede for at få projektet godkendt og derpå brugte tre år på arbejdet, uden at få en særlig høj løn.
Et af målene med vores arbejde var/er faktisk at øge samarbejdet mellem de kræfter i Europa, der ønsker at styrke den alternative sektor, at lære af hinandens erfaringer og at samarbejde om den forskning, der for de enkelte lande kan være alt for dyr – fordi der ikke er store kommercielle interesser at støtte sig til.
Jeg holder meget af CAMbrella – og af Mayday.