Havsalt – Himalayasalt
Almindeligt bordsalt er kun natriumklorid, som vi får ti gange for meget af. Desuden er det tilsat et anti klumpningsmiddel, oftest aluminiumpulver, der er skadeligt for hjernen og med tiden kan øge risikoen for Alzheimers demens.
Vi har ikke kun brug for natriumsalt, men også for kaliumsalt, magnesiumsalt, selensalt, jodsalt mm. samt en række mineraler og sporstoffer, der findes i havvand. Derfor er det langt sundere at bruge havsalt.
Da havene i dag er meget forurenede, er det bedst at bruge mange millioner år gammelt salt. Her kan det anbefales at bruge Læsøsalt, der hentes op fra undergrunden, eller endnu bedre Himalayasalt, der stammer fra Nepal, hvor der for 250 millioner år siden var hav. Disse former for salt indeholder ekstra mange værdifulde mineraler og salte, som kroppen har brug for.
En god idé er at tage en kvart til en halv teskefuld havsalt i et helt glas vand, der er varmet lidt op (men ikke kogt), fx til det er lunkent. Det kvikker op og giver kroppen, hvad den har brug for. Samtidig skal man sørge for at drikke to liter vand i døgnet.
En anden mulighed er at lave en mættet opløsning af det gode salt, og så bruge en teskefuld hver morgen af opløsningen i et helt glas vand.
Gør man det, vil man også gøre det lettere for kroppen at nedsætte blodtrykket, hvis det er for højt. Det er kun nogle få mennesker, der er saltfølsomme og derfor ikke tåler at tage ekstra salt. Har man for højt blodtryk, skal man selv have et blodtryksmåleapparat, så man kan følge blodtrykket. Kalium og magnesium virker begge blodtryksnedsættende, så mennesker med højt blodtryk kan roligt anvende havsalt.
Er blodtrykket meget lavt, vil samme opskrift øge blodtrykket til et mere normalt niveau. Man understøtter kroppens selvregulerende kræfter.
Mange ældre er bange for salt, og hvis de samtidig får vanddrivende midler, der øger udskillelsen af salt med urinen, kan de få en betydelig saltmangel. Det medfører, at de føler sig dårligt tilpas, bliver slappe og får kramper i benene. Men man skal selvfølgelig ikke overdrive med sin saltindtagelse.
Man kan købe Læsøsalt og Himalayasalt i supermarkeder, Matas og helsekostforretninger.
Himalayasalt anvendes også til lamper, hvor man inde i en saltklump anbringer en elektrisk pære. Mange med astma melder om et langt bedre åndedræt ved hjælp af dem og har dem stående i både stuen og soveværelset.
Carsten Vagn-Hansen
Læge, sundhedskonsulent
13-1-2010
Henning Rolapp
Jeg synes det er en dejlig velskreven artikel , men jeg foretrækker at bruge havvand direkte taget fra en sted hvor det er rimelig rent. Jeg bruger 10-15 % havvand i alt drikkevand. Det passer vist nogenlunde til dagligt brug. Jeg kan tydeligt mærke dette på mit velbefindende. Og ingen negative oplevelser. Prøv det.
Men anskaf altid en blodtryk og pulsmåler.