Brug af ”skærme” skaber digital demens
Nedenstående tekst er hentet fra Anders Kjærulffs program på Radio24syv ved navn Aflyttet. Episoden er fra den 2. december 2018 og kan høres i sin fulde længde her: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/37926115/fremtiden-er-blind-og-dum
Fremtiden er blind og dum
Interview med Manfred Spitzer
Hjerneforsker fra Tyskland, professor i psykiatri ved universitetet i Ulm, kommer med et meget uvelkomment budskab, nemlig at børns hjerne tager skade af skærmarbejde, smartphones, tablets mm. Han kalder fænomenet digital demens.
Demens defineres som mentalt forfald. Sindet udvikler sig gennem barndommen, hvor det uddannes i almindelige skolefag, og i hvordan man lever livet, forklarer professoren. Ens uddannelse tidligt i livet beskytter sindet mod senere demens. Så hvis man har uddannet hjernen til et godt højt niveau som ung, så vil sindet/hjernen falde i ydeevne, men ikke til et så lavt niveau, som hvis sindet er blevet dårligt uddannet i barndommen og ungdommen. Så hvor meget man sættes tilbage, afhænger af, hvor godt ens hoved fungerer, når demensen sætter ind.
Nutidens børn og unge får ikke udviklet deres hjerne ordentligt i den digitale verden, hvor de ikke behøver at huske noget som helst. De har så at sige hele vidensbanken på mobilen, og derfor er de dårligt rustede til at blive klogere, siger Spitzer.
Mange studier viser desuden, at læring går ned, når digitale hjælpemidler introduceres. De hjælper ikke på sprogindlæring og heller ikke den sociale læring – dertil behøves rigtige mennesker og ens modersmål, forklarer professoren. De digitale medier distraherer og er kontraproduktive, så børnene lærer mindre.
To store studier fra Tyskland foretaget i 8. og 10 klasse, bl.a. betalt af det tyske forskningsministerium, viste, at der ingen effekt var af computere og internet på skolerne. Man kan ikke uddanne børn med computere. Manfred Spitzer har læst over 7.500 forskningspapirer, og ingen af dem viste nogen forbedring i læring. Forbyd computere, siger han, så bliver børnene dygtigere. Ikke engang børnenes evne til at benytte computeren bliver bedre op gennem skoleårene, tværtimod. Resultaterne har været omtalt og beskrevet siden 2014, men alligevel taler man om iPads og e-learning til børnehavebørn. Tyskland vil bruge 5 mia. euro i de kommende år på digitale medier i skolerne.
I Sydkorea, der er et meget digitaliseret land med flest smartphones, opgjorde man for nogle år siden, at 30 pct. under 19 år var blevet direkte afhængige, og at 95 pct. var blevet nærsynet pga. skærmbrug fra en ung alder. En ny lov i landet kræver nu, at alle smartphones skal have installeret software, der sender besked til forældrene, hvis deres børn er på telefonen for længe, og tilgang til alle videospil lukker kl. 12 om natten. De ønsker at beskytte den næste generation. I Kina sagde premiereministeren for et par uger siden, at de ikke ville have smartphones i skolen. De vil ikke have en milliard nærsynede børn og 100 millioner blinde, fordi nærsynethed fører i ca. 10 pct. at tilfældene til blindhed. I Frankrig har Macron også afskaffet smartphones i skolerne. Han har nok læst et britisk studie med 90 skoler, der viser, at børn bliver bedre, når de ikke bruger smartphones i skolen. Dem, der klarede sig dårligst i skolen, fik størst fremgang, da man fjernede smartphones – for de bedste var der ingen forskel. Så smartphones går mest ud over de svage. Alligevel indføres digitalisering, fordi “vi jo skal hjælpe de svage”, men det er ønsketænkning drevet af ideologi, siger professoren.
Hvad skal vi så bruge skærmene til? Til videnskabelige projekter, udregning, diagnose, shoppe osv. Men børn og unge under 18, hvis hjerner ikke er færdigudviklede, skal ikke have computere, for det ødelægger simpelthen hjernens udvikling.
Et andet udbredt problem er, at når du engagerer dig i sociale aktiviteter på en skærm, kan du ikke lære empati – det kræver interaktion med andre mennesker, aflæsning af ansigtsudtryk, kropssprog, sprogtone, så du kan se, hvordan den anden føler. Det lærer du ikke på Facebook. Så hvis man outsourcer sin sociale omgang til en skærm, lærer man ikke empati.
Det største studie nogensinde på unge har vist, at jo flere timer, de sidder ved skærmen, jo værre går det med at føle empati for deres forældre og kammerater. Studiet viser, at de sidste 40 år er empati bare gået nedad. Det er nu så slemt, at folk efter en ulykke stopper bilen, tager et billede og kører videre. Der er lige kommet en lov i Tyskland (og vist også i Danmark, red.), der forbyder at tage billeder af døende mennesker, efter at en person gjorde netop det i stedet for at hjælpe vedkommende. Det viser det moralske forfald – vi har da aldrig haft behov for en lov mod det før, siger Spitzer.
Skærmbrug kan kun tilrådes, når hjerne og øjne er færdigudviklet. Så professorens kategoriske råd til alle forældre er: De skal ikke have skærme. Ingen skærme til børnene overhovedet, heller ikke tv. Og vær selv en god rollemodel – tag ikke din smartphone frem under middagen, for så vil dine børn gøre det samme. Og giv ikke tablets, playstation, smartphones eller computere i gaver. Sig nej! Når dine børn er over 20, vil de være dig evigt taknemmelige. Professoren siger selv, at han modtager masser af tak fra voksne og deres forældre, fordi han gav dem styrke til at sige nej. Vent til de bliver 18-20.
Og for dem, der allerede har været i gang. Læg mærke til, hvor usundt det er for helbredet og uddannelse, og begræns skærmtid så meget som muligt. Få dem ned på max ½ time om dagen. Vi har ingen studier lige nu, der viser, hvor lidt der ikke skader, men vi ved, at flere timer om dagen er skadeligt.
Google gør folk dumme
Manfred Spitzer er også bekymret for google. Man skal have viden for at kunne bruge en søgemaskine. Man skal kunne sortere og skelne løgn fra sandhed. Folk siger: Vi behøver ikke vide noget, vi kan bare google, men de bliver nødt til at have et grundlag af viden, og hvordan opnås det bedst? Det har man studeret. Man har prøvet at fodre grupper af folk med data via bog, avis/blad og google, og det viser sig, at hvis man googler, er der mindst sandsynlighed for, at det forbliver i hukommelsen. Så google er det værste læringsmedie.
En god måde at lære på er ved at få viden fra en anden, som kan styre oplysningerne efter, hvad du ved i forvejen Eller via en god bog, der kan komme med forklaringer, eksempler, tegninger osv. Det værste er en søgemaskine, der er en blandet landhandel af sandt og falsk. Hvis du ved en masse om emnet, kan du let sortere. Men ved du intet, er det det rene spild af tid. Så brug bøger og gode lærere og ikke google i skolerne, understreger ManfredSpritzer. Det virker.
Men verden går den anden vej og specielt i Danmark med e-learning, kunstig intelligens, telemedier osv. Danmark er et tillidssamfund, sig Spitzer. Der er tillid mellem mennesker. Jo mere vi erstatter mennesker med maskiner, og jo mere digitalt samkvem vi har, jo mere forsvinder tilliden. Politikerne burde vide, at hvis man nedsætter mængden af personlig interaktion, så nedsættes mængden af tillid til andre og til folk, man ikke kender. Men samfundet lever af denne grundlæggende tillid, og vi må ikke bare hælde den ud med badevandet. Nogle kan ikke få nok af digitalisering, men det er ikke det, der får samfund til at fungere – det er interaktion mellem mennesker. Det gør folk glade, siger Spitzer.
Ideen med kunstig intelligens og overførsel af bevidsthed til computere er latterlig, mener han. Vi tror, at computere er mere fejlfri end mennesker, og ud fra den logik kunne man så bare overlade statens styring til computerne. Men de datasæt, som er kommet ind i computeren, er udtænkt af mennesker, som er fejlbehæftede i deres tænkning. Så at prøve at udtænke de helt rigtige løsninger på ALLE problemer og så proppe dem ind i en computer og lade den styre staten, er en orwellsk idé (efter George Orwell) og vil aldrig fungere. En gennemgribende digitalisering af samfundet er farlig. Spitzer nævner et eksempel med Estland, som er den mest digitalt avancerede stat. Tænk, hvis den blev udsat for et cyberangreb, så kunne hele landet blive totalt udraderet, også selvom der er en back-up i Luxembourg.
Den slags er for risikabelt, for der findes ikke en 100 pct. sikker computer, og når vi nu ved det, så skal vi ikke digitalisere alt så hurtigt.
Spitzer afslutter således: Vi er i gang med et kæmpestort eksperiment på syv milliarder mennesker, og der har ikke været nogen beslutninger fra et etisk råd om, hvordan det skal gøres, og der er heller ingen videnskabsfolk, det registrerer nogen data om det, og som vi kan se, er resultatet meget dårligt. Men det værste er, at det mest går ud over vores børn og unge.
Hør interviewet i dets fulde længde her:
https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/37926115/fremtiden-er-blind-og-dum
Professor Spitsers bog Digital demens er netop udkommet på dansk. Læs her en omtale af bogen fra forlaget:
Digital demens er bogen som forandrer dit forhold til digitale medier for altid!
Professor Manfred Spitzer er en af Tysklands mest kendte hjerneforskere. Han advarer mod farerne ved særligt børns brug af digitale medier. På baggrund af mange videnskabelige undersøgelser viser han, at intensiv brug af computerspil og online-tjenester ikke blot sløver, men ligefrem nedbryder hjernen. Han skriver engageret og er ikke bange for at få sandheden frem i lyset.
I bogen beskriver Manfred Spitzer, hvordan du og dine børn skal takle presset og udfordringen fra digitale medier og genoptræne den mentale styrke, koncentrationsevnen og igen sætte fokus på roen og den almene dannelse.
Bogen er lettilgængelig, på trods af dens størrelse, og fyldt med eksempler undervejs. Uundværlig læsning for alle forældre, bedsteforældre og for alle som arbejder med børn og unge. Og læs den ikke mindst for din egen skyld.
Uddrag af bogen
Læs et uddrag af bogen her.
Anbefalinger
Spitzer leverer her en velunderbygget samfundsdiagnose: Lokummet brænder! Bør læses af alle med interesse for teknologiens påvirkning af hjernen.
Imran Rashid, speciallæge i almen medicin og forfatter til »SLUK«
»Manfred Spitzer har som en af de første i Europa rejst en vigtig og kritisk debat på baggrund af forskning og viden, som vi er forpligtede til at forholde os til. Hvordan udnytter vi det fantastiske udviklingspotentiale i digitale teknologier, samtidig med, at vi beskytter vores børn mod de negative effekter af overdreven skærmbrug?«
Jesper Balslev, Lektor på Københavns Erhvervsakademi, Ph.d.-stipendiat på RUC & Forfatter til »Kritik af den digitale fornuft.«
Manfred Spitzer
Manfred Spitzer er tysk hjerneforsker og psykiater, og gæsteforelæser på Harvard Universitet.
Gennem veldokumenteret forskning deler Spitzer sin unikke viden om, hvordan digitale medier påvirker både børn og os selv.
Udgivet på Fokal i samarbejde med KLF Kirke & Medier. Læs mere på klf.dk/mediemod
Kilde: https://lohse.dk/menu/boger/digital-demens.html
Kristeligt Dagblad har en anmeldelse af bogen her:
Allerede i 2013 var koreanske læger ude med diagnosen digital demens til børn, hvis hjerner står stille pga. afhængighed af digitale medier.
https://nordjyske.dk/nyheder/boern-lider-af-digital-demens/0065d5df-97b6-4fb1-905a-4636e305b730
Transskriberet og redigeret for May Day af cr@mayday-info.dk
bente-Ingrid Bruun
Tak kære Charlotte – jeg har allerede bragt stoffet videre som en kommentar til en artikel i Information, der har fortiet skadevirkninger i rigtig mange år.
Godt nytår